Superstjerne gik viralt med video om kurver og mavefedt: Nu taler hun ud om oplevelsen

Sangeren Camila Cabello fik det bedre, efter hun delte sit budskab om sin krop på TikTok.

Den 24-årige sanger Camila Cabello er træt af at være i krig med sin krop. (Foto: Jeff Kravitz © Getty Images)

- Jeg er taknemlig for den her krop, der lader mig gøre det, jeg gør. Vi er ægte kvinder med kurver, appelsinhud og fedt, baby.

Det kan næsten føles utroligt, at en TikTok-video med overstående budskab stadig kan trække overskrifter i 2021, hvor kropspositivitet længe har været på dagsordenen.

Men når personen bag budskabet er den 24-årige sanger Camila Cabello, der op til flere gange har oplevet bodyshaming på sociale medier - også i 2021 - vækker det opmærksomhed.

Camila Cabello, som har hittet med sange som 'Havana' og 'Senorita', har oplevet at blive bodyshamet i kommentarer på sociale medier, efter der har floreret billeder af hende i bikini på stranden og på en løbetur.

Det fik hende til at offentliggøre sin TikTok-video for en måned siden, hvor hun blandt andet sagde, at hun var færdig med at være i krig med sin krop.

- Jeg var ude at løbe i parken og passede mig selv, mens jeg prøvede at være fit og prøvede at være sund. Og jeg har en top på, der viser min mave, og jeg sugede den ikke ind, fordi jeg var ude at løbe og eksistere som et normalt menneske, der ikke suger maven ind hele tiden, siger hun i videoen.

Videoen gik viralt, men først nu taler hun ud om, hvad det har gjort ved hende.

Lyt til Camila Cabellos kæmpehit 'Havana' her, mens du læser videre:

0:00

I et interview med det amerikanske medie Bustle fortæller hun, at hun følte sig fri i det øjeblik, hun lagde sin video på TikTok.

- Jeg føler faktisk, at mine usikkerheder blev bedre, efter jeg postede videoen, fordi jeg havde det sådan: "Uanset hvilke billeder, der kommer ud, eller hvad folk siger, så kontrollerer jeg fortællingen," siger hun.

Camila Cabello beskriver, hvor meget bodyshamingen påvirkede hende, inden hun selv tog kontrollen.

- Jeg følte, at det påvirkede, hvordan jeg tænkte på mad og dét at spise… Det ødelagde mig virkelig, fortæller hun.

Det var dét, der fik hende til at dele sin TikTok-video. Samtidig har terapi hjulpet hende med at ændre sit syn på sin krop.

- Du kan træne flere timer om dagen og aldrig spise kulhydrater, men det er ikke et balanceret liv. Det er ikke, hvad jeg vil.

Sangeren fortæller også, at hun heller ikke længere lader sig påvirke af frygten for, om der er paparazzier rundt om hjørnet, når hun klæder sig på og går ud ad døren.

- Jeg kommer ikke til fuldstændig at omlægge, hvem jeg er, for det, siger hun.

Flere sangere siger fra

Camila Cabello er ikke den første musiker, der siger fra over for bodyshaming og i stedet hylder kropspositivisme.

På billederne fremhævede musikeren – der er nonbinær og ikke vil betegnes som han eller hende og derfor bruger pronomet "de" – sine strækmærker med guldglimmer og skrev, at de ville hylde dem i stedet for at skamme sig over dem.

Sangeren Demi Lovato er også blevet hyldet for at dele et positivt budskab om sin krop på Instagram. (Foto: Emma McIntyre © Getty Images)

- Mine strækmærker forsvinder ikke, så jeg kan lige så godt putte noget glimmer på dem, ikke sandt?, skrev Demi Lovato blandt andet, ligesom sangeren skrev, at de ville hylde sin krop for alle dens træk, uanset hvordan samfundet så på det.

Demi Lovatos opslag gik - ligesom Camila Cabellos TikTok-video - viralt, og sangeren blev både kaldt for en rollemodel og en inspiration.

Også Britney Spears bruger sin Instagram til at hylde sin krop og fortælle, at hun vil have lov til at se ud, som hun gør.

Hun har delt en række topløse billeder af sig selv med budskabet om, at hun har et bedre forhold til sin krop nu, end hun havde, da hun optrådte til sine koncerter.

- Jeg føler, at dét at optræde gjorde mig for selvbevidst om min krop, og det er ikke attraktivt, skrev hun.

Derfor valgte hun at dele billederne af sin krop:

- Jeg er en kvinde... en smuk, sensitiv kvinde, der har brug for at kunne se mig selv i min reneste form.

FacebookTwitter