Populær søstertrio fyrer agent efter diskrimination: Det er fucked up

Pigegruppen Haim blev betalt langt mindre end en mandlig kollega på en festival, lyder det.

Søstrene i Haim finder sig ikke i forskelsbehandling. (© Corbis Entertainment/Getty Images)

Haim - Go Slow

'Go Slow' hedder et af numrene fra det amerikanske indierockband Haim.

Men det gik ikke langsomt med at fyre deres bookingagent efter gruppen fandt ud af, at de blev betalt betydeligt mindre end en mandlig kunstner på en musikfestival.

Gruppen, der består af de tre søstre Danielle, Este Arielle og Alama Haim, har ikke afsløret, hvilken festival der er tale om, men siger til NME, at de fandt ud af, at de blev betalt ti gange mindre end en mandlig kollega, der skulle spille samme sted. Derfor fyrede de agenten.

- Det er 'fucked up' ikke engang at blive betalt halvdelen af, hvad de mandlige artister får. Men kun at få en tiendedel af pengene? Det er vanvittigt, lyder det fra gruppen.

Trioen turnerer i øjeblikket med deres Sister Sister Tour og kommer også forbi København den 19. juni.