Roskilde Festival satser på 2021: Offentliggør 29 nye navne

Doja Cat, Megan Thee Stallion og Jada er blandt de kunstnere, der indtager scenerne på Roskilde Festival næste år, hvis alt går vel.

Roskilde Festival satser på at blive en realitet i 2021 og har i dag offentliggjort 29 navne - heriblandt hitdronningen Megan Thee Stallion. (Foto: Rich Fury © Getty Images)

Det er koldt og mørkt, og alt tyder på, at både jul og nytår – ligesom alt andet i år – ikke kommer til at blive, som det plejer.

Men fat mod. Der er nemlig lys forude. I hvert fald hvis det står til de to største festivaler i Danmark.

Smukfest har ikke holdt sig tilbage med løbende at annoncere navne til næste års festivalplakat, og nu melder Roskilde Festival sig også ind i koret.

Festivalen har nemlig netop offentliggjort 29 nye navne.

Hvis alt går vel, kan de danske festivalgængere opleve navne som Doja Cat, Megan Thee Stallion, Haim, The Strokes, Anderson.Paak, DaBaby og Faith No More på Dyrskuepladsen i Roskilde til sommer.

Blandt de danske navne, festivalen har inviteret i 2021, er Jada, som skulle have åbnet Orange Scene i år, og rapkometen Tessa.

Lyt til Megan Thee Stallion med hittet 'Savage' her:

0:00

- Vi har i lang tid arbejdet intenst sammen på tværs af hele livebranchen og med andre sundhedsfaglige eksperter. Så når vi i dag offentliggør nyt indhold, er det, fordi vi øjner en ny og forsigtig optimisme for at kunne gennemføre en festival til sommer, udtaler direktør for Roskilde Festival Signe Lopdrup i en pressemeddelelse.

- Derfor ønsker vi at fortælle, at der er noget at glæde sig til. Det er nu, vi skal stå sammen, hvis vi skal igennem den mørke tid, vi befinder os i, og det hjælper på det sammenhold, at vi har noget at se frem til.

  • Doja Cat fik sit store gennembrud med hittet 'Say So', der udkom i 2019. (Foto: Scott Dudelson © Getty Images)
  • Danske Jada, som i år har hevet den ene musikpris hjem efter den anden, skulle have åbnet Roskilde Festivals Orange scene i år. Nu får hun chancen igen i 2021. (Foto: Bo Källberg © Ritzau Scanpix)
  • Amerikanske The Strokes med Julian Casablancas i front får mulighed for at spille det nye album 'The New Abnormal' for deres danske fans i 2021, hvis alt går vel. (Foto: Josh Brasted © Getty Images)
1 / 3

Sammen med organisationer som Horesta, Dansk Erhverv og Dansk Live og forskere fra både Aarhus og Københavns Universitet samarbejder de store festivaler i øjeblikket om at få undersøgt, hvordan man kan gennemføre næste års festivaler ved hjælp af blandt andet smitteopsporing på pladserne og hurtige test, skriver Berlingske.

- Vi har brug for at planlægge ud i fremtiden, at skrive kontrakter med artister, hyre teknisk personale, og sidst, men ikke mindst, fortælle vores publikum, at vi glæder os til at gense dem. Derfor er dette forskningsprojekt også et signal til politikerne om, at vi mener, at der er brug for en genåbning af Danmark, og om at vi har kompetencer at tilbyde, som for eksempel at håndtere store menneskemængder, siger Søren Eskildsen, som er talsmand for Smukfest.

Smukfest har indtil videre offentliggjort navne som Gorillaz, Kraftwerk og Kygo til næste års festival.

Mange gengangere - og et par nye tilføjelser

En af dem, der er begejstrede for både festivalens optimisme omkring sin festivalsituationen næste år og de netop offentliggjorte navne, er radiovært Andrew Moyo.

Han bider især mærke i, hvor mange navne fra dette års program, det er lykkedes Roskilde Festival at genbooke. Heriblandt den amerikanske rapper DaBaby.

- Han er nok den internationale rapper med absolut mest ild i for tiden. Og så er det overdrevet sejt, at de har tilføjet Megan Thee Stallion, som er kommet ud af det blå i dag. Hun har været et af de varmeste navne overhovedet i år. De to håber jeg virkelig på at se til sommer, siger han.

Ifølge radioværten er der lagt godt i ovnen til et 100 procent godkendt rap-, R&B- og rockprogram. Han savner dog et stort elektronisk navn, men det kan nå at komme endnu.

Det navn, der kommer som den største overraskelse for Andrew Moyo, er danske Balstyrko bestående af Malk de Koijn-medlemmet Blæs Bukki, Ane Trolle og Anders Christophersen, som man bedst kender for 2009-hittet 'Intet stopper helt' – og måske fra soundtracket til 'Nak & Æd'.

Lyt til Balstyrko med 'Intet stopper helt':

0:00

Gruppen har nemlig været stille længe - men det bliver der nu ændret på.

- Det bliver spændende at se, om det stadig er fedt, siger Andrew Moyo.

Se alle de nye navne, som i dag er føjet til Roskilde Festivals plakat i 2021, herunder:

  • The Strokes (US)

  • Faith No More (US)

  • Haim (US)

  • Anderson.Paak & The Free Nationals (US)

  • Balstyrko (DK)

  • Bicep (UK)

  • Big Theif (US)

  • DaBaby (US)

  • Deftones (US)

  • Doja Cat (US)

  • Fatoumata Diawara feat. Angélique Kidjo & Yael Naïm(INT)

  • Jada (DK)

  • Megan Thee Stallion (US)

  • Rüfüs Du Sol (AU)

  • Whitney (US)

  • Fontaines D.C. (IE)

  • Idles (UK)

  • Jimmy Eat Worlds (US)

  • Lous and the Yakuza (CD)

  • Phoebe Bridgers (US)

  • Poppy (US)

  • Rapsody (US)

  • Rita Indiana (DO)

  • Royce 5'9' (US)

  • Slowthai (UK)

  • Svalbard (UK)

  • Temp-Illusion (IR)

  • Tessa (DK)

  • Teto Preto (BR)

FacebookTwitter