Se det smukke øjeblik: Tina Dickow synger rørende klassiker for dronning Margrethe

Se alle højdepunkterne fra 'Fællessang for dronningen' her.

Uge efter uge har danskerne sunget sammen – hver for sig – hjemme fra deres stuer, når DR1 har sendt 'Fællessang – hver for sig'.

Torsdag aften var ingen undtagelse, da DR1 endnu engang lagde sendeflade til fællessangprogrammet, der denne aften var omdøbt til 'Fællessang for dronningen'.

For temaet for aftenens udsendelse var nemlig dronning Margrethes 80-års fødselsdag.

Aftenens vært Mads Steffensen havde samlet en række kendte danskere til fællessang med resten af danskerne i programmet, og fødselsdagsmenuen stod på både klassikere og moderne pophits.

Og særligt afslutningsnummeret gav måske en enkelt eller to blanke øjne ude i stuerne. Det var nemlig ingen ringere end Tina Dickow, der sang en rørende udgave af 'Solen er så rød mor' fra sit hjem i smukke omgivelser på Island.

Sangen var desuden ønsket af kronprinsesse Mary.

Julie Berthelsen sang Anne Linnet-klassiker

Tina Dickow var ikke den eneste sangerinde, der havde smurt stemmebåndet i anledning af dronningens fødselsdag.

Julie Berthelsen åbnede ballet med 'Barndommens gade', der oprindeligt blev skrevet som digt af Tove Ditlevsen og altså uddødeliggjort som sang af Anne Linnet i 1986.

Se Julie Berthelsens optræden i videoen herunder.

Efter Julie Berthelsens sang blev det sangeren Carl Emil Petersens tur.

Han fejrede dagens fødselar ved at synge et nummer fra sin tid som forsanger i gruppen Ulige Numre, der hittede med sangen 'Frit Land' i 2015.

Se hans optræden her.

Ørkenens sønner på slap line

Men det var ikke kun rendyrkede musikalske indslag, aftenens program bød på.

Skuespillerne Søren Pilmark, Niels Olsen, Henrik Kofoed og Asger Reher udgør tilsammen kvartetten Ørkenens sønner.

Og de fire herrer er berømte og berygtede for at lave om på ellers velkendte sange, så de får en ny og ofte humoristisk betydning.

I aftenes anledning havde de skrevet en fødselsdagssang til majestæten over den gamle sang 'Bamses fødselsdag' fra Thorbjørn Egners 'Dyrene i Hakkebakkeskoven'.

Se deres optræden her, hvor de runder blandt andet cigaretter og coronavirus.

Grand Prix-veteraner i fællessang

Ægteparret Keld og Hilda - med det fælles efternavn Heick - bød dronningen velkommen til de 80 med deres udgave af 'Under stjernerne på himlen'.

Sangen blev et hit i 1993, da Tommy Seebach vandt det danske Melodi Grand Prix med nummeret, og igen i 2011, da Rasmus Seebach udgav sin egen version af sin fars klassiker.

Men sangen er faktisk oprindeligt skrevet af Keld Heick, og han tog torsdag aften sin hustru Hilda med som sangerinde, da de sammen fremførte den for danskerne og dronningen.

Se deres optræden her.

Gensyn med gammel kollega

Dronningens tidligere kollega var også blandt de danske kunstnere, som ønskede dronningen tillykke med en sang.

Oh Land har nemlig arbejdet sammen med dronningen ad flere omgang i forbindelse med balletopsætninger i Tivoli, hvor dronningen har stået for at designe scenografi og kostumer, mens Oh Land har komponeret musikken.

Oh Land kvitterede torsdag aften for samarbejdet med at synge 'Påskeblomst! hvad vil du her?' i en vuggende båd ud for Amalienborg.

Se hendes fine optræden herunder.

Skuespillere i kærlighedsrus

Skuespillerne Troels Lyby og Cecilie Stenspil luftede deres sangstemmer på Bent Fabricius-Bjerres udødelige sang 'Forelsket i København', der udkom tilbage i 1960.

Se deres optræden her.

Ingen fællessang uden Shu-bi-dua

Derfor måtte de to tidligere shubbere, Ole Kibsgaard og Jacob Christoffersen, give den gas med 'Den røde tråd'.

Sangen udkom i 1978 og er blevet kåret som den bedste af bandets numre.

Se deres optræden i videoen her:

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk