Røvrystende rapper holdt kæmpe kærlighedsfest i København: 'I skal elske jer selv!'

Amerikanske Lizzo fik et udsolgt K.B. Hallen til at råbe kærlighedserklæringer til sig selv.

- I er mine favoritter, København!

Sådan lød det fra rapperen og soulsangeren Lizzo, der tirsdag aften afsluttede sin otte måneder lange turné i et udsolgt K.B. Hallen i København.

Tidligere i år gæstede hun Roskilde Festival, hvor hun begejstrede publikum med hits som 'Juice' og 'Good as Hell', og på trods af, at der kun har været nogle måneders mellemrum mellem den amerikanske sensations første og anden optræden på dansk jord, var salen proppet til bristepunktet med forventningsfulde fans, der fra første tone hoppede og skreg i en sådan grad, at de fleste tilstedeværende sandsynligvis har forladt koncerten med en ringen for ørerne efterfølgende.

- Jeg vil have hele Danmark til at føle den her kærlighed, erklærede Lizzo begejstret fra scenen.

Iført en glitrende gulddragt og flankeret af seks dansere - og ikke så lidt vindmaskine - lærte hun alle blandt publikum at elske sig selv, hinanden og ikke mindst hende - hvis de da ikke gjorde det i forvejen - mens hun rappede, sang, hoppede, rystede røv flere gange, spillede tværfløjte og leverede den ene kærlighedserklæring efter den anden.

- Hvis der var en kirke for selvkærlighed, så ville det være lige her. Luk øjnene og forestil dig, at du kigger dig selv i spejlet og siger: 'Jeg elsker dig. Du er smuk, og du kan gøre hvad som helst', lød det opfordrende fra aftenens kærlighedsprofet, der efterfølgende fik publikum til at gentage sætningen til både sidemakkeren og hende selv, inden hun gav sit indspark til debatten om kønsidentitet:

- Lad ikke nogen fortælle dig, hvad du ikke kan være!

- I skal elske jer selv!

Trænger du også til lidt selvkærlighed? Lyt til det nye remix af Lizzos hit fra 2016 'Good as Hell' feat. Ariana Grande:

Færdig med at hade sig selv

Selvom de gennemgående budskaber ikke var særlige for netop denne koncert på den nu afsluttede turné, var det en nærværende og rørt Lizzo, der gjorde sit indtog på scenen:

- Det her show har ændret så mange liv – inklusiv mit eget. Jeg ved ikke, hvor I kommer fra, eller hvor I skal hen, men I er her lige nu af en særlig grund. Tak, fordi I tog med på denne rejse i selvkærlighed, selvpleje og selvopdagelse.

Man efterlades ikke med nogen tvivl om, at disse budskaber har en helt særlig betydning for Lizzo selv. Og hun har gjort det til sin mission at sprede dem, fordi det, ifølge hende, ikke falder os naturligt at tænke og sige gode ting om os selv.

- Vi bliver ikke opdraget til at udforske selvkærlighed eller at have et sundt ego. Vi lærer, at det er en dårlig ting, og at man er narcissist og selvcentreret. Der er flere tilfælde af angst, depression og mani end nogensinde før. Det går vi igennem sammen. Og jeg tror, vi er nødt til også at gå igennem helingsprocessen sammen. Og forhåbentlig kan min musik hjælpe, fortalte hun til dr.dk inden koncerten.

  • Lizzo var spændt på at vende tilbage til Danmark efter sin optræden på Roskilde Festival, fortalte hun til dr.dk inden koncerten. - Det var en af de der uventet gode oplevelser, vi havde sidst. Publikum var bare så søde her i Danmark - og jeg elsker Den lille havfrue, tilføjede hun. (Foto: Martin Fält © dr)
  • Selvom Lizzo elsker at turnere, glædede hun sig også til at komme hjem igen efter nogle lange måneder, fortalte hun inden koncerten. - Jeg er så fucking glad, at jeg kunne græde. Det er lang tid at være væk hjemmefra. Jeg elsker alt ved at turnere, men på et tidspunkt glæder man sig også til at tage hjem. (Foto: Martin Fält © dr)
  • 'Elsk dig selv, som du er' var aftenens klare budskab, som publikum kunne tage med sig ud i novembernatten. (Foto: Martin Fält © dr)
  • 'Jeg elsker dig, Lizzo, du kan gøre hvad som helst, girl. Du er en smuk, tyk bitch', fik hun publikum til at råbe. (Foto: Martin Fält © dr)
1 / 4

Der er dog ikke én simpel vej til at lære at omfavne den, man er, og være stolt af det, understreger hun.

- Det tager så mange år og personlige oplevelser. Alle har deres egen vej til det. Min var gennem personlige tab. Når du mister alting, er du nødt til at genopbygge dig selv. Og jeg ville ikke genopbygge en person, der hadede sig selv. Jeg ville opbygge en selvelskende person, som konstant arbejder med sig selv og gerne vil være glad. Og det er den person, jeg prøver på at være.

Lizzo har spillet tværfløjte, siden hun var ti år, og har efter sigende fået salget af fløjter til at stige i USA efter sit gennembrud. Og K.B. Hallen blev da heller ikke snydt for en demonstration, da Lizzo spillede dele af kæmpehittet 'Juice' på tværfløjte. Lyt til det - uden fløjte - her:

En positiv reminder

Budskaberne gav da også i dén grad genlyd blandt publikum, som labbede amerikanerens forkyndelser i sig og forlod salen med store smil malet i ansigterne.

Sara Nielsen på 27 og Philip Nielsson på 30 var nogle af dem, der opdagede den amerikanske humørbombe på Roskilde Festival og ville have mere.

- Hun holder en fest og er ikke bange for at sige, hvad hun mener. Det var sindssygt fedt og levede megameget op til forventningerne efter Roskilde. Hun laver fed musik, har en fed stemme og nogle supergode budskaber, lød det fra Sara Nielsen.

- Hun har en vigtig stemme i verden. Det, hun repræsenterer, ræsonnerer godt med, hvor verden skal hen, synes jeg, istemte Philip Nielsson.

Lizzo har over 27 millioner afpilninger på Spotify hver måned. (Foto: Martin Fält © dr)

Andre havde ventet en del længere på endelig at opleve Lizzo live. Heriblandt svenske Jesper Thunström på 24, som i øjeblikket studerer i Danmark.

- Det var fantastisk. Jeg har ikke engang en stemme mere. Publikum var vanvittig, og det handlede bare om at give og modtage kærlighed. Jeg har været fan i tre år og har bare ventet og ventet og ventet, lød det fra Jesper Thunström, som straks skrev sig op til forsalgsbilletter, da koncerten blev annonceret.

- Hendes sange er en positiv reminder om at kigge sig selv i spejlet og tænke: 'Ved du hvad, jeg ser fantastisk ud i dag!'. Det kan man ikke få nok af. Jeg synes, vi lever i en hård og negativ verden, så de her opløftende budskaber er meget forfriskende.

  • Sara Nielsen (til venstre) og Philip Nielsson udpegede 'Soulmate' og 'Juice' som deres højdepunkter, men var også imponerede over publikums egen energi: - Hele rummet var bare med fra start til slut, så det kunne ikke være bedre, lød det. (© dr)
  • Hodan Hussein (til venstre) og Jesper Thunström mistede næsten stemmerne af at synge med under koncerten. De var begejstrede over at se en masse af Lizzos helt unge fans gå fra koncerten med nogle gode budskaber i baghovedet. (© dr)
  • Martyna Waliszewska (til venstre) og Sidsel Knudsen havde hørt gode ting om Lizzos optræden på Roskilde Festival og blev under ingen omstændigheder skuffede tirsdag aften. (© dr)
1 / 3

Jesper Thunström var til koncerten med 23-årige Hodan Hussein fra Norge, som i dagens anledning var taget hele vejen fra USA:

- Jeg hørte hende for en del år siden og tænkte: 'Jeg elsker denne kvinde'. Alle blandt publikum sang sammen, og alle kunne teksterne. Jeg var bare så glad.

Billetten til Lizzo-koncerten var en fødselsdagsgave til 24-årige Sidsel Knudsen fra veninden Martyna Waliszewska på 23. Og de var begge godt tilfredse efter aftenens udskejelser.

- Vi har hørt så mange gode ting fra vores venner efter Roskilde-koncerten, så vi var nødt til at opleve hende. Vi har desværre ikke set hende før. Men vi har stalket hende meget på Instagram, grinede Sidsel Knudsen og fortsatte:

- Selvfølgelig er det et show, hun laver, men det føles, som om det kommer fra hjertet. At hun mener det, hun siger.

- Ofte lever koncerter, der er blevet hypet op, ikke rigtigt op til forventningerne. Men det gjorde denne her totalt, sagde Martyna Waliszewska.

- Vi dansede en hel masse. Det var det, vi kom for.

I september blev Lizzos 'Juice' det nummer af en kvindelig rapper, der har ligget længst tid i toppen af den prestigefyldte Billboard Top 100-liste. (Foto: Martin Fält © dr)