Storhittende Eurovision-vindere i kysseprotest mod Polens syn på LGBT: 'Kærlighed er aldrig forkert!'

Bandet Måneskin viste deres utilfredshed med Polens syn på LGBT+-rettigheder under en tv-optræden.

Måneskin ligger højt på listen over de mest afspillede sange på Spotify i Danmark med deres 'I Wanna Be Your Slave'. Sangen er afspillet over 109 millioner gange på musiktjenesten i alt. Her ses bandet i Rotterdam med deres Eurovision-trofæ. (Foto: PIROSCHKA VAN DE WOUW © Ritzau Scanpix)

Det er ikke første gang, at Damiano David og Thomas Raggi fra det italienske succesband Måneskin, der i maj vandt årets Eurovision Song Contest, slutter en sang af med et kys.

Men under deres optræden på Polsat SuperHit Festival i den polske by Sopot i weekenden havde de to bandmedlemmer et højere formål med at dele mundvand.

Efter at have leveret deres globale hit, 'I Wanna Be Your Slave', delte de to mandlige bandmedlemmer nemlig et kys, før forsangeren Damiano David fra scenen proklamerede:

- Vi mener, at alle skal være fuldstændig fri til at være, hvem fuck de har lyst til. Tak, Polen! Kærlighed er aldrig forkert!

Det budskab gik rent ind hos flere af seerne, heriblandt hos denne fan af bandet:

At kysset og den tilhørende opsang lige netop faldt i forbindelse med en optræden på en polsk festival, der i øvrigt blev vist på tv, er ikke tilfældigt.

Mennesker med en anden seksualitet end heteroseksualitet har længe været pressede på deres rettigheder i Polen, hvor præsident Andrzej Duda sidste år stemplede LGBT+ som en ideologi, der er til fare for polske værdier.

Lyt til 'I Wanna Be Your Slave', mens du læser videre:

0:00

'Kysset kan puste yderligere til konflikt'

Præsidentens udmelding, der kom i forbindelse med et valg, har været med til at opdele Polen i to lejre.

På den ene side står dem, der bakker op om LGBT+-borgeres rettigheder, og overfor står dem, der ser alt andet end heteroseksualitet som en trussel mod det polske samfund og de konservative, katolske værdier.

Det fortæller historiker Vibe Termansen, der er senioranalytiker hos oplysningsforbundet DEO (Demokrati i Europa Oplysningsforbundet). Hun har fulgt den værdipolitiske udvikling i Polen tæt og ser Måneskins kys på polsk tv som en klar manifestation.

- Kysset kan puste yderligere til den konflikt, der er lige nu. For der vil være en masse, der siger: "Yes, de støtter os!" Andre vil derimod sige: "Sådan et band skal ikke komme til vores land og sige, hvad vi skal – hvad bilder de sig ind? Og hvis to mænd kan kysse sådan, hvad gør de så ikke ved børn?!"

En holdning, der promoveres stærkt fra konservative kredse i Polen, er nemlig, at transpersoner og homo- og biseksuelle er pædofile, fortæller Vibe Termansen.

Derudover har en række polske kommuner erklæret sig som såkaldte LGBT+-ideologi-fri zoner. Det betyder, at det ikke er forbudt for homoseksuelle at færdes bestemte steder, men dog stadig et "stærkt signal" fra byens myndighed om, at det, de kalder LGBT+-ideologi, er uønsket, forklarer Vibe Termansen.

Vibe Termansen tog tidligere denne måned til Pride-parade i Warszawa, hvor titusinder af mennesker var mødt op. Mens der sidste år var en anspændt stemning på grund af præsidentvalget, forløb alt i år uden optræk til ballade og moddemonstrationer, fortæller hun. (Foto: Wojtek Radwanski © Scanpix)

Men selvom der ikke er lovgivet om noget, er det stadig svært at være homoseksuel i Polen, der af ngo'en ILGA (International Lesbian, Gay, Bisexual, Trans and Intersex Association) for andet år i træk er blevet udpeget som det værste land i EU at være LGBT+-person i, siger Vibe Termansen:

- Selv ærkebiskoppen i Krakow har kaldt LGBT+ for en pest, altså en sygdom. Så selvom det ikke er lovgivning, betyder de ord selvfølgelig noget. Det betyder jo også, at der vil være nogle i Polen, der tænker, at det da er okay at tæske LGBT-personer, når de opfattes som en trussel.

Polen lægger sig dermed op ad Ungarn, hvor der for nylig blev vedtaget en lov, der sammenkæder LGBT+ med pædofili og forbyder skoler, film og tv at "promovere LGBT+ til børn under 18 år", som det formuleres.

Gider ikke synge om dumme og ligegyldige ting

Står det til italienske Måneskin, som i øjeblikket har to sange på den danske hitliste og desuden hitter på Spotifys globale, virale hitliste, er det vigtigt at bruge deres succes til at sætte fokus på uretfærdighed.

Da bandet – inden deres optræden i Polen – besøgte Danmark på en pressetur, understregede deres bassist Victoria De Angelis da også netop dette overfor dr.dk.

- Hvis du er kendt, og folk lytter til dig, kan du faktisk gøre en forskel. Derfor vil vi gerne bruge vores "magt" til at tale om alvorlige og vigtige emner i stedet for at synge om dumme og ligegyldige ting, fortalte Victoria De Angelis, der i øvrigt har danske rødder.

Damiano David og Thomas Raggi har før kysset på scenen. Her ses de under årets Eurovision, hvor de løb med sejren takket være sangen 'Zitti e buoni', der betyder "hold kæft og vær stille". (Foto: Dean Mouhtaropoulos © 2021 Getty Images)

Bandet skriver derfor gerne sange om de ting, de ikke synes er i orden, tilføjede hun.

- Ser du uretfærdighed omkring dig, synes vi, man bør sige fra, og det forsøger vi at gøre med vores musik.

I denne måned, hvor der afholdes Pride flere steder i verden, kan man i øvrigt se bandet på forsiden af den italienske version af magasinet Vanity Fair.

Og tidligere i år udtalte rockkvartetten sig også om deres egne seksualiteter, der tæller alt lige fra biseksuel og "nysgerrig" hetero til "flydende seksualitet".

Måneskin er ikke alene med deres tydelige markering af den aktuelle Pride-måned.

For nylig skabte det røre, da UEFA ikke gav fodboldstadionet Allianz Arena i den tyske by München lov til at lyse op i regnbuens farver under EM-landskampen mellem Tyskland og Ungarn.

Tanken var, at det skulle være en protest mod den nye lov i Ungarn, der forbyder undervisningsmateriale om homoseksualitet og kønsskifte.

Og så sent som i weekenden optrådte musikeren Lil Nas X til prisshowet BET Awards i USA, hvor han kyssede en mandlig danser på scenen, hvilket rapperen efterfølgende blev hyldet for på Twitter.

Facebook
Twitter