Stjal guitar og blev kædet sammen med sataniske kirkeafbrændinger: 3 ting, du ikke vidste om Volbeat

Frontmanden for hitrockbandet Volbeat fortæller hele bandets historie i ny podcast.

Volbeats frontmand, Michael Poulsen, har ikke været så lidt igennem, siden han tog hul på en musikkarriere i starten af 1990'erne. (Foto: Ross Halfin / Grafik: Oliver Seppo)

Du ved, at de kan skrive megahits.

Om du kunne lide det eller ej, så var det fuldstændig umuligt at undgå landeplagerne 'The Garden’s Tale' i 2007 og 'For evigt' i 2016. Og de satte sig fast i din hjerne i en sådan grad, at du stadig kan synge med på omkvædene uden problemer.

Og så er det vistnok også noget med, at det går rimelig godt for dem i udlandet.

Man hvad ved du egentlig ellers om de danske rockkonger i Volbeat?

Herhjemme deler de vandene. De har massevis af trofaste fans. Det har de bevist ved at fylde landets største spillesteder til randen med publikum. Senest i et udsolgt Boxen i Herning og Royal Arena i København i slutningen af 2019.

Volbeat indtog for nylig førstepladsen på Billboards 'mainstream rock songs'-hitliste for ottende gang med sangen 'Die to Live'. En rekord, som bandet snuppede fra U2, der har ligget nummer et på listen syv gange. Lyt til 'Die to Live', mens du læser videre:

0:00

Anmelderne, derimod, er ikke entydigt begejstrede. Og faktisk har en række danske medier i flere sammenhænge boykottet bandet, fordi to specifikke medier blev nægtet adgang til to koncerter og desuden heller ikke måtte få tilsendt et eksemplar af bandets seneste album til anmeldelse, fordi de tidligere havde givet bandet lunkne anmeldelser.

Men succesen i både ind- og udland er bestemt ikke kommet af sig selv. Og vejen til de store scener og toppen af hitlisterne har været lang.

Og så har den, som det hører sig til for et efterhånden legendarisk rockband, budt på ikke så få spøjse hændelser, vilde begivenheder og what the fuck-øjeblikke for forsanger og guitarist Michael Poulsen og hans hårdtslående kompagnoner; Alt fra sataniske budskaber, afbrændte kirker og et alkoholmisbrug til priser, anerkendelse og sågar et par rekorder i billetsalg og hitlisteplaceringer.

Nu åbner bandet op om historien bag Volbeat i P3-podcasten 'Hvem er Volbeat?'.

Her er tre af de største what-the-fuck-øjeblikke i frontmand Michael Poulsens og Volbeats historie, som du måske ikke kendte til.

1

Blev kædet sammen med sataniske kirkeafbrændinger

Det virkede som en god idé at stå frem som satanist for at skabe opmærksomhed omkring sit band, syntes en ung Michael Poulsen. Men det satte en række kirkeafbrændinger en stopper for. (Foto: Jan Grarup © Ritzau Scanpix)

Du husker det måske ikke, men du har muligvis hørt om dem. Kirkeafbrændingerne i Norge.

I årene 1992-1995 blev der sat ild til 28 kirker. Og det viste sig at være black metal-musikere, der stod bag i hvert fald nogle af dem. De brød sig nemlig ikke synderligt om Gud og kristendommen.

"Trenden" kom også til Danmark. Og det var mildest talt dårlig timing for Michael Poulsen, som ellers havde fundet sig en glimrende måde at markedsføre sit nye dødsmetalband, Dominus, på.

Michael Poulsen havde nemlig set det danske metal-ikon King Diamond gå på tv og sige, at han var satanist. Og det fik i dén grad Danmark til at gå amok.

- Det var jo genial markedsføring. Jeg kan huske, jeg udtalte til en avis, at hvis jeg nogensinde fik et lyst livssyn, så måtte man godt skyde hovedet af mig. Og jeg tænkte bare: "Det sælger", siger Michael Poulsen, som dengang drømte om at få gang i bandets indtjening.

Og han fik ret. Det var effektivt, og det vakte stor opmærksomhed. Og Michael optrådte efterfølgende som satanist i aviser og tv-shows og debatterede endda med en præst på tv.

Men i Norge, hvis metalscene var i rivende udvikling, var der altså metalmusikere, som ikke mente det dér med Satan for sjov. Og det fik kirkerne at føle.

Inden længe begyndte de danske medier at kæde den påståede satanist Michael Poulsen og Dominus sammen med kirkeafbrændingerne, og ikke mindst mord og en nazistisk ideologi. Én stor misforståelse.

Det fik Michael Poulsen og bandet til at genoverveje det sataniske image. Tiden var løbet fra hans strategi.

- Man skulle begynde at passe på, hvad man sagde. Vi begyndte at ændre vores tekstunivers. Det kunne godt stadig have noget uhygge over sig, men i Dominus' senere karriere havde musikken på ingen måde noget satanisk budskab, lyder det fra Poulsen.

Dermed genopfandt det danske metalband sig selv - og kom ét skridt tættere på at blive til Volbeat.

2

Stjal sin første guitar fra fritidsklub

Et metalband uden guitar er ikke et metalband. Så Michael Poulsen måtte være kreativ, da han som 16-årig forsøgte at starte et band uden at have råd til udstyr. (Foto: Dafydd Owen © Avalon.red. / Ritzau Scanpix)

Dominus var ikke Poulsens første band. Som ung, heavy metal-elskende folkeskoleelev dannede Poulsen nemlig sit allerførste band, Satan's Servants.

Men der var bare ét problem. Og det var ret afgørende.

Forestil dig, at du ved, du skal være en kæmpe rockstjerne. Du har håret, attituden og en viljestyrke udover det sædvanlige. Du er 16 år og har livet foran dig. Med andre ord har du det hele – undtagen pengene til at indkøbe de nødvendige instrumenter, der skal til for at spille heavy metal.

Fuck. Hvad gør du?

Hvis du hedder Michael Poulsen i starten af 1990'erne, så tager du med din kæreste hen til det fritidshjem, hun arbejder på. Der er nemlig et musikrum fyldt med instrumenter. Og mens du hjælper hende med at gøre rent, udser du dig et vindue, som du sørger for at lade stå åbent, når I går derfra.

Og således kan du snige dig tilbage om natten sammen med din bandkammerat og rippe musikrummet. På cykel. Nemt!

- Hun sagde: "Du skal prøve at tage med en dag, der er det her musikrum med alle de her fede guitarer, vil du ikke se dem?". Så sagde jeg: "Jo, det kan du bande på, jeg gerne vil," griner Michael Poulsen og fortsætter:

- Man kunne lige have forstærkeren på styret og guitaren på nakken, og så kørte vi hjem og gemte det i garagen til dagen efter, og så ind på værelset med det efter skoletid.

Satan's Servants kunne endelig komme i gang med at spille. Men efterhånden begyndte den dårlige samvittighed at melde sig. Michael Poulsens kæreste havde fået skylden for ikke at lukke vinduet, efter hun havde gjort rent.

Og hans forældre begyndte at spørge til udstyret, som han "havde lånt af skolen". Skulle det ikke afleveres tilbage på et tidspunkt?

Jo, det skulle det da. Og en nat måtte Michael Poulsen endnu engang kravle ind ad vinduet i fritidsklubben med det "lånte" udstyr og aflevere det tilbage.

3

Blev reddet fra forfald af Mikkel Kessler

Tourlivet, et stort, personligt tab og for meget alkohol begyndte at sætte sine spor både fysisk og psykisk hos Michael Poulsen, netop som Volbeat var ved at få hul igennem til USA. (Foto: Miriam Dalsgaard © Ritzau Scanpix)

Klip til at Volbeat netop har udsendt deres gennembrudshit. Jo jo, de var allerede kendte i rock- og metalmiljøet. Men de fleste danskere fik nok først rigtigt øjnene op for bandet i 2007.

Alle kunne synge med på 'The Garden's Tale', som Magtens Korridorer-frontmanden Johan Olsen medvirkede på, efter dens udgivelse i starten af året.

Trænger du til at få genopfrisket megahittet fra 2007? Lyt til det her:

0:00

Det affødte hurtigt en mulighed for at opvarme for selveste Metallica ved deres koncert i Danmark samme år - og efterfølgende en opvarmningstjans på deres USA-turné. Og pludselig havde Volbeat kurs mod stjernerne - også internationalt.

Men alt var ikke fryd og gammen. I mellemtiden var bandets største fan, ifølge Michael Poulsen selv, nemlig hans egen far, gået bort. Og det tærede på ham.

- Det gik jeg lidt ned på. Jeg prøvede at drukne alle de her ting i en masse alkohol, og det tog overhånd. I et kort øjeblik spurgte jeg mig selv, om jeg gad mere. Jeg kunne ikke koncentrere mig, fordi jeg var inde i det her alkoholmisbrug, fortæller Michael Poulsen om sin reaktion på tabet.

Poulsens og Volbeats redning skulle vise sig at komme fra totalt uventet hånd. Ingen ringere end den tidligere boksestjerne, Mikkel Kessler, som er en af Poulsens gode venner, opdagede nemlig frontmandens overdrevne forbrug af alkohol, som havde sat sine fysiske spor på hans krop.

Og chokket fik Kessler til straks at invitere Poulsen hen i sit træningscenter.

- På det her tidspunkt havde jeg lyst til, der skulle ske noget andet, for alt gjorde ondt i kroppen, når jeg vågnede op, fortæller Michael Poulsen, som i podcasten beretter om, hvordan der blev åbnet flaske på flaske efter koncerter, og hvordan han drak videre, når han kom hjem.

Han ville hverken tabe ansigt over for Kessler eller sin far, som havde troet så meget på sønnen. Så han lagde alkoholen på hylden og lod Kessler lægge sin kost om. På ingen tid smed han 23 kg.

- Jeg begyndte at få det rigtig, rigtig godt, både fysisk og psykisk. Jeg kunne lige pludselig spille en hel tour uden halsproblemer, siger Poulsen, som overvejede, om han skulle tage en pause fra det hektiske musikerliv på landevejene for at komme ordentligt på benene.

Men naturligvis ikke.

- Musikken var min drivkraft og min medicin til at komme videre.

Du kan høre hele historien om rockbandet i P3-podcasten 'Hvem er Volbeat?' her:

Facebook
Twitter