Popstjerner langer ud efter hinanden: Voldsdom og anklager om overgreb skaber strid

Chris Brown, Tyga og Chvrches har alle lavet hits med dj’en Marshmello. Nu er de endt i en kras strid.

Marshmello - ham med den smilende maske - er en populær kunstner at lave musik med. Han har senest lavet et hit med Tyga og Chris Brown (th.), men nu har samarbejdet resulteret i splid med et popband. (Foto: diverse © Getty Images)

Hvordan ville du have det med, at en af dine kolleger begyndte at arbejde sammen med en mand, der har en voldsdom og et dårligt ry i bagagen?

Det skotske popband Chvrches har det ikke godt med det.

I marts udgav bandet den succesfulde single 'Here With Me' sammen med producer og dj Marshmello, og nu har den amerikanske producer udgivet et nyt hit, nemlig 'Light It Up' med sangeren Chris Brown og rapperen Tyga.

Lyt til Chvrches' og Marshmellos samarbejde her:

Det har fået Chvrches til at tage afstand fra deres nylige samarbejdspartner på Instagram, skriver blandt andet Gaffa.dk og musiknyhedssiden NME.

- Vi er virkelig kede af, forvirrede og skuffede over, at Marshmello vælger at arbejde sammen med Tyga og Chris Brown. Vi kan godt lide Marshmello som person, men at arbejde med folk, der er overgrebsmænd og misbrugere, undskylder og godkender i sidste ende stiltiende den opførsel. Det er ikke noget, vi hverken kan eller vil støtte, skriver bandet.

Meldingen kommer i kølvandet på anklagerne mod stjerner som R. Kelly og Michael Jackson, der har sat skub i diskussionen af, om man for eksempel godt kan samarbejde med kunstnere, der er eller har været anklaget eller dømt for overgreb.

Krads reaktion fra Chris Brown

Beskeden fra Chvrches har nu fået Chris Brown til tasterne. Under bandets opslag på Instagram skriver han blandt andet følgende:

- En flok tabere! De er den slags mennesker, jeg ville ønske, der gik ud foran en hurtigkørende bus fuld af psykisk syge patienter.

Brown blev for ti år siden idømt blandt andet seks måneders samfundstjeneste for at have banket sin daværende kæreste, popstjernen Rihanna. Siden har der været enkelte andre sager om vold, men ingen af dem har ført til domme. I januar blev han løsladt i Paris efter beskyldning om voldtægt.

Hør Marshmellos nye sang med Chris Brown og Tyga her:

Chvrches' afstandtagen har også fået rapperen Tyga til at skrive en besked – han tager det dog mere roligt:

- Vi er alle guds børn. Alle begår fejl, ingen er perfekt. Lad os holde energien positiv, skriver Tyga, der aldrig er blevet dømt for noget, men som flere gange har været i politiets søgelys.

Chvrches har endnu ikke kommenteret de to amerikaneres svar, og Marshmello har forholdt sig helt tavs indtil videre.

Facebook
Twitter