Sangeren Charli XCX vil ikke have din medynk: 'Hvis jeg var en mand, ville jeg blive kaldt et kreativt geni'

Britiske Charli XCX er træt af at snakke om, hvornår hun mon får sit store, kommercielle gennembrud.

Regnen siler ned, og novemberkulden bider i kinderne.

Foran spillestedet Vega i København, halvt i læ for det ruskende vintervejr, står en flok på 15-20 mennesker.

Den britiske popsangerinde Charli XCX spiller her senere om aftenen, men selvom der stadig er fire timer til showstart, så har de første fans altså allerede stillet sig i kø foran indgangen.

En af dem er 22-årige Oona Kamminen. Hun har taget turen fra den finske havneby Kotka til København for at opleve Charli XCX live for første gang nogensinde.

- Jeg elsker Charli XCX så meget. Jeg har lige slået op med min kæreste, og hendes sange hjælper mig virkelig igennem den her periode, forklarer den halvfrosne finne og fortsætter:

- Jeg har været fan af hende i seks år, og hun er bare en kæmpe del af mit liv, siger hun begejstret.

Hør nummeret 'Gone' fra Charli XCX' seneste album her, mens du læser videre:

Står bag gigantiske pophits

På den anden side af muren, indenfor i varmen, sætter Charli XCX og jeg os i et lille og ærlig talt noget deprimerende baglokale. Sangerinden, der er klædt i sort fra top til tå, ligner ikke umiddelbart en, der har lyst til at tale med mig.

Efter lidt smalltalk om København og hendes hotel, der har en tagterrasse med et udendørs badekar, bløder den 27-årig sangerinde dog så småt op.

- Jeg var deroppe tidligere i dag for lige at prøve det der badekar af. Jeg havde det rimelig luksus, siger hun.

Men inden jeg for alvor lader den unge brite få ordet, så lad os lige ridse op, hvem Charli XCX egentlig er. For mens det ikke er sikkert, du kender hendes navn, så kender de fleste med garanti hendes musik.

Hitlisterne er nemlig langt fra noget ukendt territorium for frøken XCX.

Som sangskriver har hun været med til at skrive gigantiske pophits som Selena Gomez' 'Same Old Love' og sensommerens store radioplage 'Señorita', der havde Shawn Mendes og Camila Cabello bag mikrofonerne.

I eget navn har den 27-årige sangerinde også scoret sig en række hits - herunder gennembrudshittet 'Boom Clap', Iggy Azaela -baskeren 'Fancy' og senest 90'er-hymnen '1999' i selskab med sangeren Troye Sivan.

Hør '1999' her, mens du læser videre:

Nå ja, og så har hun varmet op for popmastodonter som Taylor Swift, Katy Perry og Sia.

Alligevel beskrives Charli XCX ofte som værende fanget i et mærkeligt limbo mellem at være en international popstjerne og et eksperimenterende undergrundsnavn, der fortsat venter på det store gennembrud.

For nylig beklagede en journalist hos musikmediet Soundvenue sig over, at Charli XCX ikke får den anerkendelse og succes, som hun fortjener.

Her betegner skribenten sangerinden som bannerføreren for en ny form for popmusik og undrer sig samtidig over den manglende interesse for den koncert, Charli XCX spillede i København torsdag aften.

En koncert, som måtte rykkes fra spillestedet Store Vega til det noget mindre Lille Vega på grund af et svigtende billetsalg.

Charli XCX er snart aktuel med sit eget show på Netflix. I serien 'I’m With the Band: Nasty Cherry' følger man sangerindens arbejde med popgruppen Nasty Cherry, som hun selv har været med til at danne. Serien har premiere på britisk Netflix den 15. november. (Foto: Marcus Cooper © Warner Music)

Nægter at være en underdog

Men hvordan føles det egentlig, at andre konstant har behov for at sætte ens kommercielle succes - eller mangel på samme - under en lup?

Charlie XCX ser ikke just imponeret ud, da jeg bringer emnet på banen. Det er en historie, hun har hørt mange gange før. Og hun er træt af den.

- Det er naturligvis dejligt, hvis folk synes, jeg fortjener mere credit, men jeg er træt af det narrativ, der er om, at jeg er en underdog, siger hun og begynder at remse sit omfattende cv op.

Hun skriver sange både til sig selv og andre, medvirker på features med andre kunstnere, producerer sin egen musik, instruerer sine egne musikvideoer og har generelt et fast greb om styrepinden på sin egen karriere, forklarer hun.

- Hvis jeg var en mand, ville en type som mig blive kaldt 'et kreativt geni' eller 'et mastermind'. Men fordi jeg er en kvinde, så er jeg en underdog.

Hør nummeret 'Gone' fra Charli XCX' seneste album her, mens du læser videre:

Mænd har ikke samme problem

Charli XCX, som i virkeligheden hedder Charlotte Emma Aitchison, nævner producer og sanger Pharell Williams.

Ikke fordi hun vil sammenligne sig selv én til én med den amerikanske hitmager, men fordi hun føler, han er et klart eksempel på, hvordan folk har tendens til at se forskelligt på henholdsvis mænd og kvinder, der slår deres folder i musikbranchen.

- Pharell skriver sange for andre, laver features og har sit eget lidt mere kantede projekt kørende ved siden af. Han bliver anset for værende det her store geni. Jeg har også gang i sindssygt meget shit, men jeg er åbenbart en underdog, siger hun og fortsætter:

- Mænd har ikke det problem. Man siger ikke om en mand, at han 'flopper'. Nej, så kører han bare sin karriere 'på en anden måde'. Men når du er en kvinde i popbranchen, så sætter folk - journalister, pladeselskaber og forbrugerne - os hurtigt i bokse i forhold til, hvad de forventer af en popsangerinde, siger hun.

- Jeg tror ikke, mine fans har ondt af mig. Men dem, der ikke kan se kvindelige popstjerner uden for de sædvanlige kasser, har måske.

Folk flipper ud

Charli XCX - et kunstnernavn, der i øvrigt var hendes MSN-chatnavn, da hun var yngre - fik sit gennembrud, da hun i 2012 medvirkede på hittet 'I Love It' sammen med den svenske popduo Icona Pop. Et nummer, hun selv var med til at skrive.

To år senere fik hun sit første hit i eget navn med singlen 'Boom Clap', der for alvor satte hende på det popmusikalske landkort.

Hør 'Boom Clap' her, mens du læser videre:

Siden har sangerinden taget sin lyd et mere eksperimenterende sted hen, og det ultrapoppede gennembrudshit er slet ikke at finde på setlisten på sangerindens igangværende turné.

Albummet 'Charli', sangerindens tredje af slagsen, som hun sendte på gaden for halvanden måned siden, er både blevet kaldt 'mærkeligt' og 'fremtiden for pop'.

Charli XCX peger selv på, at netop hendes alternative tilgang til popmusikken er en af grundene til, at hun i visse kredse stadig anses som et undergrundsnavn.

- Jeg laver ikke klassisk kommerciel musik længere. Det gjorde jeg engang, men i dag laver jeg ikke musik, som man bare uden videre kan smide på radioen, uden at folk flipper ud, siger hun.

Charli XCX udsendte i september sit tredje studiealbum 'Charli'. (Foto: pressefoto © Warner Music)

Kan ikke at tænde for popstjerneknappen

Men helt ærligt, så betyder den kommercielle succes heller ikke så meget for Charli XCX. Hun orker i hvert fald ikke at bruge tid på at jagte den.

- Jeg har ikke energi til det. Hvis det pludselig sker, at jeg får et stort kommercielt gennembrud, så er det fedt. Men jeg har ikke tænkt mig at lave interviews på 100 radiostationer og sidde der foran mikrofonen: 'Hej, jeg er Charli XCX, og det her er min nye sang', siger hun og forvrænger sin stemme i en skabet parodi på den stereotype popprinsesse.

- Den slags gør mig deprimeret. Jeg kan ikke bare 'tænde' for den der popstjerneknap. Med mig er det, du ser, det du får. Nogle gange er jeg i et fantastisk humør, og andre gange orker jeg det bare ikke, siger hun og spørger retorisk:

- Måske er det derfor, jeg ikke er større? Jeg ved det ikke. Jeg har det godt med, hvor jeg er lige nu.