Taylor Swift slår igen i strid mod 'uretfærdig musikbranche': Nu har hun genudgivet 13 år gammelt album

Men det bliver svært at udkonkurrere de originale sange, mener radiovært.

Fredag er det første genindspillede album fra Taylor Swifts hånd, nemlig 'Fearless (Taylor's Version)', landet på streamingtjenesterne. Her ses hun på den røde løber til Billboard Women in Music i 2019. (Foto: Mike Blake © Scanpix)

Fans har ventet på denne dag, siden Taylor Swift tilbage i august 2019 offentliggjorde, at hun ville genindspille seks af sine gamle album.

I dag er første album, 'Fearless (Taylor's Version)', så udkommet i en udgave med 26 sange, hvoraf de seks er taget fra Taylor Swifts "bankboks" af endnu ikke-udgivede sange. Eller "From the Vault", som sangene er markeret.

'Fearless' så oprindeligt dagens lys i 2008 med en dengang 18-årig Taylor Swift bag mikrofonen og guitaren.

I dag er den prisvindende musiker 31 år og en hel del livserfaringer rigere. Spørgsmålet er, om man kan høre de 13 år, der har passeret siden første udgave af hits som 'Love Story', 'White Horse' og 'You Belong With Me' udkom.

Det mener anmelderne på hverken The Guardian eller Variety ikke, man kan.

De roser hende i stedet for at kunne frembringe lyden af en ung, 18-årig kvinde.

Varietys anmelder skriver endda, han ikke ville blive overrasket, hvis det viste sig, at Swifts tidligere pladeselskab har samlet et hold af videnskabsfolk og advokater til at undersøge, om det ikke bare er de originale optagelser, hun har genudgivet.

- Så ens lyder det, ærlig talt, mener han.

Fearless 2008 vs 2021 (Foto: Big Machine © Big Machine / Foto: Republic Records © Republic Records)

Blandt Taylor Swifts fans er der tilsyneladende kun begejstring at spore.

- Helt seriøst, jeg er ved at græde, mens jeg lytter til 'Fearless (Taylor's Version)'. Det er lige så smukt, som det var, da jeg først hørte det som 18-årig. Tak, Taylor Swift! Det gav mig kuldegysninger, skriver en fan blandt andet på Twitter.

Hør her den nye version af hittet 'Love Story'. Længere nede i artiklen finder du originalen.

0:00

Hvorfor genindspille sine gamle hits?

Hvorfor bruger Swift overhovedet sin tid på det massive stykke arbejde at genindspille gamle album? Burde hun ikke se fremad og skabe endnu flere nye hits?

Ser man ser bort fra, at Taylor Swift rent faktisk har haft hele to udgivelser i 2020, nemlig det Grammy-vindende 'Folklore' og senest det anmelderroste 'Evermore', er der en ganske god, juridisk årsag til hele balladen.

Taylor Swift ejer nemlig ikke rettighederne til sine seks første album.

I sommeren 2019 blev hendes tidligere pladeselskab, Big Machine, nemlig opkøbt af musikmogulen Scooter Braun, der er særligt kendt for at være manager for navne som Justin Bieber og Swifts mangeårige nemesis, rapperen Kanye West. Med i købet fik han dermed også rettighederne til Swifts bagkatalog.

Swift havde selv forsøgt at købe rettighederne til de såkaldte "masters" af sine gamle sange i flere år, men uden held. Derfor var det bestemt ikke efter hendes ønske, at rettighederne til kæmpehits som 'Shake It Off' og '22' pludselig blev solgt til anden side.

At køberen var Scooter Braun, gjorde unægteligt ikke sagen bedre. I et opslag på det sociale medie Tumblr anklagede Swift efterfølgende Braun for at have stået bag mangeårig mobning af hende og tilføjede:

- Nu har Scooter flået mig for mit livsværk, som jeg ikke selv fik muligheden for at købe. I bund og grund kommer min musikalske arv til at ligge i hænderne på én, som prøvede at spænde ben for den.

Den 39-årige musikmogul og investor Scooter Braun er særligt kendt for at have været med til at opdage Justin Bieber på YouTube i sin tid. Siden har han været popstjernens manager - ligesom han også har været manager for stjerner som Ariana Grande og Demi Lovato. Her ses han sammen med Justin Bieber i januar 2020. (Foto: LISA O'CONNOR © (c) Ritzau Scanpix)

Scooter Braun kommenterede anklagerne i et opslag på Instagram, hvor han afviste påstandene, og samtidig rakte han en hånd ud til musikeren i håb om at få løst deres konflikt.

Men sådan gik det ikke. I stedet tog hele problematikken en ny drejning, da det i november 2020 kom frem, at Scooter Braun havde videresolgt rettighederne til den amerikanske investeringsfond Shamrock for 300 millioner dollar.

Hør her originalen af Taylor Swift-hittet 'Love Story' fra 2008:

0:00

Humlen af det hele er, at det altså ikke er Taylor Swift selv, der ejer rettighederne til de originale sange. Dermed kan numrene både bruges i reklamer, film og politiske kampagner uden Swifts accept, ligesom rettighedshaverne kan forbyde Swift at optræde med sine gamle kompositioner.

Med genindspilningerne tager hun magten tilbage. I hvert fald over de nye versioner.

En umulig opgave?

Men hvordan lykkes man overhovedet med at genskabe hits, der for mange fans har været en stor del af lydtapetet til en ungdom på dansegulvet såvel som grædende i fosterstilling over et knust hjerte?

Spørger man musikekspert og P3-vært Pelle Peter Jencel, er han ikke bekymret for det musikalske produkt.

- Det svære er at skabe noget originalt, nyt og godt. At finde den rette tekst til den rette melodi, så man til sidst står med en god sang. Dét arbejde, kan man sige, er gjort på forhånd, siger han og fortsætter:

- Udfordringen kan være, at hun måske slet ikke kan genfinde følelserne, fra da hun skrev sangene. Men lige i Taylor Swifts tilfælde er jeg ikke bekymret. For det første er hun sindssygt dygtig. Og for det andet er det måske ikke en dybfølt, grådkvalt vokal, der er hendes trademark.

Han er dog mindre optimistisk, når det kommer til den del af missionen bag genindspilningerne, der handler om at udkonkurrere originalerne:

- Jeg tror ikke, hun skal regne med, at de overhaler de gamle sange. Jeg forstår udmærket, at hun ud fra et forretningsmæssigt perspektiv hellere vil have, at folk streamer de nye versioner, som hun tjener penge på, frem for de versioner, som blev indspillet under en dårlig kontrakt. Men folk vil for det meste have dét, de kender: originalerne.

Her kysser en ung Taylor Swift prisen for 'Favorite Country Female Artist' ved American Music Awards i 2008. Albummet 'Fearless' vandt desuden hele to Grammy-priser i 2009 - både for 'Årets album' og for 'Bedste countryalbum'. (Foto: PHIL MCCARTEN © Scanpix)

Man skal naturligvis ikke underkende hendes fans, de såkaldte Swifties, og deres loyalitet, men bevæger man sig uden for fanbasen, skal hun nok ikke regne med at slå originalernes popularitet, mener Pelle Peter Jencel:

- Med mindre man er stor fan og tager aktivt del i kampen for Taylors bankbog og derfor tilvælger de nye udgaver, når man søger efter "Swift" på streamingtjenesterne, så tror jeg ikke, mange tænker over, om det er den nye eller gamle udgave, de skal høre. De trykker bare "play" på den, der først dukker op.

- Man skal jo huske, at det her mest af alt er Taylors krig mod hendes tidligere manager og en uretfærdig musikbranche, mere end noget musik, der er lavet for at gøre hendes fans glade, tilføjer han.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk