Prisvinder følte sig sikker på at tabe: 'Jeg havde taget skoene af og nød bare showet'

Ann Andreasen var vildt overrasket, da hun blev 'Årets ildsjæl' til P2 Prisen 2019. Nu kan du indstille den næste prisvinder.

Børnehjemslederen Ann Andreasen (th.) var tydeligvis overrasket over, at hun vandt P2's ildsjælepris 2019. Nu skal en ny vinder findes - og du har mulighed for at nominere en, der gør en ekstra indsats for arbejdet med klassisk musik i Danmark. (Foto: Nicolas Meier © dr)

Da modtageren af 'Årets ildsjæl' skulle afsløres til P2 Prisen 2019, var Ann Andreasen én af kun tre finalister. Alligevel følte børnehjemsforstanderen sig stensikker på ikke at vinde.

Hun vidste nemlig, at hvis hun vandt, så skulle børnene fra børnehjemmet Uummannaq underholde, og til det skulle der bruges en kontrabas. Men Ann Andreasen kunne ikke se en kontrabas på scenen, da vinderen skulle kåres.

- Da jeg så satte mig ned, så var der ingen kontrabas. Jeg tænkte: "Nej, det er ikke mig, der vinder". Jeg kan huske, jeg tog skoene af og satte mig godt til rette, jeg skulle bare nyde at være til stede, siger Ann Andreasen.

Dansede polka bag scenen

Hun er til daglig leder af børnehjemmet Uummannaq i det nordvestligste Grønland.

Her er flere unge blevet reddet ud af barndomstraumer, fordi de har fået mulighed for at spille i et klassisk orkester, skrive en raptekst eller synge grønlandske sange i et land, der er tynget af verdens højeste selvmordsrate.

Det store arbejde førte altså til, at børnehjemslederen i februar blev udråbt som vinder af 'Årets ildsjæl 2019'.

Pris-afsløringen udløste spontan jubel hos børn og unge fra Uummannaq, der var taget med til prisuddelingen i Musikkens Hus i Aalborg.

- Man kunne ligefrem høre dem i salen. Da jeg så gik op på scenen og modtog prisen, kom der en mand ind med kontrabassen, og de unge kom syngende op på scenen, siger Ann Andreasen.

- Bagefter var de så glade og rigtig stolte. De begyndte at danse polka og festede backstage. Det var et stort øjeblik i mit liv at kunne være med til, at de unge havde sådan en god aften.

Musikken redder menneskeliv

Vi har fået Ann Andreasen til at fortælle om den lykkelige begivenhed igen, fordi DR's radiokanal P2 netop er gået igang med at finde kandidater til næste 'Årets ildsjæl'.

Nederst på siden her kan du se, hvem der er blevet indstillet til prisen.

For Ann Andreasen er der ingen tvivl om, at prisen var et vigtigt skulderklap - men også et rygstød til at fortsætte.

- Når man modtager en pris, må man også have respekt for den. Jeg har fået priser før, hvor jeg skulle tænke over, om jeg ville sige ja eller nej til prisen. Det kræver også lidt mere af mig selv, det er ikke bare en hvilepude, siger hun.

Se øjeblikket, hvor Ann Andreasen vinder prisen som 'Årets ildsjæl 2019':

I Uummannaq går arbejdet med de traumatiserede børn videre. Men samtidig har ildsjæle-prisen givet børnehjemmet nye kontakter.

- Lige nu arbejder vi meget sammen med projektet Barndrømmen, der planlægger globalt topmøde til maj. Det handler om, at børn i en tidlig alder skal have adgang til musik og kunst.

- Jeg ved, at musikken har reddet nogle unge mennesker. Og jeg har også hørt voksne mennesker sige, at musikken har været med til at redde deres liv, slutter Ann Andreasen.

Nominerede til 'Årets ildsjæl 2020':

Her kan du se, hvem der er blevet nomineret til Årets Ildsjæl 2020 - og lidt af begrundelsen herfor.

De er nomineret til Årets Ildsjæl 2020

  • Susanne Oschlandsky: Hun gør som musikpædagog og fagottist et stort stykke arbejde for at få folk i alle aldre til at spille fagot. Er rigtig god til at samle børn, unge, konservatorieelever, voksne amatører, og professionelle i fælles projekter, hvor vi alle kan lære noget af hinanden.

  • Lise Christensen og Mike Bracegirdle: Lise og Mike giver, med Søholm Opera, Samsø store musikalske oplevelser. De deler gavmildt musikalske gaver ud i vores lille lokalsamfund, stiller op til stort og småt, med et helt fantastisk overskud, samtidig med de arrangerer nye tiltag for Søholm Opera - OG optræder rundt i verden.

  • Kathrine Penderup: Hun knokler for at udbrede fornøjelsen af klassisk musik/ klaver. Optræder næsten gratis og underviser med stort tålmodighed. Hun gør et kæmpe stykke arbejde i at udbrede kvindelige komponister, samt musik der ikke høres så ofte.

  • Jonas Rasmussen: Jonas har i løbet af få år sat sit tydelige præg på både det lokale (Aarhus) og det nationale korliv. Med korene Akademisk Kor Aarhus og Barbaros har han vundet store, internationale konkurrencer, og han er derudover leder af Aarhus U, konsulent for FUK og Sangkraft, synger selv i kvartetten HusAr - og meget, meget mere.

  • Ida Riegels: Hun cykler Europa rundt med sin cello på ryggen og en fantastisk fortælling i bagagen. Blandingen af god musik for solocello, fortællingen om den hjemmebyggede cello og historien om cykelturnéen tiltrækker både børn og voksne, unge og gamle, og nok så væsentligt: Også dem, der ikke vidste, hvordan en cello lyder, eller at de egentlig godt kan lide Bach og Riegels.

  • Hans Henrik Gramstrup Larsen: Hans Henrik skal nomineres for hans indsats for formidling af klassisk musik i såvel et udkantsområde som Nordvestjylland / Thy – og generelt som musiker og formidler. Endvidere har Hans Henrik, der er en meget kyndig amatør-ornitolog, udviklet et musikalsk kalejdoskop bestående af fællessang, musikstykker, solosang og oplæsning m. naturbilleder og –lydoptagelser, hvor indholdet veksler med årstiden.

  • Katrine Immerkjær Kristiansen: For hendes utrættelige arbejde i Orgelklubben med at få børn og unge til at spille orgel. Fra at være Katrines enmandshær, har hun nu formået at skabe de nødvendige samarbejder, der har gjort organisationen landsdækkende. Hun har oplyst, uddannet og aflønner organister, så alle børn i hele landet nu har mulighed for at møde orgelet og begynde at spille på instrumentet - og rigtig rigtig mange har taget opfordingen op.

  • Gitta-Maria Sjöberg: Fordi hun kæmper utrætteligt for at gøre alle nuancer af klassisk musik - fra opera til gamle viser - indbydende for alle gennem en uhøjtidelig tilgang til kunsten. Andre taler om at inspirere unge og bringer musikken ud til "alle". Men Gitta-Maria sørger egenhændigt for, at det sker!

  • Birgitte Getting: Birgitte har i årevis knoklet for den klassiske musik på Sydhavsøerne. Hun har købt en bygning, som blev til Nordfalsters Koncerthus, og har med utrættelig ildhu arrangeret den ene mere fantastiske koncert efter den anden. Dygtige kunstnere spiller gerne i hendes koncerthus, og alle koncerter er udsolgt. Det er ikke nemt at 'køre' den slags, men Birgitte er flittig og giver aldrig op.

  • Vendsyssel Festival v. formand Jørgen Boe: Et netværk af lokale ildsjæle arbejder året rundt for at få den 50 år gamle Vendsyssel Festival til 'at spille'. Skandinaviens største klassiske musikfestival. Lokale, nationale og internationale kunstnere. Koncerter af høj kvalitet. En festival, som dækker hele Vendsyssel og giver både lokale og turister store musikalske oplevelser.

  • Ole og Charlotte Faurschou: Ole og Charlotte har i mange år drevet OrkesterEfterskolen i Holstebro med en gnist og passion ud over det sædvanlige. De har bevist, at Vestjylland kan tiltrække unge fra hele landet og skabe et miljø, hvor det er sejt at spille klassisk musik, hvilket er en følelse, man som ung ofte kan føle sig ret alene og forkert med. Jeg gik der for 10 år siden, og aldrig har jeg oplevet at være i et så inspirerende miljø.

  • Nikolaj Skinhøj: Han har formået at holde liv i 'Magasinet Klassisk'. Det er et meget smukt blad med indhold af meget høj kvalitet, og så udkommer det stadig i papirudgave, hvad jeg sætter stor,stor pris på.

  • Signe Sneh: Signe er unik i sin tilgang til børn! Hun møder dem i øjenhøjde, og det er guld værd at se deres reaktioner, hvordan de er fanget ind, når hun fortæller dem H C Andersens eventyr omsat til opera. Hun er dermed ambassadør for den klassiske musik og er med til at vække kommende generationers interesse for vores kultur.

  • Mogens Kilian: Han har igennem mere end 40 år været formand for Aarhus Musikforening. Foreningens program har gennem årene har inkluderet mange internationalt højt respekterede kunstnere. Alt dette fremragende musik er bragt til publikum af Kilians brændende lidenskab for både musikken og musikerne. I det kæmpe arbejde som Kilian har gjort for udbredelsen af et ellers lidt svært hjørne af den klassiske musik (kammermusikken), er der en tro på, at det hele nytter i tider, hvor det trivielle ellers stortrives.

  • Louise Adrian: Jeg kender flere personligt, hvis liv er blevet forvandlet gennnem Louises arbejde som korleder i fangekoret. Både jeg og andre er kommet i kontakt med deres følelser på en helt ny måde, hvilket har skabt en ny identitetsfølelse. Hun brænder for hvad hun laver, og hun har hjerte og sjæl med i det. På grund at det store arbejde hun har gjort, har Kriminalforsorgen oven i købet lave hele deres regler om udgang fra fængslet om, så dem fra fange koret kan komme ud og spille.

  • Flere af personerne er nomineret flere gange. Ovenstående er kun et uddrag af nomineringsteksten. Senest opdateret 24. januar.