Roskilde er i fuld gang med planlægningen: 'Vi forventer stadig at afholde festivalen'

Selvom Glastonbury Festival har aflyst, har det ikke konsekvenser for Roskilde Festival.

Den amerikanske sanger Taylor Swift er blandt hovednavnene på årets Roskilde Festival. Men i Glastonbury skal hun nu ikke længere optræde. (Foto: Mario Anzuoni © Scanpix)

Er du en af dem, der nåede at skaffe en billet til årets Roskilde Festival, men som frygter, at coronavirusset sætter en stopper for Danmarks største festival, så kan du slappe af. I hvert fald lidt endnu.

Orange Scene og de syv andre scener vil nemlig komme op at stå, når festivalen åbner op for teltpladserne 27. juni. Det siger festivalens talskvinde, Christina Bilde.

Tidligere i dag meldte den britiske festival Glastonbury ellers ud, at de aflyser årets festival på grund af coronavirusset. Festivalen har blandt andre de to hovednavne Taylor Swift og Kendrick Lamar på plakaten, som en uge senere spiller i Roskilde.

Lyt til Kendrick Lamars nummer 'Swimming Pools', mens du læser videre.

Samtidig med meldingen fra Glastonbury har flere valgt at sætte deres Roskilde-billetter til salg på dba.dk.

Men aflysningen får altså ingen konsekvenser for den danske festival.

Trist, men Roskilde er anderledes

- Det får ingen betydning for Roskilde Festival, at Glastonbury må aflyse på grund af de ekstraordinære omstændigheder.

- Vi forventer stadig at afholde festivalen, og vi er i fuld gang med planlægningen, siger Christina Bilde i en skriftlig udtalelse.

Hun skriver, at det er meget trist at den britiske festival har måttet aflyse, og at hun godt forstår, at det kan skabe bekymring blandt dem, der har købt billet til årets Roskilde Festival. Men selvom de to festivaler deler flere musiknavne og ligger så tæt på hinanden tidsmæssigt, så er der ifølge hende ingen grund til bekymring.

Kendrick Lamar spiller efter planen torsdag 2. juli på Roskilde Festival. (Foto: Daniel Garzon Herazo © Getty Images)

- Blandt andet skriver Glastonburys arrangører, at de aflyser, fordi de har en meget lang opbygningsperiode, hvor tusinder af frivillige og medarbejdere samles tre måneder før festivalens start og bor og bygger op sammen. Sådan er det ikke hos os, hvor vi opbygger festivalpladsen over kortere tid og tættere på start, skriver hun.

Desuden skriver hun, at Roskilde Festival samarbejder med en række andre store festivaler i Europa, som finder sted samtidig. De festivaler har Roskilde dialog med, og de forventer, ifølge Christina Bilde, også at gennemføre deres festivaler.

- Glastonburys aflysning betyder derfor ikke, at kunstnerne ikke tager på turné, og aflysningen har derfor heller ikke betydning for vores program, skriver hun.

Roskilde Festival finder sted fra 27. juni til 4. juli.