Stod bag ikoniske festnumre: Grundlæggeren af Kool & the Gang er død

Ronald "Khalis" Bell stod bag flere hits som "Celebration" og "Jungle Boogie". Han døde onsdag morgen.

Medlemmer af bandet Kool & the Gang. (Arkivfoto) (Foto: Youssef Boudlal © REUTERS/Scanpix + Wikimedia (Creative Commons))

Ronald "Khalis" Bell, en af grundlæggerne og sangerne i bandet Kool & the Gang, er død. Han blev 68 år.

Han døde i sit hjem på De Amerikanske Jomfruøer med sin kone ved sin side onsdag morgen lokal tid, oplyser talsmand Sujata Murthy til nyhedsbureauet AP.

Dødsårsagen kendes ikke, og Bell efterlader sig ti børn.

Sammen med sin bror Robert "Kool" Bell dannede han i 1964 det succesrige band, som fortsat er aktivt i dag.

Gruppen havde sit udgangspunkt i jazzen, men fik siden stjernestatus med iørefaldende funk- og R&B-sange.

Kool And The Gang i KB Hallen i 2005. (Foto: MOGENS FLINDT © Scanpix)

Kool & the Gang står bag sange som 'Celebration', 'Jungle Boogie' og 'Summer Madness'.

Sidstnævnte blev brugt i flere film, herunder 'Rocky' og 'Baby Boy'. Sangen blev også brugt i en reklame for sportsgiganten Nike med basketball-spilleren LeBron James.

I 1978 modtog bandet en Grammy for dets soundtrack til filmen 'Saturday Night Fever'.

Kool & the Gang har spillet flere koncerter i Danmark. Blandt andet i 2014 gav bandet koncert i Falkoner Salen på Frederiksberg, mens bandet også har spillet til Midtfyns Festivalen i begyndelsen af 00'erne.

Begravelsen af Ronald "Khalis" Bell vil være privat, melder talsmand Sujata Murthy.

Kool & the Gang står også bag hittet 'Get Down On It', som du kan høre her:

0:00

/ritzau/

Facebook
Twitter