Populær spansk festival kræver kønsbalance: Så nu er 50 procent af de optrædende kvinder

Spanske Primavera Sound booker lige mange kvindelige og mandlige kunstnere i 2019.

Blandt de optrædende på Primavera Sound, der finder sted fra 30. maj til 2. juni næste år, finder man blandt andre Cardi B og Pusha T. (© Scanpix og Getty Images)

Der er alt for få kvindelige musikere på programmet.

Sådan lyder kritikken hvert år op til sommerens mange festivaler herhjemme.

Det samme gør sig gældende på de store festivaler i udlandet, og derfor har den spanske musikfestival Primavera Sound i Barcelona nu meldt ud, at festivalen som den første har booket lige mange kvinder og mænd næste år.

Meldingen kom i forbindelse med offentliggørelsen af det fulde og endelige musikprogram for festivalen, der finder sted i slutningen af maj.

På programmet er blandt andet populære kvinder som Robyn, Cardi B, Sigrid, Erykah Badu og Carly Rae Jepsen. Og fra den mandlige del af programmet kan nævnes navne som Tame Impala, Suede, James Blake, Mac Demarco og Pusha T.

- Vi burde have gjort det for mange år siden

Og festivalen er meget klar i mælet i den pressemeddelelse, hvor de forklarer deres beslutning:

- Hvorfor lave et ligestillingsmusikprogram nu? Fordi vi burde have gjort det for mange år siden, skriver festivalen blandt andet og tilføjer:

- Hvis halvdelen af vores publikummer er kvinder, hvorfor skal halvdelen af vores kunstnere så ikke være det?

Der arbejdes også med kønsbalancen på scenerne herhjemme.

For nyligt valgte spillestedet Forbrændingen i Albertslund at vende tingene lidt på hovedet med deres beslutning om kun at booke kvindelige kunstnere eller bands primært bestående af kvinder i hele 2019.

Facebook
Twitter