'Tatoveringer skal ikke have for meget symbolværdi, for man kan ændre sig og kigge tilbage på dem og blive skuffet'

Katinkas sangtekster emmer af en melankoli, som er krøbet helt ind under huden på hende i form af tatoveringer.

Hun var omkring ti år, da hun første gang så en kvinde, som havde tatoveringer op og ned ad armene, og med det samme vidste hun, at det skulle hun også have.

Siden har Katinka Bjerregaard, som er frontkvinde i bandet Katinka, fået mange tatoveringer. Det hele startede med en fascination af Flora Danica-bogen, der beskriver planternes rige.

(Foto: Martin Fält © dr)

- Den første tatovering, jeg fik, var et vissent træ på ryggen. Jeg var 18 år gammel, da jeg fik den lavet. Det var et kompromis, at det blev på ryggen. Det var et sted, man kunne gemme den. Siden har jeg ikke fået en tatovering på ryggen, for jeg synes, det er irriterende.

- Jeg har altid fået tatoveringer for min egen skyld, og jeg ser ikke min ryg ret tit, så jeg får ikke rigtig noget ud af det. Men det er en af mine bedste veninder, der har tegnet den. Det er næsten sådan med alle sammen, at det er nogen, jeg elsker, der har tegnet dem.

- Det startede med, at en af mine veninder fra gymnasiet tegnede rigtig meget, og jeg var sådan: 'Hvis du kunne bestemme en blomst, et blad eller en plante, som skulle være i Flora Danica-bogen, og ikke allerede er der, hvordan skulle den så være?'. Jeg har altid været fascineret af Flora Danica og den nærmest videnskabelige måde at kigge på planter på.

Lyt til Katinkas nummer '2000 meter i frit fald' herunder, mens du læser videre:

- Det er egentlig sjovt, at det lige blev en plante, for det er ikke, fordi jeg er totalt i kontakt med naturen. Men jeg har altid godt kunnet lide det visne. Jeg har altid godt kunnet lide det lidt ødelagte eller nogle lidt grimme planter. Da jeg arbejdede i en blomsterhandler på et tidspunkt, tog jeg altid de visne planter med hjem, fordi jeg syntes, at det var lidt ærgerligt.

- Jeg synes, at det er spændende, det med at de forgår. At der er noget, der forsvinder, og så er der noget, der kommer op igen. Eller at når planter visner, så skifter de farve og bliver tørre. Jeg synes, det er fascinerende. Den cyklus kan jeg godt lide.

(Foto: Martin Fält © dr)

- Det er den eneste tatovering, jeg har, der har et ansigt. Hvilket også gør, at den er særlig for mig. Fordi det er en lille træmand. Og den kigger lidt melankolsk frem til den ene side.

- Jeg har ikke følt, at det er mig, men jeg har altid følt, at det på en måde er en af mine gode venner, der sidder på min arm. Jeg er meget melankolsk af sind, så jeg har altid syntes, at den passer godt til min lyd og musik. Den her lidt tænksomme træmand.

Lyt til nummeret 'Søndermarken' herunder:

(Foto: Martin Fält © Dr)

- Jeg har PlayStation-symbolerne tatoveret. Tatoveringer skal ikke betyde for meget. De skal ikke have for meget symbolværdi, for man kan ændre sig, kigge tilbage på dem og blive skuffet.

- Mine tatoveringer minder mig om perioder. 'Det var den her, hvor vi bagefter skulle til en fest, og jeg havde ondt i min arm'. Det, synes jeg, er federe, end hvis de mener noget. Jeg kan godt lide, at når jeg kigger på dem, så tænker jeg: 'Nå, ja, det er mit liv'. Jeg kan se en kronologi, som nok kun jeg forstår.

- Jeg bruger meget tid på at skabe noget på papir med ord og bruger rigtig meget tid på dybere meninger og budskaber. Det synes jeg ikke, at mine arme behøver.

(Foto: Martin Fält © Dr)

- Den her er en af dem, jeg er mest glad for. Den har også været på forsiden af en dobbelt-ep, som vi lavede på et tidspunkt, og den er jeg meget glad for, fordi jeg følte, at den talte rigtig meget til mig.

- Det er en slags rodfrugt, men roden er et hjerte, så hjertet ligesom er gemt af vejen. Et realistisk hjerte. Jeg synes bare, at det er en af de mest fantastiske idéer. Jeg ser den stadigvæk som noget symbolsk. Noget som symboliserer mig. Jeg tænker, at den giver god mening i forhold til det med, hvad man skjuler, og hvad man ikke skjuler.

Facebook
Twitter