Slog igennem som 16-årig: I dag fylder Robyn 40 år - og er stadig 'mega bad ass'

Hvordan er det lykkedes Robyn at være én af verdens største popmusikere i mere end to årtier? Få hele hendes historie her.

Du tager en super talentfuld, svensk skolepige. Så teamer du hende op med et par af verdens største pop-producere. Og ja, på den måde har du med et snuptag sikret dig verdensomspændende, musikalsk succes.

Det lyder måske for godt til at være sandt, men ikke desto mindre er det faktisk sådan, historien om den svenske poplegende Robin Miriam Carlsson starter.

Hun blev katapulteret op på den internationale popstjernehimmel i en alder af bare 16 år, og dér har hun befundet sig lige siden.

Onsdag fylder den ikoniske svensker – der hurtigt skiftede i'et i sit navn ud med et y – så 40 år. Og hun er mindst lige så aktuel i 2019, som hun var i 1995: Hendes ottende og seneste album 'Honey' blev rost til skyerne, da det udkom i efteråret, og om få uger er hun ét af de absolutte hovednavne på dette års Roskilde Festival.

Men historien om Robyn er ikke kun historien om vedvarende musikalsk relevans og langtidsholdbar pop. Det er også historien om en modig og selvstændig kvinde og en sjældent helstøbt musiker, mener Sandie Westh, radiovært på P7 Mix.

- For Robyn handler det kun om musikken. Det handler ikke om fucking andet. Musikken er hendes røde tråd og dna, siger Sandie Westh.

- Det er imponerende, som hun kan holde kadencen. Hun bliver simpelthen bare ved med at lave hits. Hun er én af verdens førende elektroniske musikere, og hun er en spydspids indenfor skandinavisk popmusik.

Lyt til 'Call Your Girlfriend', mens du læser videre.

Bliver spottet i skolen

Men hvordan er en skolepige fra Stockholm egentlig endt som én af verdens største popkunstnere? For at få svar på dét spørgsmål skal vi skrue tiden tilbage til 1990'ernes Stockholm.

Her er sangerinden Meja (hende med 'All 'Bout the Money') nemlig ude på Robyns folkeskole, hvor de skal lave en musical-workshop.

Og Meja spotter hurtigt den talentfulde skoleelev, fortæller Sandie Westh.

- Meja kontakter så sit pladeselskab, og så kommer der en aftale op at stå med Robyns forældre og pladeselskabet. Og hun har jo bare et mega talent allerede her. Det er tydeligt for alle, at hun er født med det.

Folkeskolen bliver akkurat gjort færdig, og så begynder Robyns musikalske karriere ellers at tage fart.

- Robyn nægter at passe ind i den konformitet, der er i musikbranchen, omkring hvordan kvinder skal være og se ud, mener radiovært Sandie Westh. (Foto: Matthew Baker © Getty Images)

Hun bliver sat til at arbejde sammen med sangskriver- og producerteamet Denniz Pop og Max Martin, der – blandt meget andet – har skrevet sange til Backstreet Boys, Britney Spears og Westlife.

- Det kunne nærmest ikke gå galt. Det er en drømmestart for alle musikere i 1990'ere at arbejde sammen med de to. Det var dem, der lagde kimen til, hvordan pop kom til at lyde fremadrettet, mener Sandie Westh.

- Men Robyn er også en drøm for dem. Hun er ung, de kan forme hende og få hende til at lyde, som de vil have. Og hun har nok ikke så meget at skulle have sagt på det her tidspunkt. Det kommer også til at irritere hende senere hen.

Inden irritationen begynder at tage over, scorer 16-årige Robyn et par gedigne verdenshits med blandt andet 'Show Me Love' og 'Do You Know (What It Takes)'. Det går dog så småt op for hende, hvor lidt hun egentlig har at skulle have sagt i forhold til sin musik hos pladeselskabet BMG - og at det slet ikke er den måde, hun trives på.

Hun ender derfor med at bryde med BMG og skriver så kontrakt med Jive Records. Jive bliver imidlertid opkøbt af BMG efter et års tid, og så er Robyn slået tilbage til start.

- Det er virkelig synd for hende, for hun vil bare gerne lave sin egen musik. Det tog Robyn syv år at komme ud af de store selskabers klør, uddyber Sandie Westh.

Robyn har kæmpet med at være popstjerne i den klassiske forstand. I sin tidlige karriere ville hendes pladeselskab have, at 'hun skulle være Britney, før Britney blev Britney', fortæller radiovært Sandie Westh. Her optræder Robyn i Paris i april 2019. (Foto: Edmond Sadaka © Scanpix)

Stifter sit eget pladeselskab

I 2005 stifter hun derfor - som 26-årig - sit helt eget pladeselskab, Konichiwa Records. Den slags er langt fra hverdagskost i en mandsdomineret musikbranche.

- Det gør hun, fordi hun ved, at dér kan hun få lov til at bestemme selv. Det er mega bad ass. Det er også noget af det, der gør, at hun er en superstjerne i dag. Hun tager simpelthen skeen i den anden hånd, forklarer Sandie Westh.

Stiftelsen af Konichiwa Records markerer samtidig et markant skifte i Robyns musikalske udtryk. Det skifte bliver fuldbyrdet i 2010, mener radioværten.

- Hun springer virkelig ud som elektronisk kunstner i 2010, da hun udsender 'Body Talk'-trilogien. Robyn bliver en superstjerne med udgivelsen af 'Dancing on My Own', der er på det første af de tre album og er med i et afsnit af tv-serien 'Girls'. Sangen er en nyklassiker. Uanset, hvor man er i verden, er det som om, at folk kender den sang.

- Først på dette tidspunkt - efter hun er fyldt 30 og har været i gang i 15 år - synes jeg, jeg kan høre, at hun har fundet sig selv.

Lyt til 'Dancing On My Own', mens du læser videre.

Superfan kørte otte timer for koncert

Det er superfan Mathias Kræpping Mouritsen enig i.

Han har været fan af Robyn 'lige siden dagene med 'Show Me Love', da han gik i folkeskole i Aarhus i 1990'erne. Han er stadig vild med den svenske popstjerne, selv om han i dag er fyldt 31 år.

Han fik for alvor øjnene op for Robyns superstjerne-status, da han i 2010 boede i Canada.

31-årige Mathias Kræpping Mouritsen har været fan af Robyn, siden han gik i folkeskolen. (© PRIVATFOTO)

- Jeg kørte med en veninde otte timer fra Winnipeg i Canada, hvor jeg boede, for at se hende spille på denne her lille klub, hvor Prince og andre legender har spillet. Det var fuldstændig fantastisk, fortæller han.

- Det var tydeligt, at alle til koncerten var ægte fans af hende, og hun var vist også stor i LGBT-miljøet derovre. Der var helt vildt varmt og alle havde danset så meget, at vi forlod koncerten helt svedige. Robyn inklusiv! Det er nok én af de fedeste koncerter, jeg nogensinde har været til.

Og faktisk var Mathias Kræpping Mouritsen ikke den største fan til koncerten:

- Der var to fyre til koncerten, der havde matchende t-shirts på. På den enes stod der 'Stilletos and broken bottles' og på den anden 'I'm spinning around in circles' – en slet skjult reference til 'Dacing on My Own's tekst.

- Nogle uger efter så jeg de samme to fyre med deres t-shirts på en bar i Winnipeg. Vi var altså ikke de eneste, der havde rejst otte timer for koncerten, slutter Mathias Kræpping Mouritsen, der i dag bor på Frederiksberg og arbejder hos Jysk Rejsebureau.

Gør comeback på Roskilde Festival

Siden den hæsblæsende tid omkring udgivelsen af 'Body Talk'-trilogien har der været relativt stille omkring Robyn. Der skulle gå hele otte år, før hun igen udgav et nyt album i eget navn. Dét album blev der til gengæld taget pænt imod, da det udkom i efteråret 2018.

Og om ganske få uger står den svenske superstjerne så igen på den største scene i Danmark. Robyn spiller nemlig på Orange scene fredag 5. juli klokken ét, natten til lørdag. Det gør hun som ét af de absolutte hovednavne på dette års Roskilde Festival.

Og det kan Sandie Westh nærmest ikke vente på:

- For mig er det som om, at Robyn endelig kommer hjem igen efter ni år. Hun er årsagen til, at jeg købte billet til Roskilde i år. Det er jeg simpelthen nødt til at se.

De 3 bedste med Robyn - ifølge Sandie Westh

'Show Me Love'

  • Det er så sindssyg en popsang. Selve lyden i sangen - de hule trommer for eksempel - det er bare indbegrebet af Max Martin og Denniz Pop. Og så er det bare en fuldstændig sindssyg god popsang stadigvæk, selv om den er mere end 20 år gammel.

'With Every Heartbeat'

  • Der er så meget melankoli i det nummer. Det er én af de første gange, jeg hører hende gå den elektroniske vej, og jeg kan stadig huske, hvor vildt det var, at hun pludselig gjorde det. Lige pludselig fik hun bare noget ekstra kant, hun ikke havde haft før.

'Dancehall Queen'

  • Her kan man bare høre, hvordan hun eksperimenterer med genrerne. Det kan hun gøre, fordi hun selv bestemmer. Det er en dancehall-sang, som ligger på et album, der ellers er ret elektronisk. Det lyder som om, hun nærmest har leget sig til denne her sang - omkvædet er næsten helt børne-agtigt. Det viser, at hun ikke er bange for at lege med genrerne, og det er fedt.

Facebook
Twitter