Sådan lærer du at scratche: 5 tricks til at få styr på pladespillerne

Få styr på begreber som crossfader, beatjuggling og wordcut med hjælp fra den danske pladevender DJ Jett.

(Foto: Dr)

I 1984 faldt brikkerne på plads for en flok unge danskere, der eksperimenterede med at scratche, men til deres store frustration ikke kunne få det til at lyde som deres amerikanske forbilleder.

De unge hiphoppere havde dyrket scratch-stykket på Herbie Hancocks nummer 'Rockit' intenst, og til en koncert med den amerikanske jazzmusiker det år i København opdagede de – som du kan høre i afsnit tre af P3-podcasten Den nye stil – det hemmelige våben, som dj'en GrandMixer D.ST benyttede sig af: en mikser.

Siden da har både scratch og dj'ens udstyr udviklet sig enormt. Med hjælp fra DJ Jett fra den rutinerede københavnske hiphopgruppe Organiseret Riminalitet får du her et lynkursus i scratchens udvikling.

Crossfaderen

Mixeren er helt afgørende for at få den rigtige lyd i sin scratch. I videoen herunder demonstrerer DJ Jett, hvordan den første spæde scratch blev til.

Scratch

Crossfaderen havde dj's brugt i mange år til at fade fra et nummer til et andet, så de kunne holde musikken kørende og gang i dansegulvet. Men ved at åbne og lukke for lyden på crossfaderen hurtigt kunne dj's nu også scratche med den på flere forskellige måder, som du kan se i videoen her.

Beatjuggling

Verden over scratchede dj's løs og deltog i battles, og mixerne udviklede sig, så de blev mere målrettet scratchere end pladevendere. Det blev lettere at lege med to plader på én gang, og nye discipliner opstod. Her demonstrerer DJ Jett beatjuggling.

Wordcut

En anden disciplin er wordcut, hvor man kombinerer ord fra to forskellige plader, så de giver en ny mening, som DJ Jett viser i videoen herunder.

Tidskodet vinyl

Når dj's i hiphoppens barndom skulle finde de rigtige beats på pladerne hurtigt, mærkede de dem op med farvet tape, så de hurtigt kunne sætte pickuppen det rigtige sted. Men det blev gjort lettere med den teknologiske udvikling.

Da tidskodet vinyl blev opfundet, kunne dj's droppe tapen og de kæmpe tasker fyldt med plader. I stedet havde de nu kun én plade, der kunne tale sammen med digitale lydfiler på computeren.

Dermed blev det altså også billigere at være dj. I dag kan man nøjes med to kodede plader og en pladespiller med indbygget crossfader til under 1.500 kroner.

Nu kan dj’s let springe rundt mellem de numre, som de vil bruge i deres mix ved hjælp af knapper på mixeren. Her demonstrerer DJ Jett hvordan.

Facebook
Twitter