Så er det officielt: Kashmir vender tilbage efter flere års pause

Den danske gruppe Kashmir har fundet sammen igen og spiller næste år to arenakoncerter.

Kashmir spiller til maj i både Herning og København. (Foto: Camilla rønde © Scanpix)

Savner du at stå foran scenen og skråle med på store rocksange som 'Rocket Brothers', 'Mom In Love, Daddy In Space' og 'Graceland'?

Så er der godt nyt. For efter flere års pause vender Kashmir omsider tilbage til livescenerne.

Det fortæller bandet til P6 BEAT i forbindelse med radioprogrammet 'P6 BEAT elsker Kashmir', der sendes på lørdag.

I første omgang er der tale om to koncerter i henholdsvis Jyske Bank Boxen i Herning og Royal Arena i København i maj 2020.

- Tanken er at mødes igen om noget, der har haft kolossal betydning i vores liv og en stor betydning i andres liv. Og så lad os prøve at finde ind i den følelse igen sammen med publikum, siger forsanger og guitarist Kasper Eistrup om de kommende koncerter.

Lyt til Kashmirs mest streamede nummer, 'Rocket Brothers', her:

Når bandet går på scenen, er det knap seks år siden, at de sidst spillede sammen foran et publikum. Efter en række optrædener på Grøn Koncert i 2014 valgte de at trække stikket på ubestemt tid.

Siden har Kasper Eistrup helliget sig en karriere som billedkunstner, mens både trommeslager Asger Techau og keyboardspiller Henrik Lindstrand har udgivet soloplader.

Men nu er tiden altså moden til at samle tropperne igen.

- I mit hoved har der altid ligget en lyst til at forsøge at lave den ultimative Kashmir experience, hvor vi har tid til at dykke ned i hele vores bagkatalog og håndvælge de sange, vi allermest har lyst til at spille og forhåbentlig tilføre noget nutid til det, siger Kasper Eistrup til P6 BEAT.

Lørdag den 5. oktober sender P6 BEAT seks timer 'P6 BEAT elsker Kashmir'. (Foto: Frederik Højfeldt © dr)

Savner at spille live

Det første hint om genforeningen kom, da Kasper Eistrup i august optrådte solo med et par Kashmir-sange til fejringen af Smukfests 40 års fødselsdag og i et interview med P4 Østjylland fortalte, at han savnede at spille live.

Siden har det vist sig, at følelsen var gengældt blandt resten af bandets medlemmer.

- Tanken om, at de her sange ikke skulle spilles live igen med os fire som en unit, har jeg altid syntes var ærlig. Det har helt klart altid været et af de steder, hvor vi har fungeret allerbedst, siger trommeslager Asger Techau.

Alle i bandet har haft brug for at finde ud af, hvem de hver især var uden for det store Kashmir-maskineri, men nu er gnisten vendt tilbage.

- Jeg tror, at der har været et kæmpe undertryk de senere år, som forhåbentlig bliver forløst på de her koncerter. Jeg er helt sikker på, at den spilleglæde og energi, der kommer fra os, bliver højoktan. Fordi vi simpelthen har sparet op over så mange år, siger Asger Techau.

Betyder genforeningen så også, at der er ny musik på vej fra Kashmir? Ikke umiddelbart, lyder svaret fra Kasper Eistrup:

- Jeg tror ikke, der kommer mere ny musik, men jeg vil heller ikke lukke døren, for jeg ved det ganske enkelt ikke. Jeg har ikke skrevet noget som helst, siden vi stoppede. Til gengæld har jeg lavet en masse billeder. Det kommer lidt det samme sted fra.

Genforeningen vækker jubel

P6 BEAT-vært Ander Bøtter har svært ved at få armene ned over de kommende koncerter:

- At Kashmir spiller koncerter igen er uden tvivl årets største danske musiknyhed. Kashmir er et liveband, der har så stor rutine og så uhyre mange store sange, som betyder helt utrolig meget for både deres fans og dansk musikhistorie, at det kun kan blive overvældende godt.

Hør hele historien om Kashmir og baggrunden for de kommende koncerter, når P6 BEAT på lørdag hylder bandet med seks timers 'P6 BEAT Elsker Kashmir' fra klokken 10 til 16.

Inden da kan du her lyttte til en helt ny podcast om Kashmirs største hit, 'Rocket Brothers':