Skammer du dig (også) over din Spotify-årsliste?: 'Det er som at stille sig nøgen på en scene'

Der er flere grunde til, vi kan have lyst til at holde vores sande musiksmag hemmelig, mener ekspert.

(© Grafik: Anne Vestergaard Olsen/DR)

Det er den tid på året.

Nej, ikke julen. Den skal vi tids nok komme til.

Næ, det er den tid på året, hvor streaminggiganten Spotify lancerer sit årlige koncept 'Spotify Wrapped'; en musikalsk hitliste, der giver hver af platformens over 280 millioner brugere et personligt indblik i, hvilke sange, kunstnere og genrer netop de har lyttet til i løbet af året, der er gået.

Årets liste blev frigivet onsdag morgen, og både kunstnere og Spotify-brugere er vanen tro allerede begyndt at dele deres musikalske årsrevyer anno 2020 flittigt på de sociale medier.

Men jeg holder min liste bag lås og slå. Eller det plejer jeg i hvert fald at gøre.

For selvom listerne giver et sjovt, nostalgisk og nogle gange lidt overraskende indblik i, hvad vi hver især har jammet løs til i løbet af året, betyder Spotifys optælling af mine musikalske præferencer også, at jeg år efter år bliver konfronteret med, hvor… Lad os sige: "unik" min musiksmag på nogle punkter er.

Ligesom alle andre, der nogensinde har forfattet en profiltekst på en datingside, vil jeg betegne min musiksmag som "bred" – men med nogle seriøse afstikkere.

Afstikkere, der oftest byder på schlager-tastiske Eurovision-sange eller hårdtpumpet balkan-pop.

Hvis jeg skal være ærlig, skammer jeg mig lidt over min Spotify-topliste. I hvert fald dele af den.

Ikke fordi det er dårlig musik - den liste består af nogle massive popbaskere! - men fordi der, når alt kommer alt, bare ikke er supermeget street credit i at lytte til albansk turbopop. Særligt ikke, når man selv er en kridhvid fynbo opflasket på brunsviger og rugbrødsmadder, der aldrig har sat sine fødder i Tiranas gader.

Min mest afspillede sang i år er 'Me Tana' med den albanske sanger Elvana Gjata. Hør den her - og lad dig ikke skræmme af de første 30 sekunders klagesang, for det her er en ægte balkan-basker!

0:00

Udskældt hitband og en kulturminister på glatis

Jo, jo. Jeg ved godt, man skal stå ved den, man er, og at det er fuldkommen ligegyldigt, hvad andre synes om MIN musiksmag. På en god dag kunne jeg da sikkert også overbevise folk om, at min hang til balkan-beats blot er et tegn på, at jeg er en rejselysten verdensborger med globalt udsyn.

Alligevel nager det mig en smule, at min Spotify-liste nok udløser flere løftede øjenbryn end anerkendende nik. En følelse, jeg langt fra er alene om. For nylig stod Sam Smith til eksempel frem her på dr.dk og fortalte om, hvordan hitmageren i mange år skjulte sin sande musiksmag af frygt for andres fordømmende blikke.

Og måske med god grund, for musiksmag er i dén grad noget, der kan skille vandene.

Nickelback er blandt verdens mest udskældte bands. Alligevel kan gruppens streams på streamingtjenester som Spotify tælles i milliarder. (Foto: Lucy Nicholson © Scanpix)

Tænk bare på det intense slagsmål om bilens AUX-stik, der let kan udvikle sig til en kamp om liv eller død ved tanken om, at du er tvangsindlagt til at lytte til dine venners favorithits de næste mange timer på farten.

Eller hvor mange gange du har skullet forsvare din musiksmag over for dine forældre, når de igen-igen bad dig om at "skrue ned for den larm".

Endnu tydeligere blev det, da kulturminister Joy Mogensen tidligere i år vovede at udnævne opsamlingsskiven 'Absolute Music 2' til sin yndlings-cd, og et hav af smagsdommere straks stod klar med guillotinen og nærmest krævede kulturministerens afgang.

Eller hvad med Nickelback? Bandet, der i årevis har været global konsensus om, er det absolut værste rockband nogensinde.

Overstående er gode eksempler på det, man på engelsk kalder "music shaming". Udtrykket, der kan oversættes til "musikalsk udskamning", bruges til at beskrive scenariet, hvor andre gør sig til dommere over, hvorvidt ens musik er godkendt eller ej.

Men kan man overhovedet tale om "god" og "dårlig" smag?

Både ja og nej, mener Simon Kirk, der står bag firmaet Mind Moving Music, der arbejder med musik og dens psykologiske indflydelse på mennesker.

- I bund er grund er al smag jo subjektiv, men der findes helt klart en kulturel konsensus om, at noget musik er "finere" end andet. Hvis du hører Mozart, antager folk, du er mere kultiveret, end hvis du hører Madonna eller Motörhead, siger Simon Kirk og fortsætter:

- Der findes også undersøgelser, der viser, at hvis en restaurant spiller klassisk musik, så omsætter den for flere penge end en restaurant, der spiller popmusik. Det er et godt eksempel på, at vi til dels opfatter en genre som pop som værende mindre "fin" end visse andre genrer.

Nummeret 'Me Tana' med Elvana Gjata er blevet hørt mere end 19 millioner gange i alt på Spotify og YouTube. En god sjat af de afspilninger står jeg bag. (Foto: pressefoto)

Nedbryder vores fordomme

"Hold da op med det navlepillende fis, det er jo bare musik," tænker du måske.

Men fis eller ej, så er musikskam og smagsdommeri faktisk så udbredt, at en hurtig søgning på nettet med ordene "Why do I feel embarrased by my taste in music?" giver omkring 90 millioner søgeresutalter.

Jeg er altså ikke alene om at "skamme" mig over nogle af mine musikalske favoritter.

Stadig ikke overbevist? Så tag bare et udbredt og velkendt udtryk som "guilty pleasures".

Et begreb, der dækker over de musikalske perler, vi elsker at lytte til i smug, men helst ikke vil stå ved. Og et så ubredt fænomen, at Spotify sågar selv har en playliste dedikeret til de "forbudte" hits, som over to millioner mennesker følger, og hvor størstedelen af sangene i øvrigt kan kategoriseres som (suprise!) popmusik.

Men hvorfor kan det være så sårbart at stå ved vores musikalske tilbøjeligheder? Hvorfor kan en "guilty pleasure" ikke bare være "pure pleasure?"

Fordi vores musiksmag er med til at definere, hvem vi er som mennesker, forklarer Simon Kirk.

- Musik er en vigtig identitetsmarkør, der betyder rigtig meget for, hvordan både vi selv og andre opfatter os som mennesker. Selvom du selv synes, det er den fedeste musik i hele verden, så fortæller du også noget meget personligt om dig selv, når du deler din musiksmag med andre, siger han og tilføjer:

- Når du deler dine personlige playlister, er det nærmest det samme som at stille sig nøgen op på en scene. Det kræver mod at stå ved sin sande musiksmag, for det er faktisk dit inderste, du viser frem, når du ufiltreret deler dine yndlingssange med andre.

Sam Smith fortalte for nylig her på dr.dk om sit forkvaklede forhold til sin egen musiksmag og sine "guilty pleasures". - En del af min rejse mod selvaccept har været at være stolt af de ting, jeg elsker - og jeg elsker cheesy popsange. Det er min favoritting i hele verden. Det er jeg stolt af nu, men det har taget noget tid for mig at opnå, fordi der har været så mange kræfter, der forsøger at få mig til at føle det modsatte. (Foto: EDDIE KEOGH © Scanpix)

Det er her, følelsen af "musikskam" kommer ind i billedet. Det er nemlig ikke altid, vores musiksmag – og særligt vores "guilty pleasures" – passer ind i det selvbillede, vi har opbygget og gerne vil vise omverdenen. Eller det billede, omverdenen har af os.

- En del af os frygter, at vores musiksmag giver et andet billede end det, folk har af os i forvejen. Tag nu dig selv. På papiret er du en tjekket musikjournalist, der arbejder i DR. Der siger min fordom, at du burde sidde klinet til P6 Beat og måske også høre lidt eksperimenterende jazz – ikke albansk balkanpop.

- Det samme gælder vores fordomme om en stor, muskuløs håndværker fra Jylland. Vi ville også blive overraskede, hvis han lyttede til Disney-sange og tyggegummipop.

Men i bund og grund ér det jo fjollet. Fordomme er jo netop forudtagede idéer, som sjældent har hold i virkeligheden. Burde vi ikke alle bare stå ved den musik, vi selv kan lide, og skide hul i, hvad andre tænker?

- Jo, det burde vi da. Hvis vi alle bare stod ved, hvem vi er, ville livet være meget nemmere, men sådan er vi mennesker jo bare ikke indrettet. I så fald var der jo en hel industri af psykologer, der ville blive arbejdsløse, griner Simon Kirk, som i øvrigt heller ikke kommer til at dele sin 'Spotify Wrapped'-liste i år.

- Nej, det gør jeg ikke. Du skulle bare vide, hvad jeg lytter til!

Men måske burde vi faktisk dele vores playlister, "guilty pleasures" og al den anden musik, vi lytter til, med hinanden - både den, der giver point på coolheds-kontoen, og den, du selv synes er lidt pinlig - i kampen mod musikskammen og smagsdommeriet.

"Læs den, del den, bær den som en fortjenstmedalje," lyder det selv fra Spotify i deres opfordring til at dele årets 'Spotify Wrapped'-lister. Okay, lad os da give det et skud!

En opfordring herfra til undertegnede selv og alle andre: Lad os fremover være vores eget heppekor og stå ved alle vores musikalske tilbøjeligheder.

Uanset om de så tæller indiehits blåstemplet af P6 Beat, eksperimenterende jazz, fløjlsbløde Disney-klassikere, 'Absolute Music 2' eller hårdtpumpet albansk turbopop.

Som sagt, så gjort - her er mine fem mest hørte sange i år:

  1. 1

    Elvana Gjata - 'Me tana'

  2. 2

    Ulrikke - 'Attention'

  3. 3

    Lisa Børud - 'Talking About Us'

  4. 4

    Tamta - 'Replay'

  5. 5

    Dagny - 'Somebody'

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter