Succesband skred fra det hele: Satte ild til 10 millioner kroner og gik i opløsning

En nat for 25 år siden brændte 90'er-musikduoen The KLF én million pund i et forladt bådehus på en skotsk ø.

Da det lille privatfly lægger an til landing, aner piloten endnu ikke, hvad hans fire passagerer har af planer.

I snart to timer har det lille firepersoners fly bumlet mod nordvest og den skotske øgruppe Hebriderne. I den trange kabine bag piloten er stemningen anspændt.

Få bare to år siden var to af mændene bagerst i flyet øverst på hitlisterne. De solgte læssevis af plader, og deres musikvideoer kørte i rotation på MTV.

Nu sidder de i bagerst i Piper Seneca-flyet med en hemmelig bagage. To sorte kufferter. Fyldt med penge. Og en plan om at sætte ild til det hele: én million pund - cirka ti millioner danske kroner.

Passagerne er de to forhenværende medlemmer af elektroduoen The KLF, Bill Drummond og Jimmy Cauty, samt deres roadie Alan Goodrick, også kaldet 'Gimpo', og freelancejournalisten Jim Reid.

Sidstnævnte skulle senere beskrive det næste døgns begivenheder som 'årets mærkeligste historie'.

- Mærkelig, fordi alle, der vil få fat i dette magasin, vil have problemer med at tro et eneste ord. Og mærkelig, fordi hvert eneste punktum og komma, der følger, er sandt, skrev han.

Et brilliant flop

I denne uge er det 25 år siden, at mændene bag musikduoen The KLF satte punktum for deres musikkarriere med en happening, der stadig rejser spørgsmål. For var det kunst eller et pr-stunt? Var det sandt eller et stort fupnummer? Og hvorfor lade én million pund gå op i røg?

Historien om The KLF kan begynde flere steder. For nemheds skyld begynder vi den i et musikstudie i London, hvor Bill Drummond og Jimmy Cauty mødtes.

Bill var en tidligere musiker og producer, nu pladeselskabsmand, der drømte om den store succes. Jimmy var guitarist og bagmand i det band, der skulle indfri forventningerne. Bag mixerpulten sad ingen ringere end 80'ernes poptroldmand Peter Waterman.

Bandet hed Brilliant. Dem har du sikkert ikke hørt om. Det er, fordi pladen blev et flop.

- Vi brugte 300.000 pund (cirka tre millioner kroner) på at lave en plade, der var komplet uduelig. En kunstnerisk falliterklæring, der var økonomisk tonedøv, har Drummond siden forklaret.

Især Bill Drummond var skuffet. Siden han som 17-årig var med til at starte punkbandet Big in Japan, havde han brændt for musikken. Han havde haft sit eget pladeselskab og udgivet debutsinglerne for bands, der senere skulle blive store, men succesen havde indtil videre undveget ham.

I frustration sagde han sit job op, udgav en singer-songwriter-plade i eget navn og gjorde ellers klar til at forlade musikbranchen.

Men nytårsdag 1987 fik han en ny idé: Han ville lave en hiphop-plade.

Men han havde brug for hjælp. En, der forstod at føre vilde projekter ud i livet. En, der delte hans smag. Og én, der lige havde købt en sampler.

Drummond ringede til Jim Cauty, der straks var med på idéen. De kaldte sig King Boy D og Rocket Man og deres band The Justified Ancients of Mu Mu.

De to hvide mænd i 30'erne gik i gang med at lave hiphop.

Popmanualen: Sådan får du et hit

- Det var meget skrabet. Alt, vi havde, var sådan en billig sampler, og vi gik bare ind og bankede det sammen. Det var virkelig ikke sofistikeret, forklarede Cauty.

De udgav deres første plade, hvor de voldsamplede ABBA's 'Dancing Queen'. Men da de trods en tur til i Stockholm ikke fik de svenske sangskrivere Benny Andersson og Björn Ulvaeus' copyright-accept, endte de med at smide pladerne overbord fra Englandsfærgen.

Men de gav ikke op.

Tilbage i studiet fik Cauty den idé at kombinere temaet fra tv-serien Dr. Who med rytmen fra et Gary Glitter-nummer.

- Vi rullede rundt på studiegulvet, flade af grin og smed tilfældige ting på tracket, erindrer Drummond.

Og så havde de pludselig et hit. Nummeret 'Doctorin' The Tardis' solgte over én million plader.

Lyt til nummeret her, men du læser videre:

- Vi var skrækslagne, indrømmer Bill Drummond.

Men de virkede ikke skræmte. Tværtimod var deres tilgang til det hele så uhøjtidelig, at medierne havde svært ved at hitte rede i duoen, der nu kaldte sig The Timelords og påstod, at sangen var skrevet af Cautys politibil.

- Medierne tror, at vi driver gæk med dem, men det er vitterligt ikke sådan, vi planlægger det, forsikrede Jim Cauty i et interview.

Bedre blev det dog ikke, da de udgav bogen 'The Manual - How to have number one the easy way', hvor de fortalte, hvordan man nemmest får et pophit. Tip: Det er en fordel at være arbejdsløs og ikke kunne spille på et instrument.

En opskrift, som The KLF de næste år selv brugte til at blive et af Storbritanniens bedst sælgende bands.

Tilbage til Jura

Det er mandag den 22. august 1994, da de to nu tidligere popstjerner og deres to ledsagere lander i lufthavnen i Islay.

Samme morgen har de været forbi et sikkerhedsfirma i udkanten af London, hvor de har fået udleveret pengene. Én million pund. Nydeligt bundet i nye 50-pundssedler.

Hele vejen ud til flyvepladsen har de frygtet, at nogen skulle skygge dem. Men ingen har opdaget noget. Ikke engang piloten på det lille chartrede fly aner uråd.

Efter landingen flytter selskabet deres værdifulde bagage over til en bil og sætter kurs tværs over øen.

Her tager de fire mænd færgen videre til den endnu mindre naboø, Jura, der bebos af 180 mennesker og cirka ti gange så mange får.

Planen er forsat klar: at sætte ild til hele indtjeningen fra pop-succesen.

Det var ikke en beslutning, de havde truffet uden overvejelse, fortæller Bill Drummond.

- Før vi gjorde det, vidste vi, at der måske 50 år senere vil komme en dag, hvor et af mine eller et af Jimmys børn har brug for en operation - og der er kun én læge i Californien, der kan gøre det, og det vil koste hundredtusindvis af dollar. Det må vi leve med.

Cauty nåede også at komme i tvivl. Var det nu det rette at gøre? Det blev hans kone, der overtalte ham til at følge sin første indskydelse:

- Hun sagde: 'Du bliver nødt til at gøre det. Ellers forlader jeg dig'.

De kører over den vindblæste ø, der mest er kendt for sin whisky. For Jimmy og Bill er det et gensyn med Jura.

Munkekutter og vikingeskibe

I 1991 var The KLF det band, der solgte fleste singler i Storbritannien. Samme år havde de inviteret 50 musikjournalister til Jura.

Da gæsterne ankom, blev de modtaget af Drummond og Cauty i uniform og beordret til at fremvise pas og iklæde sig kutter. The KLF spillede derefter trancemusik fra store højtalere, og i en okkult ceremoni satte bandet ild til en kæmpe træmand.

The Rites of Mu, som de kaldte affæren, kostede The KLF-duoen en formue, men pengene strømmede ind. The KLF regerede i begyndelsen af 90'erne den engelske dansemusikscene med hits som 'What Time is Love?', 'Last Train to Transcentral' og '3.a.m. Eternal'.

- De lavede nogle singler, der bare lyder absurd godt, fortæller DR's musikekspert, radiovært Henrik Milling.

- Den dag i dag må man bare sige, at det er enormt godt lavet, siger han.

Trommerytmerne rykkede i samme genre som andre af tidens dance-navne, eksempelvis Snap!, men The KLF's produktioner var lækkert lavet med gode rappere og enorme vokalproduktioner.

- Og sikke nogle videoer! Alle spærrede øjnene op, fortæller Milling.

- Hvor alle andre på MTV var søde, velfriserede pop-kunstnere, der stod og vrikkede lidt, var The KLF et mediestatement, der sprængte alle rammer.

De selvfinansierede videoer var et sammensurium af munkekutter, vikingeskibe, danserinder, zulu-krigere og mærkelige våben.

- Det ramte lige ned i enhver 14-årig dreng. Det var råt, intens og gotisk, men det var stadig en popplade. Du kunne stadig danse til det, forklarer Henrik Milling.

På nummeret 'Justified and Ancient' overtalte de countrysangerinden Tammy Wynette til at synge teksten om the Justified Ancients of Mu Mu, som 'kørte i en is-bil'. Hun var skeptisk, men sangen endte med at blive hendes største hit.

Lyt til nummeret 'Justified and Ancient' her:

- The KLF kom fra et modkultur-udgangspunkt, men i stedet for at gå imod, så gik de med strømmen. De brugte alle popmusikkens mest drabelige våben til at skabe opmærksomhed, og det lykkedes skræmmende godt, fortæller Henrik Milling.

Men hos Drummond og Cauty voksede frustrationerne. De havde hacket popmaskinen, men det var stadig bare en maskine. I virkeligheden havde ingen af dem det særligt godt med den opmærksomhed, der følger med at være i et succes-band.

- Efter hvert show, når vi kom ned i omklædningsrummet, krøllede jeg helt sammen, og spurgte mig selv: 'Hvad pokker har vi gang i?', har Drummond forklaret.

'KLF har forladt branchen'

I 1992 kulminerede det hele. The KLF hittede verden over med pladen 'The White Room', og de blev inviteret til at optræde ved årets Brit Award.

Men Drummond og Cauty havde ingen planer om at bade sig i succesen.

Da tv-lyset blev tændt, gik de på scenen sammen med grindcore-bandet Extreme Noise Terror. Med Bill Drummond i front, iført krykker, læderfrakke og cigar, fik de godt ni millioner tv-seere en nærmest ugenkendelig version af KLF-hittet '3.a.m. Eternal'.

Mod nummerets afslutning affyrede Drummond en maskinpistol med løse skud mod publikum. Da bandet gik af scenen, lød det fra speakeren: 'The KLF has left the music business'.

Senere samme aften efterlod bandet et dødt får foran Hotel Ritz, hvor efterfesten skulle foregå. 'Jeg døde for jeres skyld, velbekomme', havde The KLF spraypaintet på fåret, der var købt hos en slagter.

Hvis bandet havde forventet chok og opstandelse over deres stunt, blev de slemt skuffede. Produceren af showet havde 'nydt' deres optræden, og The KLF vandt prisen for 'Årets bedste band' sammen med Simply Red.

Lyt til nummeret 'The White Room' fra albummet af samme navn her:

Drummond og Cauty gjorde alvor af truslerne og opløste The KLF. En beslutning, der var nem at træffe, da de selv stod for det hele. De slettede deres bagkatalog og afskar sig fra i fremtiden at tjene penge på bandet.

- Det handlede om at kontrollere pengene, inden de kontrollerer dig, har Bill Drummond forklaret.

- Hvad enten de fortæller dig, at du skal investere dem eller give dem væk, så risikerer du, at pengene styrer dig.

Men hvad skulle de gøre med de penge, der allerede stod på kontoen?

'Opgiv al kunst'

Cauty og Drummond oprettede en kunstfond, K Foundation, og satte sig for at gøre ved kunstverdenen, hvad de havde gjort ved popmusikken.

De gav en pris, godt 400.000 kroner sømmet til en palle, til 'Årets værste kunstner'.

De indrykkede dyre helsidesannoncer med budskabet 'Opgiv al kunst nu' og 'Afvent yderligere instrukser'.

Men der var stadig penge, én million pund, på kontoen.

De tilbød gallerier at udstille pengene, men alle afslog. Enten på grund af sikkerhedsrisikoen, eller fordi de mente, at der ikke var tale om kunst.

Drummond og Cauty overvejede at give pengene til unge, lidende kunstnere. Men, slog det dem, var det netop ikke meningen, at unge kunstnere skal lide?

Det var Jimmy, der kom på idéen. Hvorfor brænder vi dem ikke bare?

Pundsedler i pejsen

Om aftenen den 22. august 1994 tjekker de fire sammensvorne ind på det lokale hotel. De spiser aftensmad og går en tur. Ved ti-tiden tørner de ind. Det er planen at brænde pengene næste dag.

Journalisten Jim Reid sætter sig til at gennemgå sine noter, da det kort efter banker på døren. Det er Bill og Jimmy med en kuffert. 'Kom, vi gør det nu'.

Det er en regnfuld og blæsende nat. Foran bådhuset lader de billygterne være tændt, mens de bærer kufferterne med penge og udstyr ind. Bådhuset på Arfin-ejendommen har været tomt længe. Gulvet er blot stampet ler, og i midten af rummet står den ramponerede pejs. Gimpo tænder et par nødraketter som lys og gør sit videokamera klar.

Filmen, som han optager den aften, er grynet, men det er tydeligt at se, hvad der foregår.

Jim og Bill smider metodisk pengene ind i pejsen. Enkelte gange zoomes der ind på pundsedlerne med billedet af den engelske dronning, der forsvinder i flammerne. Enkelte sedler bliver grebet af varmen og hvirvlet med røgen op i skorstenen og ud i natten.

Fra tid til anden bruger Drummond et bræt til at skubbe bundterne med sedler tættere på gløderne. Jim Reid optager lyden af de knitrede pengesedler på sin båndoptager.

- Tror I nogensinde, at I vil kigge tilbage og tænke, at det var en dårlig idé?, spørger han.

- Ha, vi kigger os aldrig tilbage, lyder svaret.

Afbrændingen af pengene tager en times tid. Da det er slut, samler Gimpo asken i kuffert, og næste morgen rejser de hjem.

Plaget af tvivl

Der gik noget tid, før nyheden nåede ud.

De lokale øboere fandt i de næste dage halvbrændte pengesedler i strandkanten. I alt blev der indleveret 1.500 pund til det lokale politi, der indledte en efterforskning.

Et par dage efter ringede politikonstabel McEwan til Bill Drummond:

- Er det noget, du kender til?

En måned senere trykkede avisen the Observer Jim Reids historie.

- Hvordan ville du reagere på at se en million pund blive brændt op?, skrev han.

- Med vrede? Med forfærdelse? Jeg kan fortælle, at du først betragter det med en følelse af skyld, og så, måske efter ti minutter, med kedsomhed. Og når ilden er gået ud, fryser du bare.

Hvis Jim Reid havde forventet, at verden ville gå amok over nyheden, blev han skuffet.

Daily Express fulgte op med en artikel om stjernerne, der havde brændt deres penge i 'midnats-vanvid', men ellers ebbede interessen hurtigt ud.

Jim Reid undrede sig. Var det i virkeligheden, hvad Drummond og Cauty havde ønsket ved at brænde pengene langt fra alle tv-kameraer? Havde de med vilje lavet en happening, der var som skabt til ikke at blive troet på?

Et par måneder efter aftenen på Jura var de fire mænd fra bådhuset naget af tvivl.

- Jeg vil ikke lade, som om alt er fint, og at det er det perfekte kunststatement, vi har lavet, fortalte Jimmy Cauty til et tv-hold fra BBC.

- Muligheden foreligger, at det hele bare er et stort spild af tid.

- Du vågner og tænker: 'Nå ja, jeg brændte lige en million pund'. Du bliver nødt til at forholde dig til de sorte tanker, når de kommer, sagde han.

Også Bill Drummond luftede tvivlen.

- Jeg har aldrig følt, at det var forkert af os at gøre det. Men jeg kommer måske til at fortryde det. Jeg ved det ikke.

Gimpos mor troede slet ikke på det, da hun læste om det i avisen.

- Er du venner med folk, der gør sådan noget?, spurgte hun.

De fire sad tilbage med en kuffert fuld af aske og det store spørgsmål: Er det kunst at brænde en million pund, hvis folk er ligeglade?

'Der er folk, der sulter'

'Hvorfor brændte K Foundation en million pund?', stod der på plakaten uden for forsamlingshuset på Jura. Et år efter afbrændingen var Cauty og Drummond nemlig tilbage. På en lille turné rundt i landet ville de vise Gimpos film fra afbrændingen og diskutere med de lokale.

Men fokus blev hurtigt rettet mod pengeafbrænderne selv.

- Hvordan har I det med det i dag?, blev de spurgt i Manchester.

- Jeg har det fint med det. Jeg skulle have noget tid til at fordøje det, men nu synes jeg, at det er det bedste, vi nogensinde har lavet, sagde Cauty.

- Det er en meget forkælet ting at gøre, er det ikke?

- Øh, ja, det er det nok, svarede Bill.

Hos den irske talkshow-vært Gay Byrne kom Drummond og Cauty nærmest under beskydning fra publikum. 'Forkasteligt, når der er folk, der sulter', mente én. 'Et kæmpe stort egotrip', mente en anden.

Selv forsangeren fra Def Leppard, Joe Elliott, der også var i studiet, gav sit besyv med.

- Man kan godt lave et kunstnerisk statement uden at lade pengene gå til spilde, sagde han.

Bill Drummond forsøgte at forsvare sig:

- Der er ikke et eneste stykke brød eller et eneste æble mindre i verden, fordi vi har brændt de penge, sagde han.

- Jeg tror ikke, at folk ville være så vrede, hvis vi havde brugt pengene på swimmingpools eller Rolls Royce'er. Det er, fordi vi har brændt dem, at de er vrede, sagde han.

- Det sætter noget i gang i folks hoveder, forsøgte Jim Cauty sig.

- Det vil være glemt i morgen, fastslog Def Leppard-sangeren.

Kort efter indgik Drummond og Cauty en pagt om ikke at tale om den million pund mere. En pagt, som de stort set har holdt siden.

Intet svar er godt nok

I dag beskæftiger Drummond og Cauty sig mest med diverse kunstprojekter hver for sig. Cauty har blandt andet malet smileys på politiskjolde, mens Drummond har skrevet bøger og lavet flere happenings.

Bådhuset på Jura er nu sat i stand og er en del af et nyrenoveret privatejet golfresort. Men begivenheden den august-nat er langt fra gået i glemmebogen. Da The KLF i 2017 vendte tilbage efter 23 års tavshed og udgav en ny bog, stod folk i kø ned af gaden.

Og BBC markerer i år 25-året for Den Store Affutning på Jura med en comedy-podcast i seks afsnit, hvor skuespillere genopfører historien.

Uanset om pengeafbrændingen vil gå over i historien som kunst eller ej, er musikekspert Henrik Milling ikke i tvivl om, at The KLF stod for noget helt enestående i musikhistorien.

- Man er nødt til at forstå The KLF som et kunstprojekt, der tilfældigvis kom god musik ud af. Det er det eneste, der giver mening, siger han.

- Men det står så meget stærkere, fordi musikken var så god.

I forbindelse med denne artikel har dr.dk forsøgt at få en kommentar fra Bill Drummond eller Jim Cauty. Hvordan ser de på afbrændingen i dag? Har de nogensinde fortrudt? Og hvorfor gjorde de det?

Men en henvendelse til den pr-person, der i dag håndterer alle henvendelser vedrørende The KLF og K Foundation, giver ikke mange svar.

- Jeg kan med sikkerhed sige, at hverken Bill eller Jimmy har svaret på dine spørgsmål, lyder svaret.

Selv har hovedpersonerne gennem tiden ikke lagt skjul på, at de er trætte af at tale om den famøse million pund.

- Alle forventede, at vi havde det kloge svar, og vi følte, især over for vores familier, at vi skyldte dem svaret, har Drummond forklaret til BBC i 2004.

- Men ligegyldigt, hvilket svar vi kom med, opdagede vi, at det aldrig ville være godt nok.

Han mener, folk læser i begivenheden, hvad de ønsker. Der er dem, der uanset hvad ikke tror på, at det fandt sted. Og der er dem, der mener, at det var nogle forkælede rockstjerners egotrip eller pr-stunt. Og så er der dem, der synes, at det er alle tiders, selvom de ikke helt ved hvorfor.

- Det må være op til andre mennesker at tage, hvad de kan bruge fra det, siger han.

- Hvad enten det er: 'De gjorde det helt sikkert ikke', eller 'det er en forfærdelig ting' eller noget andet...

- Så må det være op til andre at udforske.

__________________________________

Kilder:

BBC, GQ, The Guardian, The Observer og Daily Express.

Richard King, 'How Soon is Now?: The Madmen and Mavericks who made Independent Music 1975-2005'.

John Higgs, 'The KLF: Chaos, Magic and the Band who Burned a Million Pounds'

Facebook
Twitter