Den spanske rapper Pablo Hasél er blevet anholdt.
Det spanske politi anholdte ham på et universitet i Catalonien – 150 kilometer vest for det spanske turistmekka Barcelona. Her havde rapperen barrikaderet sig for at undgå en ni måneder lang dom.
Anholdelsen har siden skabt voldsomme optøjer i flere spanske byer. Her brændte flere demonstranter ting af i gaderne og kastede sten efter politiet.
Pablo Hasél er tidligere blevet dømt for at glorificere terrorisme og for i sine sangtekster at begå majestætsfornærmelse mod det spanske kongehus. For at undgå straffen havde han valgt at barrikadere sig på et universitet i byen Lleida i 24 timer.
På universitetet har den kontroversielle rapper fået støtte fra flere demonstranter, som beskyttede ham mod politiet. Han blev sammen med flere demonstranter anholdt, og han er nu sat i fængsel.
Her forventes det, at han skal sidde i ni måneder for majestætsfornærmelse og opfordring til terrorisme, skriver nyhedsbureauet Associated Press.
- Jeg vil ikke tillade dem at fortælle mig, hvad jeg skal tænke, føle eller sige, sagde Hasél ifølge nyhedsbureauet sent mandag aften.
- Dette giver mig endnu mere incitament til at blive ved med at skrive mine sange, sagde han.
Har kaldt tidligere konge for 'dranker' og 'mafiaboss'
Pablo Hasél tilhører den spanske venstrefløj og har flere gange været på kant med spansk lovgivning, fordi han har kritiseret det spanske kongehus og opfordret til væbnet kamp.
Blandt andet har han rappet om den korruptionsanklagede tidligere spanske konge, Juan Carlos, og kaldt ham en voldelig ægtemand, dranker, mafiaboss og en hyppig gæst hos prostituerede.
Desuden har han anklaget det spanske politi for at have dræbt demonstranter og immigranter, og i 64 tweets har han blandt andet nævnt den ekstremistiske organisation Eta ('Euskadi Ta Askatasuna' - 'Baskerlandet og Friheden' på baskisk).
Eta menes at have slået over 800 personer ihjel i blandt andet terrorangreb i deres kamp for et selvstændigt Baskerland og er af EU karakteriseret som en terrororganisation. Dog lød det fra Eta i 2011, at de definitivt ville stoppe væbnet kamp.
Får støtte fra over 200 spanske kunstnere
Over 200 spanske kunstnere har protesteret mod dommen og støtter Pablo Hasél.
Blandt dem er filminstruktøren Pedro Almodóvar, der blandt andet har lavet 'Tal til hende', og skuespilleren Javier Bardem, som blandt andet er kendt for sin rolle i filmen 'Vicky Christina Barcelona'.
Pablo Hasél er ikke er den første rapper, som er kommet i problemer med den spanske lovgivning. Tidligere måtte rapperen Valtònyc flygte til Belgien i en lignende sag, men også bloggere og andre, der laver politisk satire, er blevet ramt, fortæller det amerikanske nyhedsbureau Associated Press.
Terrorhistorie og diktatortid spiller ind
Pablo Hasél har gennem længere tid være en hovedpine for de spanske myndigheder. Det siger Carsten Jacob Humlebæk, der forsker i spansk historie og nationalisme på CBS.
Han fortæller, at den ni måneder lange dom tidligere var på to år, men senere blev omstødt af det, der svarer til den danske højesteret.
- Der er nogle ret stramme begrænsninger i forhold til ytringsfriheden i Spanien. Det skal ses i lyset af tiden med Franco (diktator i Spanien frem til 1975, red.) og historien om Eta, siger Carsten Jacob Humlebæk.
Han fortæller, at kongehuset blandt andet nyder særlig beskyttelse, og han bekræfter, at Pablo Haséls kritik af kongehuset også er en del af strafudmålingen.
Carsten Jacob Humlebæk fortæller, at den spanske regering allerede har lovet, at den vil kigge nærmere på, om loven er for skrap, og at fængselsstraffen for ytringer kan stoppes og erstattes med bøde.
Desuden fortæller han, at der også ligger en undertone af den catalanske konflikt, hvor flere grupper i Catalonien gennem flere år har kæmpet for selvstændighed fra Spanien.
Både Pablo Hasél og rapperen Valtònyc bruger nemlig begge en separatist-retorik, når de har udtalt sig, siger Carsten Jacob Humlebæk.