Taylor Swift slår egen rekord til stor prisfest: Bliver væk på grund af bitter musikstrid

Taylor Swift var blandt vinderne ved nattens American Music Awards, men var fraværende ved prisfesten, da hun er ved at genindspille sit gamle musik.

Taylor Swift er gået i gang med at indspille en række af sine største hits på ny. (Foto: Neilson Barnard © Getty Images)

Taylor Swift endte som én af de helt store vindere, da prisuddelingen American Music Awards (AMA) natten til mandag dansk tid løb af stablen.

Til prisfesten, der hvert år fejrer og hædrer den amerikanske musikbranche, vandt den populære sanger i alt tre priser.

Swift stak blandt andet af med aftenens hovedpris for 'Bedste artist', ligesom hun vandt priser i kategorierne 'Bedste kvindelige pop/rock-artist' og 'Bedste musikvideo' - sidstnævnte for videoen til hitsinglen 'Cardigan', som Swift sendte på gaden i sommer.

Taylor Swift, der sidste år modtog æresprisen 'Årtiets artist' ved AMA, har tidligere vundet hele 29 AMA-statuetter, og med lørdagens tre sejre stadfæstede den 30-årige musiker sin titel som den mest vindende artist ved AMA nogensinde.

Swift selv var dog ikke til stede ved ceremonien. I en takketale på video fortalte sangeren, at hun ikke kunne deltage i prisuddelingen, fordi hun er i studiet.

Hitmageren arbejder dog ikke på ny musik, men er i stedet i gang med at indspille en del af sit gamle materiale. Og hvorfor så det?

Rettigheder til kæmpehits blev solgt videre

For at forstå, hvorfor Taylor Swift, der i år skulle have optrådt på Roskilde Festival, lige nu er i gang med at genindspille en del af sin gamle musik, skal vi skrue tiden tilbage til sommeren 2019.

Her frasolgte Swifts tidligere pladeselskab nemlig rettighederne til sangerens første seks album til musikmogulen Scooter Braun, der er manager for navne som Justin Bieber og Swifts mangeårige nemesis, rapperen Kanye West.

Swift havde i mange år selv forsøgt at købe rettighederne til de såkaldte "masters" af sine gamle sange, men uden held. Derfor huede det bestemt ikke sangerinden, at rettighederne til kæmpehits som 'Shake It Off' og '22' pludselig blev solgt videre til anden side.

At køberen var Scooter Braun, gjorde ikke sagen bedre. I et opslag på det sociale medie Tumblr anklagede Swift nemlig Braun for at have stået bag mangeårig mobning.

- Som dengang Kim Kardashian lækkede en ulovlig optagelse af et telefonopkald, og Scooter derpå fik sine to klienter (Kim Kardashian og Kanye West) til at mobbe mig online. Eller da hans klient, Kanye West, optog en hævnporno-musikvideo, hvor min krop ses nøgen, skrev Swift og fortsatte:

- Nu har Scooter flået mig for mit livsværk, som jeg ikke selv fik muligheden for at købe. I bund og grund kommer min musikalske arv til at ligge i hænderne på én, som prøvede at spænde ben for den.

Scooter Braun kommenterede senere på Swifts anklager i et opslag på Instagram. Her skrev han, at han var frusteret over Swifts påstande, som han afviste, men rakte samtidig en hånd ud til musikeren i håb om at få løst deres konflikt.

- For fremtiden håber jeg, at vi kan finde en løsning. (...) Jeg er åben for ALLE løsninger, skrev musikmogulen i sit opslag.

Men sådan gik det ikke.

Sagaen om rettighederne tog nemlig for nylig en ny drejning, da det kom frem, at Scooter Braun har videresolgt rettighederne til den amerikanske investeringsfond Shamrock for 300 millioner dollar.

Taylor Swift selv kritiserede fornyligt salget i et opslag på sin Twitter-profil, hvor hun skriver, at hun aldrig fik muligheden for at købe sine masters af Braun, og hun afviser at samarbejde med Shamrock, fordi Scooter Braun stadig vil tjene på hendes masters ifølge den aftale, de har indgået.

Indspiller seks tidligere album på ny

Og det bringer os så frem til grunden til, at Taylor Swift måtte takke nej til at deltage i nattens AMA-prisfest.

Sangerinden er nemlig i fuld gang med at genindspille en stor del af sit gamle materiale. For selvom Swift ikke ejer rettighederne til de oprindelige optagelser af sangene fra hendes seks første plader, har sangerinden stadig mulighed for at genindspille de gamle sange på ny.

At Taylor Swift ikke ejer rettighederne til sine gamle sange, betyder nemlig, at hun ikke selv kan bestemme, hvad sangene bruges til. Dermed kan numrene både bruges i reklamer, film og politiske kampagner uden Swifts accept, ligesom rettighedshaverne kan forbyde Swift at optræde med sine gamle kompositioner.

Men ved at genindspille sangene får musikeren i stedet rettighederne til de nye indspilninger. Indspilninger, som hun så kan bruge, præcis som hun lyster.

Derfor er Taylor Swift gået i studiet.

- Jeg er forn nylig begyndt at genindspille min gamle musik, og det har allerede vist sig at være både spændende og tilfredsstillende. Jeg har masser af overraskelser på vej, skrev Swift for nylig i et opslag på Twitter og sendte samtidig en tak til sine fans.

- Jeg vil gerne takke jer for at støtte mig gennem denne igangværende saga, og jeg glæder mig til, at I skal høre, hvad jeg har fundet på.

Hvornår de nye udgaver af hits som 'Blank Space', 'I Knew You Were Trouble' og gennembrudshittet 'Love Story' ser dagens lys, vides endnu ikke.

Det er i øvrigt ikke første gang, at en musiker genindspiller sin gamle musik.

Det samme gjorde sangerinden Jojo, kendt for hits som 'Leave (Get Out)' og 'Little Too Late', også tilbage i 2018, efter en årelang strid med sit tidligere pladeselskab om rettighederne til sin gamle musik.

De vandt ved American Music Awards 2020

Udover Taylor Swift høstede også The Weeknd, Justin Bieber og country-duoen Dan + Shay hver tre priser.

Du kan se et udpluk af vinderne fra American Music Awards 2020 herunder. Hele vinderlisten finder du her.

Bedste artist

  • Justin Bieber

  • Post Malone

  • Roddy Ricch

  • Taylor Swift

  • The Weeknd

Bedste nye artist

  • Lewis Capaldi

  • Doja Cat

  • DaBaby

  • Lil Baby

  • Roddy Ricch

  • Megan Thee Stallion

Bedste samarbejde

  • Cardi B ft. Megan Thee Stallion - 'WAP'

  • DaBaby ft. Roddy Ricch - 'Rockstar'

  • Dan + Shay ft. Justin Bieber - '10,000 Hours'

  • Lady Gaga & Ariana Grande - 'Rain On Me'

  • Megan Thee Stallion ft. Beyoncé - 'Savage Remix'

Bedste musikvideo

  • Doja Cat - 'Say So'

  • Future ft. Drake - 'Life Is Good'

  • Lady Gaga & Ariana Grande - 'Rain On Me'

  • Taylor Swift - 'Cardigan'

  • The Weeknd - 'Blinding Lights'

Bedste mandlige pop/rock-artist

  • Justin Bieber

  • Post Malone

  • The Weeknd

Bedste kvindelige pop/rock-artist

  • Dua Lipa

  • Lady Gaga

  • Taylor Swift

Bedste pop/rock-gruppe

  • BTS

  • Jonas Brothers

  • Maroon 5

Bedste mandlige rap/hiphop-artist

  • DaBaby

  • Juice WRLD

  • Roddy Ricch

Bedste kvindelige rap/hiphop-artist

  • Cardi B

  • Nicki Minaj

  • Megan Thee Stallion

Bedste mandlige soul/r&b-artist

  • Chris Brown

  • John Legend

  • The Weeknd

Canadiske The Weeknd troppede op i en noget anderledes mundering, da han gik på scenen for at takke for prisen for 'Bedste soul/r&b album' ved søndagens AMA. De blodige bandager er en del af kampagnen for musikerens seneste album, 'After Hours', der udkom i februar. (Foto: Kevin Mazur © Getty Images)

Bedste kvindelige soul/r&b-artist

  • Jhene Aiko

  • Doja Cat

  • Summer Walker

Bedste alternative rock-artist

  • Billie Eilish

  • Tame Impala

  • Twenty One Pilots

Bedste EDM-artist:

  • Kygo

  • Lady Gaga

  • Marshmello

FacebookTwitter