Salget eksploderer: 39 år gammelt Phil Collins-hit går YouTube-viralt

Sangerens debutsingle 'In The Air Tonight' hitter igen takket være succes på YouTube og TikTok.

Salget af Phil Collins' hitsingle 'In The Air Tonight' er steget med over 1.000 procent i USA. (Foto: Brian Rasic © Getty Images)

Det kan godt være, den har næsten 40 år på bagen, men Phil Collins' kæmpehit 'In The Air Tonight' fra 1981 kan stadig få hårene til at rejse sig og lufttrommerne til at gå i rundgang.

Efter en video, hvor to unge fyre med stor begejstring lytter til nummeret for allerførste gang, er gået viralt på YouTube, er salget af Collins' gamle ballade nemlig steget eksplosivt.

Rolling Stone melder, at salget af 'In The Air Tonight' i weekenden steg med svimlende 1.100 procent, og at der i alt blev solgt 4.600 eksemplarer af nummeret digitalt.

Det var ifølge Variety endda nok til, at nummeret samlet set blev den fjerde mest solgte sang i USA i den forgangne uge.

Trods den imponerende stigning er de seneste salgstal dog blot en dråbe i vandet for nummeret, der på verdensplan er solgt i over otte millioner eksemplarer.

'In The Air Tonight' er alene på Spotify blevet hørt mere end 300 millioner gange. Hør sangen her:

0:00

Trommesolo tager fusen på youtubere

Bag videoen, der altså har givet 'In The Air Tonight' en mindre renæssance, står tvillingerne Tim og Fred Williams. På deres youtubekanal 'TwinsthenewTrend' har de 21-årige brødre lavet en række videoer, hvor de lytter til nye og gamle popklassikere – angiveligt for allerførste gang.

Tidligere har brødrene givet sig i kast med hits som Dolly Partons 'Jolene', 'Africa' med Toto og Spice Girls' gennembrudshit 'Wannabe', men det er videoen med Phil Collins' balladeslasker, der for alvor har tiltrukket sig opmærksomhed.

I videoen, der er set mere end fem millioner gange, tager særligt Phil Collins' ikoniske trommesolo på 'In The Air Tonight' fusen på tvillingerne.

- Wow, det var køligt, måden han gjorde det på. Jeg vil ikke lyve, dér fik han mig. Jeg har aldrig hørt nogen smide et beat tre minutter inde i en sang, lyder det begejstret i videoen fra de lettere chokerede tvillinger.

Reaktionen er ikke til at tage fejl af, da tvillingerne for første gang hører trommesoloen i 'In The Air Tonight'. (Foto: Screenshot fra YouTube)

Har også indtaget TikTok

Netop den tonstunge 80'er-tromme kan meget vel være nøglen til 'In The Air Tonight's nyfundne popularitet.

Udover at være gået viralt på YouTube har sangen nemlig også dannet grobund for en såkaldt challenge (udfordring) på det sociale medie TikTok, hvor brugere kan uploade deres egne videoer, hvor de for eksempel danser til musik.

I videoerne, der i dette tilfælde har 'In The Air Tonight' som lydspor, forsøger folk - oftest i deres køkken – at lukke skuffer, skabe og låger i takt til den berømte trommesolo, der indtræffer tre minutter og 40 sekunder inde i sangen – nogle med større succes end andre.

Trenden startede tilbage i marts, hvor store dele af verden var i hjemmeisolation. Du kan se nogle af de skøre TikTok-videoer her hos SmoothRadio.

Britiske Phil Collins var i mange år medlem af rockbandet Genesis, men udsendte i 1981 sin første single på egen hånd, 'In The Air Tonight'. Samme år udkom debutalbummet 'Face Value', der fik ros af anmelderne og opnåede stor kommerciel succes. Her ses Phil Collins ved trommerne under en koncert i 1997. (Foto: PAUL BERGEN © Getty Images)

TikTok er genvejen til at gå viralt

Netop TikTok er for mange musikere blevet den nærmest oplagte genvej, hvis man ønsker at få et viralt hit mellem hænderne.

I foråret udsendte rapkongen Drake eksempelvis nummeret 'Toosie Slide', som kritikere grundet nummerets tilhørende dans mente var (lidt for) skræddersyet til den kinesiske videoplatform.

Skræddersyet eller ej, så lykkedes det for Drake og hans fjollede dans at gå viralt på TikTok, hvor der i skrivende stund er lavet mere end 5,4 millioner danservideoer til lyden af 'Toosie Slide'.

Og vi kan lige så godt vænne os til de viral-venlige dansesange, mener Fie Neergaard, som er radiovært på P3.

- Bare se på sangen 'Macarena' fra 90'erne. Den blev også kæmpestor, fordi man kunne lave den fjollede dans til. Nu er der så kommet en ny platform, hvor man kan udnytte det, og jeg tror kun, det her er begyndelsen på TikTok-strategiske numre, har Fie Neergaard tidligere sagt til dr.dk.

Rapperen Megan Thee Stallion - der lige nu hitter med det kontroversielle Cardi B-samarbejde 'WAP' - fik også sit store internationale gennembrud via TikTok, da hendes nummer 'Savage' i foråret gik viralt på videoplatformen.

Der skulle dog ikke dans og skøre fagter til at give 'In The Air Tonight' en tur i manegen - der var en trommesolo, et par køkkenlåger og to begejstrede ungersvende altså nok.

Der har gennem årene været mange måder for en sang at gå viralt på. Her er tre eksempler på sange, der på hver sin vis pludselig har fået en renæssance:

Gary Brolsma (tv.), Netta og OkGo (th.). (Foto: Screenshots © Grafik: Christian Ellegaard)

3 andre sange, der også gik viralt - og én bonus:

  • Moldova-pop hittede stort i USA: En decemberdag tilbage i 2004 satte den 17-årige amerikaner Gary Brolsma sig foran sit webcam og optog en video af sig selv, hvor han på gakket vis mimede til nummeret 'Dragostea Din Tei' af det moldaviske boyband O-Zone. Videoen lagde Brolsma på hjemmesiden Newsground, og blot tre måneder senere var videoen blevet set svimlende 160 millioner gange. Sangen havde allerede året forinden hittet stort i Europa, men efter den virale succes blev 'Numa Numa'-sangen, som den blev kaldt i folkemunde, også et stort hit i USA.

  • Skørt hønsehit går Grand Prix-viralt: Kan du huske den skøre hønsesang, som i 2018 gav Israel sejren ved Eurovision Song Contest? Måske er nummeret allerede røget i din mentale glemmebog, men internettet glemmer som bekendt aldrig - og her to år efter Grand Prix-sejren er vindersangen 'Toy' nu gået viralt. Den nyfundne popularitet skyldes TikTok, hvor der er blevet lavet tæt på én million skøre dansevideoer til nummeret. Sangerinden Netta, der står bag sangen, er selv noget overrasket: "Hvordan fanden skete det lige?", lød det forleden fra den israelske sangerinde i en video på hendes TikTok-profil.

  • Britiske løbebånd røg ind på Billboard: Klikkede du rundt på YouTube i videoplatformens spæde start, så er du med garanti faldet over det britiske band OkGo og deres musikvideo 'Here It Goes Again'. I videoen hopper og danser bandet rundt på og imellem seks løbebånd, og bandets stunt gjorde, at videoen med over 50 millioner visninger hurtigt gik viralt. Internetsuccesen gjorde, at 'Here It Goes Again' røg ind på hitlister i store dele af verden og sågar scorede en 38. plads på den berømte Billboard-hitliste i USA.

  • BONUS: Phil Collins har gjort det før: Det er faktisk ikke første gang, at 'In The Air Tonight' oplever nyfunden popularitet. Det skete også tilbage i 2007, da den britiske chokoladegigant Cadbury lavede en reklame, hvor en Gorilla (spørg os ikke hvorfor) spillede trommer til tonerne af Phil Collins-klassikeren. Reklamen blev en enorm succes, og 'In The Air Tonight' strøg ind på en 14. plads på den britiske singlehitliste, efter reklamen havde haft premiere.

Facebook
Twitter