Skandaler, comebacks og en brølende fisse: Her er de største musiknyheder fra 2018

Har du glemt, hvad der skete i musikkens verden i løbet af 2018? Få genopfrisket hukommelsen her.

Britney Spears, Lukas Graham og rapperen Nikoline stod - på godt og ondt - bag nogle af året største musikhistorier herhjemme i 2018. (Foto: Frederik Højfeldt / Scanpix / Pressefoto)

2018 har været endnu et hæsblæsende år i musikkens verden.

Bølgerne er gået højt, tårerne har trillet, og så bød året naturligvis på bunkevis af ny musik fra ind- og udland.

Vi opsummerer musikåret 2018 og giver dig de bedste musikhistorier fra året, der snart går på hæld.

1

Popstjerne lagde sig selv i graven og masser ny musik

(Foto: Scanpix / Copenhagen Records)

Året startede ud på dramatisk vis, da popsensationen Gulddreng lagde sig selv i graven ved en storstilet farvel-koncert i Royal Arena i København.

Men trods et musikalsk farvel bød 2018 også på masser af ny musik – og meget mere end vi kan nå at nævne her.

To af landets helt store eksportsucceser, og Lukas Graham, udsendte begge nye - og længe ventede - albums i år, ligesom der også var nye skiver at hente fra navne som Benal, Saveus og Medina, som gjorde dansk comeback med sit første dansksprogede album siden 2011.

Hør 'Love Someone' med Lukas Graham her, mens du læser videre:

På den udenlandske scene var der nyt fra store rapkanoner som Nicki Minaj, Drake, Kanye West, Eminem og Travis Scott, mens Jay-Z og Beyoncé slog pjalterne sammen og indtog Le Louvre under navnet The Carters.

I poppens verden dominerede navne som Ariana Grande og Camila Cabello, mens der også var nye toner fra blandt andre Troye Sivan, Mariah Carey, Shawn Mendes, Little Mix og svenske Robyn.

2

Skandalekoncerter og en kronprins i hopla

(Foto: DR / Mark Pallisgaard Hansen / Frederik Højfeldt Nielsen)

Festival-feberen rasede gennem det danske sommerland, hvor fynske Tinderbox satte publikumsrekord, mens en storrygende Johnny Madsen havde noget på hjerte på Jelling Musikfestival.

På Roskilde Festival lagde Eminem Orange Scene ned - og ned kom også rapperen Del the Funky Homosapien, der under Gorillaz' koncert faldt af scenen. Dermed fik årets Roskilde-fest en noget brat afslutning.

Hos Smukfest bød programmet på en kronprins i hopla, da Kronprins Frederik overraskede alle og dukkede op på scenen under en koncert med rockbandet Nephew.

Også den amerikanske popprinsesse Britney Spears gæstede den jyske bøgeskov, men hverken publikum eller anmeldere var synderligt imponerende over det show, poplegenden leverede, og kaldte det blandt andet 'en fæl fiasko' og 'århundredets dårligste koncert'. Av.

3

Politiske popstjerner og kontroversielt hønse-hit

(Foto: SCANPIX)

2018 var året, hvor amerikanerne skulle til midtvejsvalg, og popsangerinden Taylor Swift var blandt dem, der blandede sig i de politiske diskussioner.

Swift er i flere år blevet kritiseret for at være hermetisk lukket, når det kom til politiske spørgsmål, men i et opslag på Instagram brød hun sin politiske tavshed og opfordrede amerikanerne til at gå til stemmeurnerne.

Blot to dage senere havde over 250.000 amerikanere registreret sig som nye vælgere - måske grundet det, der blev døbt 'Taylor Swift-effekten'.

Rihanna blandede sig også i det politiske klima, da hun bogstaveligt talt trak stikket på Donald Trump og forbød præsidenten at bruge hendes musik under sine vælgermøder. Artister som Adele og Pharrell Williams har tidligere nedlagt samme forbud.

Politisk blev det også, da Israel i foråret vandt Eurovision Song Contest.

Med sin skøre 'hønsesang', 'Toy', hev sangerinden Netta sejren hjem til sit fædreland, men den israelske sejr faldt ikke i god jord hos alle.

Hør sangen her:

Mange danske tv-seere fandt sangen mærkelig og rasede over resultatet, mens en række kendte danskere opfordrede til boykot af næste års konkurrence, som efter den israelske sejr skal afholdes i Tel Aviv.

Grand Prix-fansene kunne dog glæde sig over, at danske Rasmussen og hans vikinge-sang, 'Higher Ground', fik en niendeplads - Danmarks bedste resultat i fem år.

4

Rasende rappere og en brølende fisse

(Foto: Pressefoto / Getty Images)

Også i rap-verdenen gik bølgerne højt året igennem.

De to dronninger af rap, Nicki Minaj og Cardi B, har længe ligget i åben krig, men fejden mellem de to kulminerede i efteråret, da Cardi B angiveligt kastede en sko efter Minaj, da de begge deltog i en fest under modeugen i New York.

Også i mændenes rækker var der ugler i mosen, da Eminem og Machine Gun Kelly hver især udgav diss-track på diss-track, hvor de svinede hinanden til. Flere medier og fans spekulerede dog senere i om hele balladen var et iscenesat mediestunt.

Herhjemme gav den kontroversielle og sex-dømte rapper Tekashi 6ix9ine koncert på Vega i København, hvilket fik én af spillestedets ansatte til at sige sit job op i protest.

Godt gik det heller ikke, da rapperen Lil Pump lagde vejen forbi Danmark. Hans besøg endte med en anholdelse og en udvisning af Danmark.

Herhjemme var det dog en helt anden rapper, der stjal billedet.

På nummeret 'Sut min klit' gav danske Nikoline - og hendes brølende fisse - på kontroversiel vis fingeren til sexismen.

Den danske rapper fik selskab af Oliver Bjerrehuus, Peter Aalbæk og komikerduoen Ditte & Louise i den tilhørende musikvideo, der hos mange nok har sendt kaffen i kurs mod den gale hals.

Hør eller genhør nummeret her:

5

Kim Larsen blev hyldet af hele Danmark

Kim Larsen blev 72 år. (Foto: Scnapix / DR)

Endelig var 2018 også året, hvor Danmark mistede én af sine største musikere.

Nationalskjalden Kim Larsen døde den 30. september 72 år gammel.

Gennem flere dage blev Larsen hyldet og mindet i medierne og af danskere rundt omkring i landet, der lagde blomster, tændte lys og samledes til fællessang for at vise den afdøde sanger en sidste respekt.

Det hele kulminerede med et storstilet mindeshow på Rådhuspladsen, hvor en lang række danske musikere hyldede Larsen og hans sange.

Det var dog 14-årige Alfred, der endte med at stjæle showet, da han gik på scenen og opførte Kim Larsens klassiker 'Joanna'.

I alt 1,4 millioner danskere så med, da DR1 transmitterede mindekoncerten.

Se eller gense Alfreds optræden med 'Joanna' her:

I 2018 mistede vi også andre stjerner som Avicii, Aretha Franklin, Mac Miller, XXXTentacion og danske Rasmus Berg fra hiphopgruppen Den gale pose.