Soleima stod bag et af sidste års største hits - men så blev hun nødt til at trække stikket

Selvom hun hittede stort, så Soleima sig nødsaget til at aflyse sin efterårsturné.

Hvis du i løbet af 2018 har lyttet til P3 bare en enkelt gang eller to, så er der en god sandsynlighed for, at du kender Soleimas stemme.

Sangerinden, der har det borgerlige navn Sarah Mariegaard, står nemlig bag sangen 'Low Life', der var den femte mest spillede sang på stationen sidste år.

Lyt til 'Low Life' her:

Men selvom det hele umiddelbart kørte for den i dag 30-årige sangerinde, der har brugt et par år på at etablere sig selv på den danske musikscene, så blev 2018 ikke det homerun, sangerinden kunne have ønsket sig.

- Det var virkelig dejligt, at 'Low Life' klarede sig så godt. Jeg er jo stolt over, at min musik kommer så bredt ud, så det betød rigtig meget for mig, siger Soleima og fortsætter:

- Men det var også et specielt år. Jeg er jo en rimelig ny artist, og så har man tit lyst til at udgive ting løbende og hele tiden. Men der var nogle ting, det gjorde, at det ikke kunne lade sig gøre. Så det har været et svært år, siger hun.

Før Sarah Mariegaard blev Soleima, havde hun en fortid i hiphop-gruppen Flødeklinikken, hvor de fleste nok vil kende hendes stemme fra deres store hit 'Piger med pistoler'. (Foto: Kia Hartelius © Warner Music Denmark)

Aflyst efterårsturné

Efter en sommer med koncerter på diverse festivaler, måtte Soleima sidste år meddele sine fans, at den ellers planlagte efterårsturné, hvor hun skulle have givet koncerter i Odense, Skanderborg, Aarhus, Aalborg, Kolding og København, desværre måtte aflyses.

Soleima forklarer, at hun på trods af sit store hit med 'Low Life' ikke var tilfreds med resten af sin musik.

- Jeg synes ikke, der var noget, der var færdigt. Vi havde egentlig planlagt, at der skulle komme ny musik ud, at vi skulle spille, og at der skulle være gang i det år. Men jeg syntes bare ikke, musikken var god nok. Og det var meget vigtigt for mig at lytte til, siger hun.

Og hvis ikke musikken spiller, er det ifølge Soleima ikke fedt for hende selv eller for publikum, hvis hun forcerer en koncert ned i halsen på dem.

- Jeg synes jo, det er vigtigt, at det følges ad, når man spiller koncerter og udgiver musik, så jeg ikke bare spiller sange fra den samme gamle ep tre turnéer i træk. Det skal helst give mening for dem, der køber billet til koncerten, og for mig, når jeg skal optræde.

'Low Life' er ikke Soleimas eneste hit. Flere af hendes andre sange har over en million afspilninger på Spotify - som for eksempel 'Cracks', 'Paper' og 'Breathe'. (Foto: Kia Hartelius © Warner Music Denmark)

Klar med ny musik

Men alt godt kommer som bekendt til dem, der venter. Og sådan gik det også for Soleima.

- Jeg var nødt til at trække stikket i et halvt år for at finde ind til en kreativ retning, der passede til mig, når nu jeg ikke var tilfreds med mit materiale og følte, at jeg skulle arbejde mere på det, før det blev godt nok, siger hun.

Derfor er hun også glad for, at hun nu endelig er klar med ny musik.

Soleima har nemlig netop udgivet sin nye single 'STFU', som er startskuddet på en ny musikalsk periode for sangerinden.

Lyt til 'STFU' lige her:

Soleima fortæller, at pausen fra udgivelsesræset og fordybelsen i sangskrivningen har gjort, at hun har udviklet sine musikalske evner.

- Der er sket noget med den måde, jeg arbejder med tekster på. Jeg tør være mere ærlig og direkte. Sådan føles det i hvert fald. Sådan håber jeg også, det fremstår, griner hun og fortsætter:

- Det var ikke noget, jeg havde tænkt over før. Men efter jeg fik lov til at dykke helt ned i sangskrivningen, kan jeg mærke, at jeg tør mere og tør bruge sproget på en anden måde. Det føles ærligt.

Er du en af de heldige, der har fået billet til Smukfest til august, kan du glæde dig til at se Soleima give koncert. Det er fredag den 9. august på Bøgescenerne. (Foto: Kia Hartelius © Warner Music Denmark)

Hun kan dog også mærke, at det ikke er uden en hvis portion ængstelighed, at hun nu lægger sin musik frem, som afsøger nye hjørner af hende selv.

- 'STFU' er en ren følelse, som ikke er så afmålt. Vi skrev sangen på to timer, så den er meget direkte. Og det kan jeg godt være lidt angst over, siger hun og fastslår, at den nye sang alligevel ligger i forlængelse af hendes tidligere sange.

- Den er en naturlig videreudvikling. Men det er en retning, jeg ikke har udforsket så meget før. Det er lidt hårdere. Og når man laver musik, inviterer man jo folk ind i en lille oplevelse eller følelse. Og med den nye sang er det første gang, jeg åbner op for afmagt, frustration og vrede. Så jeg er ret spændt på, hvordan folk tager imod det. Det føles som ukendt grund.

Facebook
Twitter