Populær duo overrasker med pris for årets lytterhit: 'Det er rigtig stort!'

Phlake snupper prisen P3 Lytterhittet for nummeret 'The Rascal'.

Phlakes Mads Bo Iversen og Jonathan Elkær har vundet deres første P3-pris. (Foto: Betina Garcia © dr)

Sang du også begejstret med på Phlakes 'The Rascal' sidste år?

Så er du ikke alene.

Sangen er nemlig blevet kåret til årets lytterhit ved P3 Guld, der i år blev sendt fra Dok5000 i Odense.

Det er P3's lyttere og seerne, som så med under showet på DR1 lørdag aften, der har stemt på Phlake som vindere af prisen.

Dermed hapser Phlake prisen foran Benals 'Nu her', Scarlet Pleasures 'Let Go' og Karl William og Burhan G's duet 'Samme vej', der også var nomineret i kategorien.

Du kan høre sangen her, mens du læser videre:

I modsætning til de andre priser ved P3 Guld var det traditionen tro en fan, der fik lov til at overrække prisen og holde en hyldesttale.

I år var det Phlake-fanen Franciska.

- Da jeg hørte jer live første gang, var jeg fuldstændig blown away. Jeg ville have mere og købte en masse koncertbilletter, sagde Franciska og fortsatte:

- Da jeg hørte 'The Rascal', satte den ord på, hvor jeg var i mit liv – jeg stod ved en skillevej. Men den bragte mig hen, hvor jeg er nu.

Bandet kvitterede med krammere til Franciska.

Phlakes første P3-pris

Det er første gang, at Phlake kan tage en pris med hjem fra P3 Guld.

- Det er vores første P3-pris. Vi har været nomineret nogle gange, så det er rigtig stort, lød det begejstret fra duoen, da de modtog prisen.

Karl William gik dermed glip af hele P3 Guld-sættet hjemme på reolen.

I 2015 vandt han nemlig P3 Talentet, og året efter modtog han hovedprisen, P3 Prisen. Men det blev altså ikke til en P3 Lytterhittet-statuette denne gang.

Scarlet Pleasure har i øvrigt før modtaget prisen for netop P3 Lytterhittet. Det skete i 2017 for deres sang 'Deja Vu, mens Benal vandt hovedprisen P3 Prisen i 2017.

Facebook
Twitter