Skandaler, svenskerdrama og en overslikket studenterhue: Her er årets mest læste musikhistorier

Få genopfrisket de vildeste, skøreste og mest læste musiknyheder fra 2019.

Miley Cyrus, Jada og Lukas Graham var blot nogle af de musiknavne, vi talte, læste og skrev ekstra meget om i 2019.

2019 har været endnu et hæsblæsende år i musikkens verden.

Bølgerne er gået højt, kommentarfelterne har glødet, og så bød de forgangne 12 måneder naturligvis på bunkevis af ny musik fra ind- og udland, ligesom vi også måtte sige farvel til en række markante musiknavne i årets løb.

Vi opsummerer musikåret 2019 og giver dig et særdeles velduftende potpourri af de bedste, vildeste og mest læste musikhistorier fra året, der snart går på hæld.

Festivaler fuld af stundenterhuer og kaoskoncerter

Både Miley Cyrus (tv.) og Cardi B trak overskrifter for deres optrædener på årets danske musikfestivaler. (Foto: Ritzau Scanpix / Hedda Tysstad (DR))

Festivalfeberen rasede endnu engang i det danske sommerland, hvor musikglade danskere og nyudklækkede studenter dansede og drak sommernætterne væk.

På fynske Tinderbox var det amerikanske Miley Cyrus, der for alvor stjal publikums hjerter - og én enkelt studenterhue, som hun både nåede at overslikke i bedste Miley-stil og danse rimelig intimt med.

På Roskilde Festival var den amerikanske rapper Cardi B et af årets store hovednavne, men hendes blot 45 minutter lange koncert - hvor hun iøvrigt nåede at forveksle Danmark med den amerikanske by Denver - fik en noget blandet modtagelse blandt publikum.

Også rapperen Saweeties koncert på selvsamme festival endte som en noget fesen affære. Den amerikanske rapstjerne var nemlig så forsinket, at hun blot nåede at spille 15 minutter af sin Roskilde-koncert, før hun igen måtte forlade scenen.

Så kort var de russiske provopunkere Pussy Riots show på årets Smukfest dog ikke - til gengæld dukkede der færre end 100 festivalgæster op til det hypede festivalnavns koncert, som blev døbt 'et kæmpe flop'.

Rappere rasede over Sverige og andre af årets skandaler

Lukas Forchhammer fra bandet Lukas Graham og rapperen A$AP Rocky fik begge ørerne i skandalemaskinen i årets løb. (Foto: Ritzau Scanpix)

2019 har budt på historier, der i den grad har fået os til at spærre øjnene op, løfte et øjenbryn eller ryste en ekstra gang på hovedet; skandalerne.

Og ét af de navne, der har fyldt allermest i spalterne i år, er A$AP Rocky. Det gik nemlig ikke stille for sig, da den amerikanske rapper i sommer blev anholdt og varetægtsfængslet for at have overfaldet en anden mand på gaden i Stockholm i Sverige.

Anholdelsen satte gang i et sandt diplomatisk drama, hvor den amerikanske præsident Donald Trump og Sveriges statsminister Stefan Löfven kom op at toppes, ligesom stjerner som Justin Bieber og Kanye West også blandede sig i debatten.

Rapperen Tyler, The Creator gik sågar så langt, at han proklamerede, at han aldrig mere ville sætte sine ben i Sverige.

I august blev A$AP Rocky idømt en betinget fængselsdom og dømt til at betale en erstatning til den forurettede på 12.500 svenske kroner.

Og nu vi er ved Sverige, så kommer man heller ikke uden om rapperen Azealia Banks, der i sommer besøgte vores svenske naboer - og hun var ikke glad.

Rapperen Azealia Banks er kendt for at provokere. (Foto: Ilya S. Savenok © Getty Images)

I en række opslag på Twitter og Instagram nåede Azealia Banks både at kalde svenskerne for "racister" og proklamere, at hun ville "elske at se en eller anden bombe det her sted sønder og sammen". Sidstnævnte udtalelse trak hun dog senere tilbage.

Alligevel gik det heller ikke smertefrit, da Azealia Banks senere skulle ud af landet. Her endte rapperens flytur fra Sverige til Los Angeles i tumult, da Banks anklagede en stewardesse for at være racist og have slået hende.

Herhjemme fik hitkongerne i Lukas Graham i starten af året ørerne i maskinen, da gruppen udsendte et cover af nummeret 'Sad!', der oprindeligt blev fremført af den kontroversielle og nu afdøde rapper XXXTentacion.

Virakken skyldtes, at XXXTentacion inden sin død blev idømt flere domme for overfald og røveri samt anklaget for at udøve vold mod flere af sine ekskærester, og derfor mente kritikere, at det var upassende at hylde sangeren med et cover.

Ifølge Lukas Graham kendte bandet ikke til rapperens blakkede fortid og valgte i kølvandet på kritikken at trække covernummeret tilbage.

Unge talenter som rapperen Jamaika (tv.) og popcharmøren Hugo Helmig kom i vælten i 2019. (Foto: Ritzau Scanpix)

Overskrifter trak det også, da sangeren Hugo Helmig i foråret blev anholdt på gaden i Aarhus, efter hans mor, forfatteren Renée Toft Simonsen, selv havde tilkaldt ordensmagten.

Få måneder senere valgte Hugo Helmig at aflyse samtlige koncerter i kalenderen resten af året for at fokusere på at få behandling mod sit stofmisbrug.

Også rapperen Jamaika kom i karambolage med lovens lange arm, da han tidligere i år blev efterlyst og senere anholdt og anklaget for at have medvirket i et knivoverfald.

Popstjerner tog bladet fra munden

Sangerinderne Bebe Rexha (tv.) og Billie Eilish lagde ikke fingrene imellem i 2019. (Foto: Ritzau Scanpix)

Listerne over årets mest læse musiknyheder tæller også en lang række stærke kvinder, der ikke var bange for at sige deres mening.

I starten af året trak sangerinden Bebe Rexha overskrifter, da hun indtog den røde løber ved årets Grammy Awards. Både på grund af sit overdådige skrud af en kjole, men også fordi hun åbent fortalte, hvordan flere designere havde afvist at sy hendes Grammy-kjole, fordi hun i deres øjne var "for tyk".

Teenagesensationen Billie Eilish lagde heller ikke fingre imellem, da hun offentligt kritiserede det tyske magasin Nylon for at have smidt et computergenereret billede af sangerinden på forsiden uden hendes viden.

- Hvad fanden er det her for noget lort?, lød reaktionen fra den nu 18-årige sangerinde, der også rasede over, at hun mente, hun fremstod topløs på coveret.

Magasinet valgte senere at trække forsiden tilbage.

Sangerinden Pink havde også fået nok, da hun meddelte, at hun ikke længere ville dele billeder af sine børn på sociale medier, efter hun var blevet ramt af hård kritik efter at have delt et billede af sin to-årige søn uden ble sammen med en pelikan.

Endelig var rapperen Iggy Azelea også ude og sige fra, efter nøgenbilleder af hende fra et gammelt magasin-fotoshoot pludselig var havnet på nettet mod sangerindens vilje.

Nye hits fra ind- og udland

2019 bød både på ny musik fra navne som Ariana Grande (tv.) og danske Jada. (Foto: Ritzau Scanpix)

2019 bød også på masser af ny forkælelse af øregangene.

På den internationale scene var der ny musik fra store navne som Ariana Grande, Taylor Swift, Madonna, Lana del Rey, Post Malone og Kanye West, mens dugfriske talenter som Billie Eilish og Mabel også udgav deres debutplader i år.

Herhjemme udsendte Hjalmer, Jada og Hugo Helmig alle deres længe ventede debutalbum, mens der blandt andet også kom nye toner fra veteraner som L.O.C., Gilli, Benal, Nik & Jay og ikke mindst Alphabeat, der fandt sammen igen efter seks års pause.

Årets største hit herhjemme var, ifølge IFPI, der står for den officielle danske hitliste, nummeret 'Vai Amor' med hitkongen Gilli.

Hør 'Vai Amor' - det er i øvrigt portugssisk for 'Kom, skat' - her:

Også græsrodslaget af dansk musik fik en saltvandsindsprøjtning, da DR's 'KarriereKanonen' for 17. gang løb af stablen.

Vinderne af forløbet blev i år grupperne Høker og Patina samt sangerinden Angående Mig.

Dem mistede vi i 2019

Rapperen Juice Wrld (tv.) blev 21 år, mens Roxette-forsangeren Marie Frederiksson blev 61 år gammel. (Foto: Getty Images)

I årets løb måtte vi også sige farvel til en række musikere og sangere fra ind- og udland.

I 2019 mistede vi blandt andre Roxette-forsangeren Marie Frederiksson, Keith Flint, kendt fra bandet The Prodigy, dj og DR-vært Morten Lindberg også kendt som Master Fatmanog begge medlemmer i den britiske duo Her, der omkom i en bilulykke.

På rapscenen mistede vi en række prominente navne, da blandt andre Nipsey Hussle og Juice Wrld begge gik bort i 2019.

Også det koreanske k-pop-miljø blev i år ramt af en række dødsfald, da kunstnerne Sulli, Goo Hara og Cha In Ha alle gik bort i løbet af blot to måneder.