Surprise! Dansk hitsanger overrasker med længe ventet solo-album: 'Det går lige i hjertekulen'

Sangeren Hans Philips debut som solist viser nye sider af hitmageren, mener ekspert.

31-årige Hans Philip har netop udgivet pladen 'Forevigt', hans første musik siden duoen Ukendt Kunstner. (Foto: GONZALES PHOTO CHRISTIAN HJORTH)

Det er tre år siden, at den danske duo Ukendt Kunstner valgte at trække stikket på sin ellers succesfulde karriere.

Siden har den ene part, produceren Jens Ole McCoy, flittigt arbejdet videre og blandt andet produceret musik for rapperen Noah Carter og lavet musikken til filmsuccesen 'Underverden'.

Omvendt har der været stille fra Hans Philip, der stod for vokalen på duoens talrige hits – altså lige indtil nu:

Sidste uge udgav 31-årige Hans Philip sin første single som soloartist, nummeret 'Siger Ingenting', fredag udsendte han andensinglen 'Dagdrøm [1]', og søndag kunne fans af sangeren så slå øjnene op til et helt nyt album.

Hans Philip havde nemlig lavet det, man i folkemunde ville kalde 'en Beyoncé' og uden varsel sendt sit nye album 'Forevigt' på gaden.

Længe ventet solodebut

Ifølge radiovært og hiphop-ekspert Fie Neergaard har solodebutten fra Hans Philip været længe ventet.

- Da Ukendt Kunstner kom frem, kom de med deres helt egen ting til rapscenen. De havde nogle reflekterende og poetiske tekster, som viste, at det var okay at være følsom og snakke om de tungere ting i tilværelsen.

- Da de forsvandt, efterlod de et tomrum på rapscenen, og det tror jeg, folk har ventet på, at Hans Philip skulle komme tilbage og udfylde på ny, siger hun.

Ifølge Fie Neergaard er der en del ligheder mellem Ukendt Kunstners hitkarkotek og Hans Philips nye materiale, men sangene viser også en udvikling hos den 31-årige sanger.

- Den nye plade er ikke et traditionelt rapalbum, og regner man med at høre sange som 'Stein Bagger' og 'Fucking Nummer', som vi fik fra Ukendt Kunstner, bliver man skuffet.

- De nye sange læner sig mere op af den følsomme, afdæmpede og poppede side af Ukendt Kunster, siger hun og fortsætter:

- Fællesnævneren for både de gamle og nye sange er Hans Philips stemme og hans måde at beskrive og fortælle på, som er ret unik. Men i Hans Philips musik er der i endnu højere grad blevet plads til de lidt dybere og eftertænksomme tekster, og nogle af de her sange går altså lige i hjertekulen.

Hans Philips nye plade indeholder i alt ni sange. (Foto: pressefoto)

Ros og stjerneregn fra anmelder

Selvom albummet 'Forevigt' blot er et døgn gammelt, er de første anmeldelser og reaktioner på solodebutten allerede begyndt at tikke ind – og det ser lovende ud for den nyklækkede soloartist.

Hos Gaffa kalder man albummet for 'betagende' og beskriver musikken som 'enkle, melankolske melodier med sikre insisterende virkemidler, der stædigt kræver din opmærksomhed'.

Musikmagasinets anmelder sammenligner Hans Philip med hitmagere som Frank Ocean og James Blake og kvitterer med en topkarakter på seks stjerner.

Hos Soundvenue er tonen også positiv.

Her kalder anmelderen pladen for 'helstøbt' og roser pladen for sine melankolske og dybt personlige fortællinger:

- Der er ikke nogen, der laver (pop)musik som det her i Danmark (...) Hans Philip synger åbent og ærligt om det tankemylder, der huserer i hovedet efter et forlist forhold. Det hele er ekstremt ulykkeligt, men undervejs får man følelsen af, at det her album har været selvterapi for Philip, skriver musikmediet og giver fem ud af seks stjerner.

Suprise-effekten holder stadig

Men er tricket med at udgive et surprise-album ud af det blå efterhånden ikke lidt slidt?

Måske, men det kan stadig være yderst effektivt, mener Fie Neergaard:

- Når man udgiver et helt album på én gang i stedet for at droppe nye singler hen over flere måneder, som nogen på et pladeselskab har valgt ud, tvinger man lidt lytterne til at lytte til hele albummet i sin helhed og i højere grad se det som et samlet værk. Den metode passer godt ind i Hans Philips univers, som har stort fokus på selve musikken.

Vil du tættere på Hans Philip, kan du lige nu se eller gense dokumentarerne 'Nyt Blod: Ukendt Kunstner' og 'Vi var Ukendt Kunstner' på DRTV her og her.

I 2015 vandt Ukendt Kunstner P3 Gulds hovedpris P3 Prisen. (Foto: GONZALES PHOTO CHRISTIAN HJORTH)
Facebook
Twitter