Populær skuespiller med i Melodi Grand Prix: 'Det er en drengedrøm, der går i opfyldelse'

Skuespiller Jesper Groth og hans band, Fyr & Flamme, gør i år sin Grand Prix-debut.

Fyr og Flamme består af Laurits Emanuel (tv.) og Jesper Groth. De har lavet musik sammen siden 2017. (Foto: Betina Garcia © dr)

- Vi vil have 12 point fra Malta!

Så klar var udmeldingen, da duoen Fyr & Flamme sidste år løftede sløret for deres drøm om en dag at deltage i Melodi Grand Prix.

Og nu er drømmen om at modtage douze points over en skrattende satellitforbindelse fra Valletta rykket ét skridt nærmere.

Popduoen, der er kendt for hittene 'Menneskeforbruger' og 'Kamæleon', er nemlig blandt de otte artister i dette års Dansk Melodi Grand Prix.

- Det er en drengedrøm, der går i opfyldelse. Da jeg fik at vide, vi var kommet med, blev jeg helt oprigtigt virkelig glad. Og så kunne jeg samtidig mærke historiens vingesus, for nu får vi også lov til at blive en del af Grand Prix-historien, fortæller Jesper Groth, der er forsanger i Fyr & Flamme, og understreger samtidig, at de tager Grand Prix-eventyret gravalvorligt.

- Det er ikke bare en sjov idé, vi har fået. Det er en stor ting for os, og vi er meget beærede over at være med.

Hør hittet 'Menneskeforbruger' her, mens du læser videre:

0:00

Pyjamasparty foran fjernsynet

Jesper Groth, der som skuespiller har været Robert-nomineret for sine roller i serierne 'Sygeplejeskolen' og 'Klaphat', mødte duoens anden halvdel, Laurits Emanuel, til en fredagsbar i 2017. Siden har de to lavet musik under navnet Fyr & Flamme.

Gruppen er stærkt inspireret af 80'erne, hvor den hårdtslående stortromme og neonfarvede synthesizer havde sin storhedstid, men har faktisk også hentet masser af musikalsk inspiration i skatkammeret af danske Grand Prix-klassikere.

Melodi Grand Prix er nemlig noget, både Jesper Groth og Laurits Emanuel altid har fulgt med i og stadig holder meget af.

- Jeg kan huske, jeg lå foran fjernsynet i nattøj og hørte min far brokke sig over, hvor rædselsfuld han syntes, 'Fra Mols til Skagen' var. Og hvordan jeg sad helt klistret op ad skærmen, hver gang Brødrene Olsen fik 12 point tilbage i 2000, fortæller Jesper Groth.

- Vi har begge et stærkt kærlighedsforhold til Grand Prix'et. Min mor har tit spurgt mig, om jeg ikke skulle være med, men jeg har aldrig rigtigt turdet sende en sang ind – indtil jeg så mødte Jesper, tilføjer Laurits Emanuel.

Laurits Emanuel bor i Jylland, mens Jesper Groth er bosat i København, så der kommer kilometer i benene i både bogstavelig og overført forstand, når Fyr & Flammer jævnligt mødes for at spille musik. (Foto: Betina Garcia © dr)

Fyr & Flamme sendte faktisk allerede en sang ind til konkurrencen i 2018, som dog ikke kom med i det store tv-show. Denne gang er det dog lykkes for gruppen at komme gennem det pailletbefængte nåleøje med nummeret 'Øve os på hinanden'.

En sang, der ved første lyt måske umiddelbart kan tolkes som en sang om skrøbelig ungdomskærlighed, men som ifølge duoen selv rummer mere end det.

- Sangen handler om prøve sig frem og at tilgive hinanden, hvis vi laver fejl. Sangen udspiller sig på et dansegulv, hvor en mand og en kvinde må prøve sig frem for at se, hvilke trin der virker. Den seance kan også bruges som et billede på, hvordan vi for eksempel gebærder os, når vi gør kur til en anden, eller hvordan man nogle gange må korrigere i livet lidt henad vejen, når tingene ikke går, som vi havde planlagt, siger Laurits Emanuel.

Hør 'Øve os på hinanden' her:

0:00

Frygter ikke at blive sat i bås

Uden for Grand Prix-scenen har Fyr & Flamme allerede opnået stor succes. I efteråret hittede de med sangen 'Menneskeforbruger', som gik nummer ét på 'P3 Listen', og i dag er nummeret blevet afspillet mere end to millioner gange på Spotify.

Men hvor andre upcoming musikere med fuld fart på den spirende karriere måske ville stejle, hvis nogen foreslog, de stillede op i Dansk Melodi Grand Prix, frygter Fyr & Flamme ikke at blive sat i bås som et "Grand Prix-navn".

- For os er det meget naturligt at være med i Grand Prix'et. Der er ikke så mange andre, der laver den slags musik, vi gør, så vi skiller os i forvejen ud, siger Laurits Emanuel, og Jesper Groth er enig:

- Jeg tror, at hvis du ikke har lavet andet end at være med i Grand Prix, så ender du måske i den bås. Men vi har allerede vist, at vi har sindssygt meget at byde på. Og så skal man huske, at der er masser af etablerede kunstnere, der både har deltaget i Grand Prix før og efter, de slog igennem, siger han og tilføjer:

- Omvendt, så er det sikkert også meget fedt at ende som en moderne Tommy Seebach eller Hilda Heick, der bare er med i Grand Prix'et år efter år. Så ved man da altid, hvad man skal i marts, siger Jesper Groth med et grin.

For Fyr & Flamme går drengedrømmen om at stå på den historiske Grand Prix-scene altså i opfyldelse, når den store musikfest afvikles fra DR Byen i København den 6. marts. Løber de med sejren, kommer de til maj til at optræde for både Malta og resten af Europa, som Danmarks repræsentanter ved årets Eurovision Song Contest.

Selv tør de dog ikke spå om chancerne for sejr.

- Vi tager én ting ad gangen. Vi vil sindssygt gerne vinde Dansk Melodi Grand Prix, men vi aner jo ikke, om vi rent faktisk har en chance, siger Laurits Emanuel, inden Jesper Groth tilføjer:

- Ellers håber vi bare på, vi bliver en af de sange, man om 20-30 år hiver frem, når der skal laves et medley med gamle Grand Prix-klassikere. Så ved vi da, vi er havnet i den rigtige del af historiebøgerne.

Lær Fyr & Flamme endnu bedre at kende her:

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk