'Smid de fine fornemmelser og giv det en chance - så opdager du hurtigt, hvor fantastisk Melodi Grand Prix er'

Melodi Grand Prix er bedre end sit dårlige ry, mener P3-værterne Line Kirsten Nikolajsen og Maria Fantino.

Både Line Kirsten Nikolajsen (tv.) og Maria Fantino (th.), der begge er værter på P3, er svært glade for Melodi Grand Prix. (Foto: Petra Kleis / Linda Kastrup © DR / Ritzau Scanpix / Grafik: Christian Ellegaard)

Vindmaskinernes højborg. Glitterkanonernes mekka. Et overgearet popcirkus.

Ja, kært barn har som bekendt mange (farverige) navne, og det gælder naturligvis også Dansk Melodi Grand Prix, der i aften afholdes for 51. gang.

For lige så elsket og kult den traditionsrige musikkonkurrence er i nogle kredse, lige så mange rynker på næsen af Grand Prix'et.

For helt ærligt: Er Melodi Grand Prix ikke kun noget for børnefamilier, gamle damer og homoseksuelle mænd?

Svaret er nej. I hvert fald hvis du spørger 25-årige Maria Fantino.

- Jeg elsker virkelig Melodi Grand Prix. Det har en helt særligt plads i mit hjerte, og det er noget, jeg virkelig dyrker, siger radioværten, der til daglig bestyrer programmet 'Curlingklubben' på P3.

Maria Fantino er faktisk nærmest flasket op med glitter, konfetti og fængende popmusik, fortæller hun.

I hendes barndomshjem har der altid være tradition for troligt at se både det danske og svenske Melodi Grand Prix i tv, ligesom familien også altid har siddet klar foran fjernsynet, når der skulle heppes på det danske bidrag ved den store Eurovision-finale.

- Jeg føler nærmest, det er en pligt at se Melodi Grand Prix. Det skal man bare, siger hun og fortsætter:

- Da jeg var barn, havde vi altid Grand Prix-cd'er liggende i handskerummet i bilen, som vi hørte, når vi skulle på lange køreture. De her Grand Prix-sange er blevet en del af mig og min opvækst, så når jeg år efter år ser showet igen og hører de nye sange, er det, som om at jeg tilføjer nye minder til den her lange Grand Prix-tradition, vi har skabt i min familie, fortæller Maria Fantino.

I Maria Fantinos familie er de næsten mere vilde med det svenske Melodi Grand Prix - 'Melodifestivalen - end med den danske udgave. - Jeg er vokset op med at se den svenske finale, som jo er et kæmpe og absurd langt show, der strækker sig over flere uger. Det har vi set rigtig meget. Og forrige weekend sendte min mor mig faktisk også nogle klip fra det norske Grand Prix, siger Maria Fantino med et grin. (Foto: Petra Kleis © dr)

Én stor, vidunderlig fest

Maria Fantino er ikke den eneste unge radiovært, der har et blødt punkt for den både populære og omdiskuterede popfest.

Også P3-vært Line Kirsten Nikolajsen, der blandt andet er vært på programmet 'Tabu', knuselsker både Dansk Melodi Grand Prix og den europæiske pendant, Eurovision Song Contest.

- For mig er Grand Prix'et én stor, vidunderlig fest. Det er et univers, hvor du virkelig kan sænke skuldrene, glemme hverdagens problemer og bare give dig hen til det her virvar af glimmer, ild, fest og farver, siger 29-årige Line Kirsten Nikolajsen, der ikke tøver med at kalde Grand Prix'et for et "frirum".

- Det er et meget ubekymret show, hvor det egentlig bare handler om at have det sjovt, og det elsker jeg det for, siger hun.

Line Kirsten Nikolajsen, der lørdag er medvært på Grand Prix-optaktsprogrammet 'Glimmer og ild' på P3, har ikke sin kærlighed til konkurrencen fra fremmede. - Min far er nok verdens største Grand Prix-fan, og jeg er blevet fodret med facts om konkurrencen hele min barndom, fortæller radioværten. (Foto: Petra Kleis © Dr)

Også Line Kirsten Nikolajsen er vokset op i et hjem med faste traditioner, når det kom til Melodi Grand Prix og Eurovision. Som barn så hun hvert år konkurrencen i tv sammen med sin familie, og lige siden har hendes Grand Prix-hjerte banket slagfast i takt til klassikere som 'Danse i måneskin' og 'Smuk som et stjerneskud'.

Særligt sidstnævnte, der i 2000 sikrede Danmark sin anden Eurovision-sejr, holder Line Kirsten Nikolajsen meget af.

- Jeg kan huske, vi så showet i 2000, da Brødrene Olsen vandt. Det er et af mine klareste barndomsminder, når det kommer til Melodi Grand Prix, og første gang, jeg virkelig følte, der var noget "stort" over at se det her program i tv, siger radioværten og tilføjer:

- Og så er 'Smuk som et stjerneskud' jo en vanvittig god sang. Det er et ikonisk nummer, som jeg og mine venner stadig sætter på, hver gang vi holder fest, siger hun.

Gense øjeblikket, da Brødrene Olsen for 21 år siden vandt Eurovision Song Contest:

Skørt Grand Prix-show er misforstået

Herhjemme er der blevet afholdt Dansk Melodi Grand Prix siden 1957, og både den danske finale og Eurovision-showet er hvert år blandt de mest sete tv-programmer på dansk tv.

Alligevel får sangkonkurrencen ofte hårde ord med på vejen fra folk, der mener, showet er for skabet, eller at sangene ikke er "rigtig musik".

I 2019 valgte Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard i et omdiskuteret tweet at lange ud efter Eurovision-showet, som hun mente gik for meget op i "bøsse, drag og gejl".

Men Line Kirsten Nikolajsen mener langt fra, at Melodi Grand Prix'ets dårlige ry er berettiget.

- Grand Prix er da tit super kitsch og skørt, men hvis du går ind til det med et åbent sind, vil du også opdage, at der faktisk - ud over god underholdning - tit gemmer sig nogle rigtig gode sange blandt deltagerne, siger Line Kirsten Nikolajsen og nævner den svenske Eurovision-vinder 'Euphoria', der i 2012 blev et verdensomspændende kæmpehit.

- Når det er sagt, så tror jeg også, Grand Prix tit bliver lidt misforstået. Hvis du sætter dig i sofaen og tænker: "Nu skal jeg høre mine ti nye yndlingssange," bliver du skuffet. Det er jo en konkurrence, og derfor er der sange med for enhver smag - også noget, der måske ikke lige er dig. Og det er jo også noget af det sjove ved Grand Prix!

- Jeg synes bare, man skal omfavne det for hvad, det er, tilføjer hun.

Også Maria Fantino mener, at Melodi Grand Prix'et ofte får lidt for mange uberettigede hug.

- Jeg kan godt forstå, hvis nogen synes, Grand Prix er lidt mærkeligt og tænker: "Hvad fanden foregår der her?", når de tænder for tv'et og bliver mødt af en syngende, rumænsk vampyr. Men i mine øjne har konkurrencen en vigtig plads i Danmarks og DR's historie, og hele historien bag Eurovision, der jo blev skabt i et forsøg på at samle et splittet Europa efter Anden Verdenskrig, er jo vildt smuk, siger Maria Fantino og fortsætter:

- I mine øjne er Grand Prix ikke kun for the girls and the gays, det er for alle. Jeg synes bare, folk skal lade være med at tage det så alvorligt, læne sig tilbage og se det som den sublime lørdagsunderholdning, det er.

Line Kirsten Nikolajsen er enig.

- Smid de fine fornemmelser og giv det en chance - så opdager du hurtigt, hvor fantastisk Melodi Grand Prix er.

Se med, når Dansk Melodi Grand Prix 2021 bliver sendt lørdag aften klokken 20 på DR1 og DRTV.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk