'Star Wars var ikke blevet det samme uden': Her er 3 andre banebrydende science fiction-soundtracks

Lyduniverset er helt essentielt for de store rumfilm - og det sidste årti har budt på flere ikoniske soundtracks.

'Arrival' (tv.) og 'Blade Runner 2049' er blandt de nyere science fiction-film, der fortjener anerkendelse for deres lydunivers, mener radio- og podcastvært Jacob Ege Hinchely. (© Jan Thijs / Stephen Vaughan)

Filmhistorien er spækket med storslåede science fiction-film, og der bliver ved med at komme nye til.

Når du sætter dig til rette i biografsædet med popcorn og kondivand og gør klar til at rejse ud i rummet, er det ofte musikken, der afgør, om turen bliver god.

Det er nemlig gennem musik, at filmens univers bringes til live og trækker dig ind i historien.

Vi ved nok alle sammen, hvordan det lyder, når Darth Vader gør sin entré i en scene i 'Star Wars'. Måske kan du også huske lyden af, når aberne opdager værktøj i åbningsscenen til 'Rumrejsen 2001'?

Og måske er du blevet skræmt halvt til bevistløshed af den skrækindjagende musik, når Kane i 'Alien' finder en rede fuld af æg?

- Musikken er alfa og omega for, om science fiction lykkes eller ej. 'Star Wars' havde formentlig været en okay film, men den var ikke blevet det fænomen, den er i dag, hvis det ikke var for John Williams' musik, fortæller Jacob Ege Hinchely, der er radiovært og udgør halvdelen af holdet bag 'Han Duo', som er en podcast om film, spil og tv-serier.

Selv bruger han musikken, når han gerne vil genbesøge et univers, han er faldet for.

- Science fiction er jo eskapisme i sin yderste konsekvens, og jeg synes, det er godt at kunne leve videre i universet, hvis man er blevet tryllebundet af det. Det helt fantastiske ved science fiction-soundtracks er, at de kan transportere dig - jeg ved godt, det lyder åndssvagt - til en anden verden. Det er det, jeg lever for, når jeg hører sci-fi-soundtracks.

De fleste vil nok forbinde science fiction-soundtracks med de store klassikere fra 1970'erne som førnævnte 'Alien' og 'Star Wars' eller de futuristiske synth-kompositioner fra 1980'ernes 'Blade Runner' og 'Tron'.

Men ifølge Jacob Ege Hinchely er det seneste årti faktisk et foreløbigt højdepunkt for genren.

Her guider han til tre af de bedste science fiction-soundtracks fra nyere tid, som er lige til at dykke ned i.

1

'Arrival' (2016)

Amy Adams spiller hovedrollen i 'Arrival', der i følge Jacob Ege Hinchely har et imponerende lydunivers. (Foto: Jan Thijs © Jan Thijs)

Rumvæsnerne kommer, men ikke for at angribe os. I filmen 'Arrival' lander rumvæsnerne i nogle kæmpe babelstårn-lignende rumskibe, og nu skal menneskerne finde ud af, hvordan de kommunikerer med gæsterne.

Soundtracket er skabt af den nu afdøde islandske komponist Jóhann Jóhannsson, der ikke bare skrev musik, men komplette lyduniverser, han så fyldte med musik.

- Der er nogle helt vilde øjeblikke i filmen, der også bliver understreget af lydbilledet, der på en måde taler til seeren. Der er en slags hvisken og forskellige kryptiske ord, der bliver mumlet på soundtracket, som understøtter de kommunikative udfordringer i filmen, fortæller Jacob Ege Hinchely og fortsætter:

- Det er et enormt stemningsfyldt score. Musikken har næsten lige så stor betydning som historien i den her film. Og filmen i sig selv er et lille mesterværk.

'Arrival' er baseret på Ted Chiangs novelle 'Story Of Your Life'.

Lyt til lidt af soundtracket her:

0:00
2

'Blade Runner 2049' (2017)

Ridley Scott, som instruerede 'Blade Runner' fra 1984, havde også en finger med i spillet i efterfølgeren 'Blade Runner 2049' fra 2017. Her fungerede han som producer, mens Denis Villeneuve tog instruktørtjansen. (Foto: Stephen Vaughan © Stephen Vaughan)

Efterfølgeren til en af de største cyperpunk-klassikere overhovedet, Ridley Scotts dystopiske mesterværk 'Blade Runner' fra 1982, er samtidig en musikalsk hyldest til originalen med soundtrack af den græske musiker og komponist Vangelis.

Planen var egentlig, at instruktør Denis Villeneuve ville gentage samarbejdet fra 'Arrival' med Jóhann Jóhannsson, men den islandske komponist endte med at skabe et for egenrådigt lydunivers, og de to blev enige om, at det ikke var det rigtige til 'Blade Runner's univers.

Derfor blev Hans Zimmer og Benjamin Wallfisch i stedet kaldt ind til at løse opgaven, og de tog udgangspunkt i Vangelis' oprindelige lydbillede og genbrugte de samme synthesizere til at skabe en ny og opdateret version.

- Soundtracket har genskabt den samme rumsterende og episke stemning, man oplevede i originalen. Det er virkelig smukt, og så er det fedt, at Hans Zimmer for en gangs skyld er gået væk fra det symfoniske, fortæller Jacob Ege Hinchely, der i den grad er hjemmevant i musikken.

- Jeg tror, det er det score, jeg har hørt allermest fra det sidste årti. Det udvisker grænsen mellem at være et soundtrack og så bare ambience. Det fungerer som et lydtapet lige så godt, som det fungerer som musik. Og hver gang tager det mig fuldstændig tilbage til filmens stemning.

Lyt til lidt af soundtracket her:

0:00
3

'Interstellar' (2014)

'Interstellar' med Matthew McConaughey og Anne Hathaway i hovedrollerne har foruden filmens unikke lydunivers også fået stor anerkendelse for de visuelle effekter. (© Warner Bros. Pictures)

En af de helt store science fiction-blockbustere fra 2010'erne havde også et fuldstændig episk soundtrack. Og allerede i dag er det tydeligt at se, hvordan soundtracket har inspireret andre filmkomponister.

- Den kan vi ikke komme udenom, siger Jacob Ege Hinchely og forstætter:

- Jeg tror, at dem, der så 'Interstellar' og ikke kunne lide filmen og Christopher Nolans univers, havde Hans Zimmer som den helt store hovedperson. Musikken til 'Interstellar' er en moderne klassiker inden for cinematisk, klassisk musik og mørk ambience.

Hans Zimmer har i den grad været bannerfører inden for nyere tids filmmusik. Og med dette værk forstår man virkelig hvorfor.

Det er storladent og svulstigt, men rammer samtidig den melankolske og direkte tragiske stemning i filmens univers. En perfekt kombination af eventyret - og prisen for det.

- Det er et score, jeg kan mærke allerede nu er blevet efterlignet til uendelighed. Det er så ikonisk, og det formår at ramme mig fuldstændigt lige i hjertet, slutter Jacob Ege Hinchely.

Lyt til lidt af soundtracket her:

0:00
Facebook
Twitter