'Rasende band' gik på scenen splitternøgne og nægtede at spille: Nu er de klar til at give verden en fuckfinger igen

Denne gang er Rage Against The Machines oprør formentlig rettet mod Trump.

Rage Against The Machine meldte i slutningen af 2019 bandets tilbagekomst med fem koncerter tæt på den mexicanske grænse. Måske som en kommentar til præsident Trumps ønske om en mur mod naboen. (© Grafik: Oliver Seppo/DR)

Pisser det dig af, når politikere rager magt og penge til sig og skider på de nederste i samfundet?

Eller når mennesker bliver undertrykt på grund af køn, hudfarve, religion, seksualitet eller social status? Eller noget helt sjette.

Gør det dig så rasende, at du får lyst til at skrige? Starte et oprør?

Hør Rage Against The Machines 'Killing In The Name', mens du læser videre:

Hvis ja, så har du noget tilfælles med Rage Against The Machine.

- De har mange holdninger, og de er dybest set imod alt, siger Casper Bach Hegstrup, der er musikredaktør på DR og vært på 'P6 BEAT elsker Rage Against The Machine', som du kan finde HER.

Efter ni års pause er det vrede, politiske band fra Los Angeles tilbage. Ikke med ny musik, for det har Rage Against The Machine ikke lavet siden 2000. Men med en række koncerter i USA.

Hvorfor?

- Der har altid været en årsag, når de er kommet tilbage. Der har været en eller anden form for politisk røre eller præsidentvalg i USA. Så har de stillet sig op og talt til folket, fortæller Casper Bach Hegstrup.

Men vi ved ikke, hvorfor Rage Against The Machine spiller igen, for bandmedlemmerne siger ikke noget. Vi kan blot spekulere i, at de fem første koncerter, der blev annonceret, bliver spillet i byer tæt på grænsen til Mexico.

- Det er et klart budskab til Donald Trump og idéen om at bygge den mur, siger P6 BEAT-værten.

Den teori kan bakkes op af, at der snart er præsidentvalg, og at frontmand Zack de la Rochas far er fra Mexico, og at hans farfar var mexicansk frihedskæmper.

De fire medlemmer af Rage Against The Machine: Zack de la Rocha, Tim Commerford, Brad Wilk og Tom Morello. (Foto: MICHAEL JOHANSSON / IDOLS © (c) Ritzau Scanpix)

Kritikere vil sige, at Zack de la Rocha, Tim Commerford, Tom Morello og Brad Wilk er tilbage for at hive nogle flere dollars ud af den musikalske revolution, de startede med Rage Against The Machine for knap 30 år siden.

Her er seks nedslag i en karriere, der blandt andet byder på en brændende munk, nøgenprotest, uroligheder på Wall Street og tåregas på Christiania. Og som formentlig vil give dig lyst til at booke en flybillet til USA, snige dig ind til en af deres koncerter og skrige:

"Fuck you, I won’t do what you tell me!"

Hvis du altså er bare en lille smule rebelsk.

Den brændende munk

(© Grafik: Oliver Seppo/DR)

Året efter Kurt Cobain har vækket undergrunden og fået verdens unge rebeller til at gå i Dr. Martens-støvler og skovmandsskjorte, stemmer Zack de la Rocha i og råber på oprør.

På debutalbummet - med samme navn som bandet - kommer Rage Against The Machine med en attitude, der er endnu mere aggressiv og mindre depressiv end Nirvanas.

- Det er en eksplosion i vrede og oprør. Numrene bliver spillet med en sindssyg energi, der giver en mavepuster og et nyrehug og ikke efterlader tvivl om, at de mener noget med det, siger Casper Bach Hegstrup.

- Du kan ikke undgå at gå amok, når du hører 'Killing In The Name'. Uanset om man forstår ordene eller ej, så kan man mærke, at der er noget på spil, når Zach de la Rocha råber: "Fuck you, I won't do what you tell me!". Man kan mærke det helt ind i marv og ben.

Zack de la Rocha under en koncert i 1994. (Foto: ERIK LUNTANG © (c) Ritzau Scanpix)

Rage Against The Machines debut er en stor fuck-finger til systemet, autoriteterne, magthaverne og det imperialistiske, racistiske og undertrykkende USA, som Zack de la Rocha skriger om i teksterne.

Det ikoniske debutalbum kommer den 3. november 1992 – samme dag, som Bill Clinton vinder præsidentvalget – og vækker opsigt med en blanding af hiphop, funk og metal og numre som 'Take The Power Back', 'Bombtrack', 'Bullet In The Head' og 'Killing In The Name'.

- Rage Against The Machine er måske det eneste band, der har lavet rapmetal og beholdt deres troværdighed, og når man hører deres plader i dag, så lyder de stadig megasprøde, siger Casper Bach Hegstrup.

Zack de la Rochas piskesmæld af skærebrænderstemme og den gyngende grungelyd bliver pakket ind i et cover, der får verden til at spærre øjnene op: Billedet af en vietnamesisk munk, som i 1963 satte ild til sig selv og døde på en gade i Saigon i protest over religionsundertrykkelsen i landet.

Iltmaske og tåregas

(© Grafik: Oliver Seppo/DR)

Det er den vildskab og politiske indignation, 35-årige Henrik Kokholm møder i starten af 1993, da han sammen med en flok venner er taget med toget fra Slagelse til København.

En af vennerne har en pladebutik og har introduceret Henrik for Rage Against The Machine. Ligesom han gjorde med Pearl Jam og Nirvana, da de var ved at bryde igennem.

Men Rage Against The Machine har skruet endnu mere op for energien, og Henrik Kokholm er forventningsfuld, da han den 31. januar 1993 – knap tre måneder efter Rage Against The Machines debut – bevæger sig mod spillestedet Pumpehuset for at høre bandets første koncert i Danmark.

- Vi var meget spændte på, hvor vildt det ville blive, men der var slet ikke nok mennesker til mosh pit og stage diving. Jeg tror, der var omkring 150, fortæller Henrik Kokholm 27 år efter koncerten.

Hør 'Bulls On Parade' fra albummet 'Evil Empire', mens du læser videre:

Men Rage Against The Machine lader sig ikke påvirke af det beskedne fremmøde.

- Man kunne godt mærke, at det var et band på vej frem. Zack de la Rocha var helt vild i øjnene og sang med sådan en energi, at han blev helt rød i hovedet. Der var lange pauser mellem numrene, fordi han skulle have ilt. Så gik han ud i kanten af scenen og tog en maske på, mens vi ventede på, han kom tilbage, fortæller Henrik Kokholm.

Da Zack de la Rocha vender tilbage til Danmark godt syv måneder senere, går det vildere for sig.

Denne gang er koncerten i Den Grå Hal på Christiania, og metalbandet Tool skal varme op. Under opvarmningen bliver der ballade, og politiet forsøger at dæmpe gemytterne. Blandt andet ved at smide tåregas.

På det tidspunkt er Martin Hall, der senere bliver kendt som både musiker, komponist, sanger og forfatter, 30 år, og han plejer ikke at høre Rage Against The Machine. Men han kender en af arrangørerne, bliver inviteret til koncerten på Christiania og er alligevel for nysgerrig til at lade den mulighed passere.

Martin Hall ankommer til Den Grå Hal, efter tåregassen er forduftet og urolighederne ophørt, men han kan mærke spændingen i luften. Lige indtil Rage Against The Machine går på scenen.

- Der var en aggression og frustration blandt publikum, som blev forløst, da Rage Against The Machine gik på. Der kom et fælles fokus, og publikum blev som en samlet hammer. Jeg har aldrig oplevet sådan et samvær mellem band og publikum, husker Martin Hall, der siden har slået sit navn fast som både musiker, komponist, sanger og forfatter.

Rage Against The Machine på scenen i Paris i 2008 med den røde stjerne på sort baggrund, som bandet har haft med til de fleste koncerter. Et symbol, som egentlig hører til den militante mexicanske oprørsbevægelse Zapatisterne. (Foto: BERTRAND Langlois © (c) Ritzau Scanpix)

- Det var et frådende menneskehav, der gik amok, og der stod typer som mig ved siden af de mest voldsomme autonome. Det fortæller også lidt om sammenhængskraften, for hele Rage Against The Machines budskab er den kollektive stridsånd.

Martin Hall beskriver mødet med Rage Against The Machine som "en voldsom begivenhed" og "en af de største koncertoplevelser, jeg har haft". Dagen efter koncerten køber Martin Hall – der ellers ikke var så meget til den slags musik – Rage Against The Machines debutalbum, og han er også tilstede i Den Grå Hal, da Zack de la Rocha og co. vender tilbage i 1996.

Den seneste og måske sidste Rage Against The Machine-koncert i Danmark er på Roskilde Festivals Orange Scene den 27. juni 1996.

Selvsamme festival har faktisk forsøgt at booke Rage Against The Machine til dette års festival. Uden held.

Tissemænd og censur

(© Grafik: Oliver Seppo/DR)

I sommeren 1993 er amerikanerne ved at få øjnene op for Rage Against The Machine, men flere tusinde af dem bliver fælt skuffet, da de møder op til den dengang forholdsvis nystartede Lollapalooza-festival for at få smasket Zack de la Rochas verbale knytnæver i fjæset.

I stedet får de hans diller. Ikke smasket. Men til fri beskuelse.

For ind på scenen i Philadelphia kommer fire unge mænd uden instrumenter, uden mikrofon og uden tøj.

Zack de la Rocha, Tim Commerford, Tom Morello og Brad Wilk har alle taget sort tape for munden, og på deres brystkasser og maver har de hver tegnet et bogstav. P-M-R-C.

De siger ikke noget. Spiller ikke på deres instrumenter. De stiller sig bare op på scenen. Nøgne.

Optrinnet er en protest mod musikcencur og de 'Parental Advisory'-klistermærker, som 'Parents Music Resource Center' (PMRC) har fået pladeindustrien til at sætte på covers til musik, hvor sproget ifølge PRMC er upassende for mindreårige.

Det var den tidligere vicepræsidentfrue Mary 'Tipper' Gore, der tog initiativ til den myndighed, der indførte de såkaldte 'Parental Advisory'-klistermærker. Det gjorde hun efter at have hørt sin 11-årige datter citere en sangtekst, der handlede om onani. Her ses Tipper Gore til venstre under en PRMC-høring i 1985. (Foto: LANA HARRIS © (c) Ritzau Scanpix)

- Klistermærkerne er ment som en advarsel, men de er jo bare med til booste salget. Jo mere beskidt sproget er, jo federe er det at købe cd'erne, siger Casper Bach Hegstrup, vært på 'P6 BEAT elsker Rage Against The Machine'.

Publikum kan lide protesten og møder bandet med et kæmpe jubelbrøl.

Men de vil også gerne høre noget musik, hvilket Rage Against The Machine ikke har tænkt sig at spille.

Så jublen forvandler sig først til en utilfreds mumlen og siden buhen og kast med flasker og mønter mod de fire medlemmer af Rage Against The Machine, der forlader scenen uden at have sagt et ord eller spillet en akkord.

Rage Against The Machine skuffer mange fans den dag. Og det kan bandmedlemmerne mærke i form af de mønter, der bliver kastet mod dem.

- Der var mange, som sigtede lige efter pikken, har Tom Morello senere sagt.

Men protesten var en god beslutning, mener Casper Bach Hegstrup.

- I det lange løb har den haft den effekt, at protesten er blevet nærmest lige så ikonisk som coveret på deres første album.

Et par måneder senere vendte Rage Against The Machine tilbage til Philadelphia for at undskylde over for fansene med en gratis koncert.

Rage Against The Machine lukker Wall Street

(© Grafik: Oliver Seppo/DR)

Hvad får man, når man blander Rage Against The Machine med filminstruktøren Michael Moore?

Opmærksomhed.

Når de så ovenikøbet får lukket verdens finansielle centrum, får de både opmærksom og ballade.

Og det er præcis, hvad de gør og får, da kvintetten beslutter sig for at optage musikvideoen til 'Sleep Now In the Fire' ved børsen på Wall Street. Ikke en helt tilfældig location.

For nummeret fra 1999-albummet 'The Battle Of Los Angeles' handler om grådighed og amerikansk imperialisme. Blandet med lidt overgreb mod den originale amerikanske befolkning og en bombe i Hiroshima.

Det er der mange, der gerne ville høre på Wall Street. Og mange, der ikke vil.

Så politiet bliver sat ind for at stoppe det uanmeldte optrin, og bølgerne går så højt, at det i et kort øjeblik faktisk lykkes Rage Against The Machine at få lukket ned for det, de har protesteret så voldsomt imod i de seneste otte år. Kapitalismen. I dette tilfælde i form af verdens største børs og aktiemarked.

Musikvideoen bliver nomineret til årets bedste ved MTV Awards året efter, men taber til Limp Bizkit – et af de rapmetal-bands, der er blevet inspireret af Rage Against The Machine.

I harme over at Michael Moore ikke vinder prisen, indtager bassist Tim Commerford scenen, kravler op i et stykke af scenografien og forsøger at få det til at vælte, mens Limp Bizkit-forsanger Fred Durst får overrakt prisen og kommenterer Tim Commerfords stunt.

- Den fyr er rock'n'roll. Han burde få prisen.

Tim Commerford får i stedet en nat i spjældet og et par rosende ord fra Fred Durst, da politiet slæber Rage Against The Machine-bassisten ud af MTV Awards.

- Jeg er en kæmpe Rage-fan, og det der er vel "rage against the machine".

Frihedskæmpere eller rockstjerner?

(© Grafik: Oliver Seppo/DR)

Episoden ved MTV Awards er noget af det, der får bægret til at flyde over for Zack de la Rocha.

Allerede i starten af bandets levetid florerer historier om, at de fire medlemmer ikke kan enes.

- Der går fire år mellem deres første og andet album, og det er jo sindssygt lang tid. Allerede der har de svært ved at finde ud af, hvad de skal lave, siger musikredaktør Casper Bach Hegstrup.

På den ene side står Zack de la Rocha, hvis formål med musikken er at få sine politiske budskaber ud. Musikken er bare et talerør. På den anden side står Tom Morello, Tim Commerford og Brad Wilk, som godt nok også råber på oprør, men i lige så høj spiller for musikkens skyld.

Tidligt opstår der en konflikt mellem det, bandet starter som: En fuck-finger til alt det etablerede, magten og kapitalismen og det millionindbringende brand, som Rage Against The Machine bliver.

Tim Commerford (tv.), Tom Morello (i luften) og Chris Cornell under en Audioslave-koncert i Californien i 2005. (Foto: Chris Pizzello © (c) Ritzau Scanpix)

I 2000 bliver konflikterne i bandet for store til, at de fire medlemmer kan holde sammen. Den 18. oktober oplyser Zack de la Rocha, at han føler sig nødsaget til at forlade bandet, fordi "vores beslutningsproces er fejlet totalt". Året efter danner Tom Morello, Tim Commerford og Brad Wilk Audioslave sammen med den tidligere Soundgarden-forsanger Chris Cornell.

- De tre laver et rockband, der ikke har noget politisk budskab overhovedet. Der bliver det meget tydeligt, at Zack ikke gider, hvis der ikke er noget politisk budskab, siger Casper Bach Hegstrup.

Derefter hører man stort set ikke mere til Zack de la Rocha, før Rage Against The Machine bliver gendannet i 2007.

'Killing In The Name' mod 'X Factor'

(© Grafik: Oliver Seppo/DR)

Da de britiske internetaktivister Jon og Tracy Morter i 2009 lancerer Facebook-kampagnen 'Rage Against The Machine for Christmas No 1' er Zack de la Rocha og co. med på spøgen.

Der lover de at spille en gratis koncert i London, hvis det britiske ægtepar lykkes med deres forehavende.

Jon og Tracy Morters initiativ er et forsøg på at holde 'X Factor'-vinder Joe McElderry fra førstepladsen, og de har succes med kampagnen, der får op imod en million støtter. 'Killing In The Name' lukker julemåneden 2009 helt i toppen af den britiske singlehitliste.

Pengene fra julesalget donerer Rage Against The Machine til velgørenhed, og bandmedlemmerne holder, hvad de har lovet.

Den 6. juni 2010 spiller de i Finsbury Park i London.

Koncerten bliver filmet og i 2015 udgivet som dvd, hvor der også er interview med ægteparret Morter.

Det er fire år efter, de kommercielle frihedskæmpere igen er gået hver til sit og har knust ethvert håb om ny musik eller flere (danske) koncerter fra Rage Against The Machine.

Lige indtil nu. For måske nøjes de ikke med koncerterne i USA.

- Det er så stort et brand, at de ikke bare kan stille sig op og spille en håndfuld koncerter og så lukke ned igen, siger Casper Bach Hegstrup.

Indtil videre er der tilføjet to koncerter til de oprindelige fem.

Se musikvideoen til Rage Against The Machine's 'Killing In The Name':

Kilder: MTV, VICE, LOUDER, RATM.com, The Untold Story Of Rage Against The Machine, Know Your Enemy: The Story of Rage Against The Machine, Casper Bach Hegstrup, musikredaktør på Danmarks Radio og vært på P6 BEAT, og David Brorson Fich, historiker og medvært på P6 BEAT elsker Rage Against The Machine.