Rasmus Seebach udsat for norsk galskab - og 7 andre højdepunkter fra stor P6 Beat-koncert

Se de fedeste optrædender og højdepunkter fra P6 Beat Rocker Koncerthuset 2019.

Peter Sommer (tv.), norske Kakkmaddafakka og Lydmor (th.) var blandt navnene til lørdagens P6 Beat Rocker Koncerthuset 2019. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen)

Siden 2012 har radiokanalen P6 Beat inviteret til fest og god musik i DR Koncerthuset, og lørdag aften løb showet P6 Beat Rocker Koncerthuset endnu engang af stablen.

På scenen stod en perlerække af P6 Beat-lytternes favoritkunstnere og fyrede op under publikum til det udsolgte show.

Vi har samlet de fedeste optrædener og største højdepunkter her.

1

Kakkmaddafakka

- Alt for længe har jeg været natteravn. Så mange smukke mennesker i indre København.

De fleste kender nok Rasmus Seebachs kæmpehit 'Natteravn' - men det er nok de færreste, der tidligere har hørt nummeret flankeret af elguitar og tyk norsk accent.

Det norske indierock-band Kakkmaddafakka satte for alvor fut under DR Koncerthuset, da bandet leverede et hæsblæsende cover af Seebach-hittet under P6 Beat Rocker Koncerthuset 2019.

Sangen, der faktisk også har været et stort hit i Norge, fik publikum til både at hoppe og synge med, selvom Seebachs popbasker nok ligger relativt langt fra den musik, den inkarnerede P6 Beat-lytter normalt hører.

Se nordmændene gakke ud i videoen herover.

2

Chinah

- Det her er en ny side - måske en skyggeside - af Chinah.

Sådan beskrev Fine Glindvad, frontkvinde i den danske hittrio Chinah, gruppens seneste album, det anmelderroste 'Anyone', der udkom sidste år.

Lørdag aften stod Chinah på scenen i DR Koncerthuset, hvor trioen blandt andet satte gang i festen med nummeret 'Give Me Life'. Se det i videoen hverover.

3

Peter Sommer

- Lige nu er det utroligt rart at stå her. Jeg kunne stå her hele aftenen. Det må blive i baren, lød det fra sangeren Peter Sommer - til store klapsalver fra publikum -, inden han forkælede publikum med nummeret 'Det Evige Nu'.

På scenen blev han akkompagneret af Søren Huss, som spillede trompet på nummeret, ligesom musiker og radiovært Mikael Simpson også gæstede scenen under Peter Sommers tre sange lange set.

Se Peter Sommer og Søren Huss spille 'Det Evige Nu' i videoen herover.

4

Lydmor

Det trak overskrifter, da den danske sangerinde Jenny Rossander - bedre kendt som Lydmor - sidste år optrådte til Gaffa-Prisen uden en trevl på kroppen.

Lørdag havde sangerinden dog beholdt gevanterne på, da hun gik på scenen i Koncertsalen.

Her optrådte hun blandt andet med et cover af Blur-nummeret 'Girls and Boys', hvor hun på scenen fik selskab af Noa Lachmi fra trioen Velvet Volume og Signe Wisby Tobiassen fra gruppen Nelson Can.

Mellem numrene havde den danske sangerinde også noget på hjerte:

- Det er noget fucking lort, at de lukker det. Fucking lort, proklamerede sangerinden med reference til kanalen P6 Beat, der lukker ved udgangen af 2019.

5

Slægt

Selvom der var gang i festen hele aftenen, skulle publikum til det udsolgte show nødigt gå hen og blive trætte - det sørgede det danske black heavy metal-band Slægt da også for var stort set umuligt.

Med puddelhår, elguitar og masser af growl satte de ild til scenen i Koncerthuset, hvor de blandt andet optrådte med nummeret 'V.M.A', som du kan se og høre herover.

6

Fribytterdrømme

Nummeret 'Verden ender for dine fødder' er en af de sange med gruppen Fribytterdrømme, der er blevet spillet allerflest gange på P6 Beat.

Lørdag aften optrådte den danske rockgruppe da også med netop dét nummer, da de indtog P6 Beat-scenen.

7

Sterling

De blev dannet i 2000, deltog i Karrierekanonen i 2002 og hittede stort med nummeret 'Lyssværd' i 2004.

Lørdag aften var den danske gruppe Sterling så tilbage, da de gæstede P6 Beat-scenen og spillede bandets første koncert i otte år.

Her fremførte Sterling blandt andre den seneste single 'Tsar Bomba', som du kan høre herover.

8

Speaker Bite Me

- Det larmer på den rigtig, rigtig gode måde.

Sådan introducerede radiovært Camilla Jane Lea danske Speaker Bite Me, inden bandet lørdag gik på scenen for fulde huse i Koncertsalen.

Speaker Bite Me blev dannet tilbage i 1995 i København, og sidste år udgav bandet det første album i 11 år.

På pladen finder man nummeret 'Ruin', som Speaker Bite Me også spillede lørdag aften. Se deres optræden herover.

Se alle de bedste billeder fra P6 Beat Rocker Koncerthuset 2019 her:

  • P6 Beat Rocker Koncerthuset blev afholdt for første gang i 2012 - i aften var sidste gang, da kanalen lukker ved udgangen af 2019. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)
  • Danske Sterling, der er kendt for hittet 'Lyssværd', stod på scenen lørdag aften. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)
  • Det var Sterlings første koncert i otte år. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)
  • Metal-bandet Slægt satte ild til scenen. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)
  • Peter Sommer var også med til festen. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)
  • Peter Sommer på scenen. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)
  • Danske Lydmor var dækket med selvlysende maling, da hun gik på scenen i Koncertsalen. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)
  • - Det er noget fucking lort, at de lukker det, råbte Lydmor fra scenen med tanke på radiokanalen P6 Beat, der lukker i slutningen af 2019. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)
  • Norske Kakkmaddafakka på scenen. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)
  • Her optrådte den norske gruppe blandt andet med en coverversion af Rasmus Seebachs kæmpehit 'Natteravn'. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)
  • Publikum festede løs i DR Koncerthuset. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)
  • Det udsolgte show blev afholdt i DR Koncerthuset ved DR Byen på Amager. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)
  • Chinah på scenen. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)
  • Chinah optrådte med sange fra bandets nye album. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)
  • Forsanger Fine Glindvad synger på scenen. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)
  • Danske Speaker Bite Me på scenen. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)
  • Speaker Bite Me. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)
  • Fribytterdrømme på scenen. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)
1 / 18
Facebook
Twitter