(Foto: Per Lange)

SE BILLEDERNE: Dansk fotograf deler sine unikke koncertoplevelser med de allerstørste stjerner

Per Lange fortæller om sine vildeste oplevelser med at fotografere danske og internationale topnavne.

Kan du huske, hvordan det føles at være til koncert?

Altså sådan en rigtig koncert, hvor du både kan lugte sidemandens sved og får hældt øl udover dig? En koncert, hvor du bliver mast frem og tilbage foran scenen og bliver jogget over tæerne af andre ivrige koncertgængere?

Lige nu føles det som en meget fjern fortid. For i over et år har vi kun kunnet deltage i koncerter, hvor publikum sad pænt placeret på stole med behørig afstand – og tilmed har fået besked om ikke at synge med.

Men nu er der mulighed for at få lidt vaskeægte koncert-feeling herunder.

Per Lange har været musikfotograf i flere år og har taget billeder af nogle af verdens største stjerner. Lige nu viser han flere af sine billeder af stjernerne og billeder fra musikscenen under corona-nedlukningen i Musikkens Hus i Aalborg på udstillingen 'Surrounded by Music'.

Vi bad Per Lange om at udvælge 10 billeder fra udstillingen, som betyder noget helt særligt for ham.

Herunder kan du høre hans fortællinger om hvert billede – fra Carpark North i et corona-tomt Parken til Ozzy Osbourne, der var ved at drukne hans kamera med skum fra en brandsprøjte.

  • Carpark North i Parken i København i foråret 2020: - Det er fra lockdown sidste forår, hvor alle sad hjemme. Bandet skulle spille en streamet koncert og kunne kun få publikums reaktioner via skærme, der var sat op omkring dem. Det er et ret unikt billede i dansk musikhistorie og indkapsler hele kulturen, fordi der også er en fodboldbane. Det var kun bandet, to teknikere, et kamerahold og mig, der på mirakuløs vis fik lov til at tage billeder, mens alle mine kolleger sad derhjemme, siger Per Lange. (Foto: Per Lange)
    1 / 9
  • Bam Margeras band, Fucface Unstoppable, i Pumpehuset i København i 2013: - Han er skater og har været en del af Jackass-crewet, og så bestemte han sig for, at han skulle være rockstar. Det var en fuldstændig sindssyg aften og noget af det argeste lort, jeg har hørt i lang tid. Men jeg tænkte, at det kunne være fedt med et bandbillede, så jeg fik fat i deres tourmanager, som sagde ok til ét minut. Da jeg kom backstage væltede de rundt i øl og whisky, men i løbet af fire sekunder blev de vildt prof og linede op i sofaen. Brandon Novak, som også var fra Jackass-crewet var nøgen – som han i øvrigt ofte var, siger Per Lange. (Foto: Per Lange)
    2 / 9
  • Ozzy Osbourne på Jelling Musikfestival i 2012: - Der kommer en tourmanager ud til os i presseteltet og siger, at Ozzy i en af de første sange vil tage en brandsprøjte frem og sprøjte på alt og alle: Sig selv, publikum og fotograferne. Han siger det for at pointere, at de ikke vil være ansvarlige for vores udstyr. Og ja, Ozzy sprøjter først på sig selv og derefter jagter han mig med sprøjten. Jeg når dog at gemme kameraet væk, så det ikke tager skade. Det er det tætteste, jeg kommer på en krigszone, siger Per Lange med et grin. (Foto: Per Lange)
    3 / 9
  • Muse på Roskilde Festival i 2015: - Matt Bellamy marcherer pludselig forbi alle fotograferne i foto-graven. Vi er omkring 40, men han beslutter sig for at stoppe lige ved mig og pege guitaren ned mod mig, så den rør objektivet på mit kamera. Jeg var fuldstændig ligeglad med, om kameraet gik i stykker, jeg skulle bare have det billede. Der sker måske én gang i mit liv. Alle de andre fotografer hadede mig, siger Per Lange. (Foto: Per Lange)
    4 / 9
  • Gnags i 2017: - Jeg blev bedt om at skyde pressebilleder til deres turné og tænkte så over, hvad jeg skulle finde på. Peter A.G. har et move under sangen 'Burhøns', hvor han tager danskvand og sprøjter med det. Det ville jeg så have hele bandet til at gøre, og Peter syntes heldigvis, at det var en fremragende idé – selvom bandet ikke havde skiftetøj med. Og det blev skidegodt, siger Per Lange. (Foto: Per Lange)
    5 / 9
  • Paul McCartney på Roskilde Festival i 2015: - Jeg sad egentlig i presseteltet bag scenen, men pludselig kommer der én løbende og siger, at der kommer kæmpe fyrværkeri under 'Live and Let Die'. Så jeg løber afsted med kameraet over skulderen, når ud blandt publikum, kan se raketterne i luften, rækker kameraet i vejret og knipser løs. Heldigvis havde jeg indstillet kameraet rigtigt, siger Per Lange. (Foto: Per Lange)
    6 / 9
  • Rapperen 6ix9ine på Store Vega i København i 2018: - Da jeg ankommer til Vega 10 minutter, inden koncerten skal starte, får jeg at vide, at han slet ikke er ankommet endnu. Først to en halv time senere går han på scenen, men så bliver det også en så vild koncert, at jeg aldrig har oplevet noget lignende på Vega. Det allerførste han gør, er simpelthen at springe ud fra scenen blandt publikum, som er det øjeblik, jeg har fanget på billedet. Koncerten varer kun 28 minutter, men publikum går amok, som om han har spillet flere timer, siger Per Lange. (Foto: Per Lange)
    7 / 9
  • MØ til Fredagsrock i Tivoli i 2019: - Billedet indkapsler meget af det, der karakteriserer et godt musikbillede: Mødet mellem musikerne og publikum. Det er ikke så tit, det sker, men MØ gør det ofte – men især for denne kvinde i publikum, er det en stor overraskelse. Jeg står lige mellem publikum og artisten, og hvis jeg kan fange den fantastiske dynamik, der kan opstå dér, har jeg gjort mit arbejde ordentligt, siger Per Lange. (Foto: Per Lange)
    8 / 9
  • Miley Cyrus på Tinderbox i 2019: - Man kan bare mærke, når der kommer en superstjerne ind på scenen, og sådan var Miley. Hun havde publikum i sin hule hånd gennem halvanden times underholdning, sang sindssygt godt og er vildt fotogen. Hun får øje på det hav af studenter, der står foran, ser på mig og siger: "I need that hat". Jeg får hatten af en fyr, kaster den op på scenen, hvor hun tager den under kærlig behandling, må man sige. Bagefter afleverer jeg hatten tilbage til fyren, siger Per Lange. (Foto: Per Lange)
    9 / 9
FacebookTwitter