Popstjerne langer ud efter medier og musikbranchen - føler sig dårligt behandlet på grund af graviditet

Ifølge Halsey ville flere magasiner ikke have hende på forsiden, fordi hun var gravid, fortæller hun i nyt interview.

I et nyt interview gør Halsey opmærksom på de sociale tabuer, der ifølge hende er omkring graviditet - især i musikbranchen. Her ankommer sangeren til MTV Video Music Awards i 2019. (Foto: Evan Agostini © Scanpix)

Den amerikanske popstjerne Halsey har en høne at plukke med den amerikanske presse og musikbranche.

I et interview i forbindelse med udgivelsen af sit nyeste album, 'If I Can't Have Love, I Want Power', åbner hun op om, hvordan magasinbranchen ifølge hende har afvist at lave forside-covers med hende på grund af hendes graviditet. Det skriver blandt andre Variety.

I interviewet fortæller hun, at flere magasiner ikke ville have hende på deres respektive forsider på grund af graviditeten, og stiller sig uforstående over for, hvorfor en graviditet skulle være en hindring i forhold til at tale med medier om sin musik.

- Da vi prøvede at sætte noget op med nogle magasinforsider i forhold til albummet, var der magasiner, der responderede med et: "Okay, men kommer hun til at være gravid? For vi vil ikke lave en graviditetsforside," siger hun i interviewet med Apple Musics Zane Lowe, hvor hun fortsætter:

- Jeg svarede, at det ikke var en graviditetsforside, men en forside om mit album. Jeg var bare tilfældigvis gravid. Og de svarede: "Nej, det er en graviditetsforside," hvortil jeg svarede: "Så jeg får ikke mulighed for at tale om min musik?".

Langer ud efter pladeselskaber

Halseys kritik er dog ikke begrænset til den amerikanske magasinbranche. Også musikbranchen får en overhaling i interviewet med Apple Music.

Halsey fortæller, at hun har følt sig nødsaget til at ringe rundt til diverse unavngivne musikchefer for at forsikre dem om, at selvsamme graviditet ikke kommer til at have arbejdsmæssige konsekvenser.

- Du er nødt til at ringe til cheferne for X, Y og Z og sige: "Hey, hej. Jeg ringer bare lige for at sige, at jeg er gravid. Jeg ville ikke have, du skulle finde ud af det på Instagram. Jeg ville hellere fortælle dig det personligt. Det er stadig business as usual, du skal ikke bekymre dig," siger Halsey.

- "Mit personlige valg får ikke indflydelse på din profit, din produktivitet eller dit samlebånd. I øvrigt: I hvilken verden ville du nogensinde være nødt til at ringe til mig for at fortælle, at du skulle have et barn? Men jeg er nødt til at ringe til dig, fordi det påvirker dit produkt."

Her optræder Halsey (til højre) med Taylor Swift (i midten) og Camilla Cabello til American Music Awards i 2019. (Foto: Mario Anzuoni © Scanpix)

Det er ikke første gang, den amerikanske sanger gør op med det, hun mener er sociale tabuer omkring graviditet.

Hun har tidligere slået et slag for, at vi bør hylde den gravide krop såvel som efterfødselskroppen. Det gjorde hun i forbindelse med, at hun delte coveret til sit seneste album.

- Coveret fejrer den gravide krop og kroppen, der har født, som noget smukt – noget, der skal beundres. Vi har lang vej igen, når det kommer til at fjerne det sociale stigma omkring kroppe og amning, skrev hun blandt andet i opslaget, hvor hun afslørede coveret.

Coveret blev blandt andet hyldet af sanger og modemogul Rihanna, Hollywood-kendissen Paris Hilton og sanger Demi Lovato.

Facebook
Twitter