Populær skuespiller om sit overraskende radio-hit: 'Nej, det er ikke en joke'

Jesper Groth hitter lige nu med sit band Fyr & Flamme og sangen 'Menneskeforbruger'.

(Foto: Pressefoto / Vecteezy © Grafik: Christian Ellegaard)

Du kender ham måske fra skærmen i programmer som 'Stormester', dramaserien 'Sygeplejeskolen' eller satireprogrammet 'Parterapi', men nu forsøger skuespilleren Jesper Groth også at gøre sit indtog på din playliste.

Ved siden af skuespillet er 31-årige Groth nemlig forsanger i duoen Fyr & Flamme, der lige nu hitter stort med nummeret 'Menneskeforbruger'.

- Det er meget overvældende, hvor stærkt det hele går. Det er fuldstændigt uhørt, siger Jesper Groth, der sammen med 33-årige Laurits Emanuel udgør Fyr & Flamme.

'Menneskeforbruger', der er duoens debutsingle, har på det seneste fået enorm opmærksomhed, der blandt andet har resulteret i airplay hos både P3 og P4, tusindvis af streams, en liveoptræden på landsdækkende tv, førstepladsen på 'P3 Listen' to uger i træk og ikke mindst en pladekontrakt med Universal Music.

Sangens succes er i den grad kommet bag på de to bagmænd.

- Vi havde slet ikke regnet med, at alt det her ville ske. Jeg vidste godt, at 'Menneskeforbruger' var et godt nummer, men ikke nødvendigvis, at det var en ørehænger, siger en overvældet Jesper Groth og fortsætter:

- Vi var inde og optage en optræden i 'Natholdet' i går, og efter optagelsen gik lydmanden sgu og fløjtede vores melodi. Så ved man altså, at den virker!

Hør 'Menneskeforbruger her', mens du læser videre:

0:00

Stjernekastere og tungrøg

Tager du et lyt på 'Menneskeforbruger' bliver du lynhurtigt sendt tilbage til en tid fuld af pastelfarver, skulderpuder og hår crepet til døde.

Inspirationen fra 80'ernes popmusik er ikke til at tage fejl af, og både Jesper Groth og Laurits Emanuel er da også vokset op til lyden af 80'ernes største pophits.

Inspirationen fra det berømte årti skinner også igen i musikvideoen til 'Menneskeforbruger', der som én stor 80'er-inspireret suppeterning er fuld af tung røg, stjernekastere og retrotøj så moderne, at det med lynets hast var blevet revet af bøjlerne, hvis det hang i en genbrugsbutikNørrebro.

Alligevel afviser duoen at blive betegnet som et decideret 80'er-band.

- Vores musik skal ikke ses som en tidsrejse tilbage til 80'erne. Vi er ikke bange for nostalgien, men vi har aldrig italesat et decideret dogme om, hvilken slags musik vi skal lave. Der er bare nogle særlige lyde, vi godt kan lide, som tilfældigvis trækker tråde til 80'erne, forklarer Jesper Groth.

Det er dog ikke kun lyden af 80'erne, der inspirerer de to herrer. Også teksterne fra dengang kunne noget helt særligt, mener Jesper Groth.

- I 80'erne stod du på et diskotek og dansede til en glad sang med en ekstrem trist tekst. Det synes jeg, der er noget vildt interessant over. Tag bare et nummer som 'Jonathan' med Back To Back, hvor de synger: "Jonathan har ingen venner, han lever for sig selv". Det er jo for sindssygt et nummer, siger Jesper Groth, og Laurits Emanuel tilføjer:

- Dengang var der en virkelig fed kontrast mellem det dansable og festlige og det meget vemodige og melankolske. Vores musik handler meget om den uforløste forelskelse, kærlighed, der brister, og hjerter, der går i stykker. Kan man danse til det, kan man så spørge? Men det kunne man altså i 80'erne.

Fyr & Flamme håber på et tidspunkt at kunne stille op i Dansk Melodi Grand Prix - og naturligvis gå hele vejen til Eurovision Song Contest. - Vi skal have de 12 point fra Malta, lyder det begejstret fra Jesper Groth (øverst). (Foto: pressefoto)

Er det hele en joke?

Fyr & Flammes blanding af fest, farver, en tonstung stortromme og følelsesladet lyrik har vist sig at give pote. Alligevel er det ikke alle, der helt har knækket koden, når det kommer til, hvad Fyr & Flamme egentlig er for en størrelse.

Jesper Groth er nemlig blandt andet kendt fra satireprogrammer som 'Parterapi' og 'Klaphat', og måske netop dérfor – i kombination med Fyr & Flammes farverige og kitschede univers – er der mange, der simpelthen tror, at projektet er en joke.

Det afviser duoen dog blankt.

- Vi er blevet spurgt om det mange gange, og det er jo et meget naturligt spørgsmål, fordi Jesper netop har lavet en masse satire, men svaret er: Nej, det er overhovedet ikke en joke. Det er fair nok, at folk er i tvivl, men det er vigtigt for os at slå fast, at der ikke er skyggen af ironi i det her. Det er ikke en sketch, siger Laurits Emanuel, og Jesper Groth tilføjer:

- Vi er ret modige med sproget i vores tekster, så måske tænker folk: "Gud, synger de dét? Det må da være for sjov". Men hvis du tager nogle af de danske artister, der synger på engelsk, og oversætter deres ting til dansk, så synger de altså ting, der er endnu vildere og fjollede end vores tekster.

Vil gerne både lave skuespil og musik

Fjollet eller ej, så går det lige nu den rigtige vej for bandet, der i fremtiden drømmer om at komme ud og spille koncerter – og allerhelst fylde et øltelt på en jysk festival næste sommer.

Men kan man både passe sit arbejde som skuespiller og jagte en karriere som musiker? Ja, mener Jesper Groth.

- Folk vil vildt gerne have mig til at vælge mellem skuespillet og musikken, men det kommer jeg ikke til. Jeg vil bare gerne lave begge dele. Når vi først har fået øvet op og spillet nogle shows, så sangene sidder på rygraden, kan jeg sagtens tage på optagelse om dagen og spille en koncert om aftenen, siger han og fortsætter:

- Det er klart, at hvis vi skal ud og spille næste sommer, og det er dér, der også skal optages 'Sygeplejeskolen', jamen så er jeg ikke med i den sæson. Så må min karakter rejse ud i verden og komme tilbage med en vadsæk under armen i sæson efter. Det må kunne lade sig gøre det hele.

Nu er duoens plan først og fremmest at ride på succesbølgen med 'Menneskeforbruger', men på sigt vil de gerne udgive flere sange, så folk for alvor kan lære Fyr & Flamme endnu bedre at kende.

Og selvom det musikalske eventyr først lige er begyndt, har frontmanden allerede ét specifikt succeskriterium, han drømmer om at opnå:

- Min drøm er, at 'Menneskeforbruger' i fremtiden bliver et lige så naturligt valg på værtshusets jukebox som en sang som 'Kom tilbage nu'. Hvis vores sang blev en form for moderne evergreen... Så har vi vundet.

Jesper Groth ernærer sig primært som skuespiller. Her ses han på den røde løber ved Bodilprisen 2020, som han var vært for tidligere i år. (Foto: Lasse Lagoni © Ritzau Scanpix)
Facebook
Twitter