Superstjerne døde på toppen af sin karriere - i aften optræder hans gamle band i Danmark

Queen - med den nye frontfigur Adam Lambert - giver koncert i Herning. Vi ser på andre bands, der har forsøgt sig med nye forsangere.

Freddie Mercurys sange synges i dag af Adam Lambert. (Foto: Peter Still/Nikolai Linares © Getty Images/Ritzau Scanpix)

Hvordan erstatter man en af musikhistoriens største ikoner?

Det kan du få et bud på i aften, når Brian May og Roger Taylor fra Queen indtager Boxen i Herning med popstjernen Adam Lambert i front.

Siden 2012 har Lambert, der brød igennem i American Idol i 2009, været frontfigur for den legendariske rockgruppe og givet nyt liv til Freddie Mercurys udødelige klassikere som 'Bohemian Rhapsody', 'We Are the Champions' og 'Somebody to Love'.

0:00

Lambert har med succes formået at videreføre arven fra Queens oprindelige forsanger, ikonet Freddie Mercury, der døde i 1991, og derfor er der da også lagt op til en fest i Boxen i aften, vurderer radiovært og musikekspert Henrik Milling - der dog også tager visse forbehold.

- Kemien mellem Queen og Adam Lambert er sindssygt god, og i Lambert har man fundet en sanger, som formår at få Queens sange ud over scenekanten. Så det skal nok blive en hyggelig aften, hvis man er med på præmissen om et vellydende Queen-jamband, siger Henrik Milling og fortsætter:

- Men hvis man tror, man skal se en Queen-koncert, bliver man skuffet. Freddie Mercury er en af de vildeste og største giganter nogensinde i musikhistorien, og han formåede at lave rocknumre, der fremstod som kirkelige handlinger. Det står Adam Lambert altså ikke for.

Adam Lambert sammen med Brian May på scenen i Madrid i sidste uge. (Foto: Jack Abuin © Ritzau Scanpix)

Queen er langt fra den eneste gruppe i musikhistorien, der har været nødsaget til at skifte forsangeren ud undervejs i karrieren.

Herunder peger radiovært Henrik Milling på tre grupper, der skiftede forsanger med succes - og to, der floppede gevaldigt.

Succes: Genesis

Genesis anno 1987: Mike Rutherford, Phil Collins og Tony Banks. (© Ritzau Scanpix)

- Da Genesis brød igennem i begyndelsen af 1970'erne, stod de for den mest ultimative progressive rock, man overhovedet kan forestille sig, i skikkelse af forsanger Peter Gabriel. Det var teaterrock for fuld knald og numre, der kunne tage 28 minutter live. Det var helt sindssygt. Men Peter Gabriels persona fyldte alt for meget, og i 1975 valgte han da også at gå solo.

0:00

- Det efterlod Genesis i en pokkers kattepine, og gruppens trommeslager, Phil Collins, fik ansvar for at afholde auditions til at finde en ny forsanger, hvilket ikke lykkedes. Til sidst gav han det selv et skud, og resten af gruppen blev enige om, at det skulle være ham.

- Med Phil Collins i front ændrede bandets lyd fuldstændig karakter og gik fra det rockede til det langt mere funky og poppede, og gruppen opnåede kæmpe succes i 1980'erne. Et skift af forsangeren bliver ikke bedre end det her, siger Henrik Milling.

0:00

Succes: AC/DC

Brian Johnson og Angus Young fra AC/DC fotograferet under en koncert på Wembley i London i 1986. (Foto: Peter Still © Getty Images)

Australske AC/DC var allerede en succes, da forsangeren Bon Scott, som havde en meget lys og snerrende stemme, pludselig døde i februar i 1980.

- Gruppen valgte at hive Brian Johnson, hvis stemme faktisk minder om Bon Scotts, ind som sanger og udgav blot nogle måneder senere albummet 'Back in Black', der stadig står som gruppens bedst sælgende album.

0:00

- I et rockband er forsangerens stemme virkelig vigtig, og derfor er det næsten umuligt at skifte ud på den post, men det lykkedes altså med AC/DC. At Axl Rose fra Guns N' Roses så siden tog over, er en helt anden og mindre vellykket historie …

0:00

Succes: News

News med Søs Fenger. (Foto: Kim Agersten © Ritzau Scanpix)

- Den danske popgruppe News, der havde sin storhedstid i 1980'erne, havde i gruppens levetid hele tre sangerinder, som alle faktisk havde succes. Gitte Naur var i front på de første to album, hvor bandet endnu ikke var så kendt, og det store gennembrud kom så med Søs Fenger, der var med på de tre efterfølgende album.

Da Søs Fenger valgte at gå solo, var brandet News blevet så stort, at Nadia Stein lykkedes fint med at tage over, indtil gruppen gik hver til sit i 1995.

0:00

At News formåede at fastholde succesen efter Søs Fengers exit, skyldes blandt andet, at Nadia Steins stemmerlæner sig meget op af Søs', mener Henrik Milling:

- De har begge en klassisk popvokal, og kendetegnende for sådan en er, at den ikke skal fylde helt vildt meget – som det også er tilfældet med eksempelvis Kylie Minogue og Janet Jackson. I popmusik er produktionen vigtigere end en stor, central stemme.

0:00

Flop: INXS

Michael Hutchence (th.) i forgrunden for INXS, da gruppen optrådte på Midtfyns Festival i 1997. (Foto: Lars K. mikkelsen © Ritzau Scanpix)

Rockgruppen INXS var allerede et stort navn i hjemlandet Australien i begyndelsen af 1980'erne, men blev for alvor et verdensnavn i 1987 takket være albummet 'Kick' og særligt hittet 'Need You Tonight'.

- De efterfølgende år spåede man, at INXS skulle op og blande sig blandt de allerstørste i rockstratosfæren, men det skete aldrig, og da forsangeren Michael Hutchence begik selvmord i november 1997, faldt det hele på gulvet med et brag.

0:00

- I 2005 tyede gruppen til et talentshow på tv at finde en ny forsanger, og man tænkte lidt 'aaaah, ved I hvad'. Den nye forsanger, J.D. Fortune, var da heller ikke en, der fik folk til at gå amok, fortæller Henrik Milling.

0:00

Flop: Frankie Goes to Hollywood

Frankie Goes to Hollywood - naturligvis med forsanger Holly Johnson forrest. (Foto: Michael Putland © Getty Images)

Frankie Goes to Hollywood havde stor succes i midten af 1980'erne, og debutsinglen 'Relax' er en af de bedstsælgende singler nogensinde i Storbritannien.

0:00

I 2004, hvor produceren Trevor Horn, skulle hyldes ved en stor koncert på Wembley i London, ville gruppens oprindelige forsanger, Holly Johnson, ikke lege med overhovedet, og det lykkedes dem at finde en anden sanger, Ryan Molloy, til lejligheden.

- Han imponerede kraftigt og lød fuldstændig som Holly Johnson – jeg ved det, for jeg var selv til stede under koncerten – og i et par år var der en stemning af, at man skulle forsøge at lave nyt materiale med ham i front, men det lykkedes aldrig rigtig.

FacebookTwitter