Taylor Swift slår vild rekord - overgår Whitney Houston og nærmer sig Michael Jackson

Swift er nu den kvinde, der samlet set har ligget øverst allerflest uger på den amerikanske hitliste.

Taylor Swift har god grund til at smile. Hun har nu overgået Whitney Houston som den kvinde, der har ligget flest uger som nummer ét på den amerikanske albumhitliste. Her ses hun til Golden Globe-uddelingen i januar i år. (Foto: Mario Anzuoni © Scanpix)

47 uger. Eller næsten et helt år.

Så længe har den amerikanske sanger Taylor Swift nu samlet set befundet sig på toppen af den eftertragtede, amerikanske albumhitliste Billboard 200.

Hun har netop inkasseret den 47. uge på toppen, efter hendes seneste album 'Folklore' snupper en – indtil videre – syvende uge øverst på hitlisten.

Dermed har Taylor Swift slået en over tre årtier gammel rekord. Det skriver Billboard.

Lyt til 'Cardigan' fra albummet 'Folklore', mens du læser videre:

0:00

Den afdøde sanger Whitney Houston har nemlig siddet øverst på tronen lige siden 1987, når det kommer til, hvilken kvindelig kunstner der har domineret albumhitlisten i flest uger.

Den nye rekord er et stærkt vidnesbyrd om, at Taylor Swift er "ekstremt populær", mener forsker i popmusik Anders Reuter fra Københavns Universitet:

- 'Folklore' som album har ramt noget i både nye og gamle fans. De gamle fans har fået en mere intim plade, hvor de igen kommer tæt på deres idol, mens nye fans måske har opdaget en side af hende, de ikke kendte til i forvejen, lyder det fra forskeren.

Kommer hun til at stå tilbage som én, vi husker om 30 år, ligesom Whitney Houston?

- Lige præcis Whitney er et fuldstændig unikt ikon. Jeg kan ikke komme i tanke om andre, der kunne synge, som hun kunne. Taylor er ikke en lige så stor sangerinde som Whitney Houston. Men hun er en mindst lige så stor popartist.

Houston opnåede i løbet af sin karriere at ligge øverst på listen i imponerende 46 uger: 14 uger med sit selvbetitlede debutalbum fra 1985, 11 uger med 'Whitney' fra 1987 - og så udbyggede hun siden sin egen rekord med 'The Bodyguard'-soundtracket, der tilbragte 20 uger på førstepladsen, og en enkelt uge til 'I Look to You' fra 2009, der blev det sidste inden hendes død i 2012.

Whitney Houston optræder på Wembley Stadium i London i maj 1988. Hun døde i 2012, 48 år gammel. (Foto: STRINGER © Scanpix)

Nu har Taylor Swift altså overtaget den øverste podieplads på listen.

Mest solgte album i hele 2020

'Folklore' er desuden det album, der har ligget flest uger på førstepladsen, siden Drake udgav 'Views' i 2016 og formåede på blot en enkelt uge at blive det bedst sælgende album i USA i hele 2020.

Anders Reuter pointerer dog, at albumsalg er noget helt andet anno 2020, end det var i 1980'erne.

- Man måler det på en anden måde i dag, end man gjorde i 1980'erne. I dag tager man streaming, radioafspilninger og alt muligt andet og mixer sammen til et samlet albumsalgstal. I gamle dage målte man på fysisk salg af album.

'Folklore' blev optaget i al hemmelighed, mens Taylor Swift var i karantæne under coronapandemien. Det blev siden frigivet med bare få timers varsel.

Det er i alt syvende gang, at 30-årige Swift har et album på hitlistens førsteplads. Blandt kvindelige artister har kun Barbra Streisand og Madonna haft flere album på førstepladsen med henholdsvis 11 og ni.

Mændene dominerer stadig

På trods af det imponerende musikalske cv må Taylor Swift dog se sig overgået af mændene, når det kommer til den samlede hitlistedominans.

Gruppen The Beatles er nemlig dem, der har ligget allerflest uger øverst på listen. Med hele 132 uger – eller omkring to et halvt år – overgår den britiske rockgruppe alle andre. Den mandlige soloartist med flest uger øverst på listen er Elvis Presley med 67 uger.

- Elvis og The Beatles ligger længere tilbage i tiden, hvor album fyldte mere, end de gør i dag, så det er svært at sammenligne deres tal med Taylor Swifts. Men der er tydeligvis ved at komme en større ligestilling i dag – heldigvis. Det kan man se på både salg og streamingtal, slutter Anders Reuter.

Herunder kan du se, hvem der har ligget øverst på Billboard 200 i mindst 30 uger:

  1. 1

    The Beatles – 132 uger

  2. 2

    Elvis Presley – 67 uger

  3. 3

    Garth Brooks – 52 uger

  4. 4

    Michael Jackson – 51 uger

  5. 5

    Taylor Swift – 47 uger

  6. 6

    Whitney Houston – 46 uger

  7. 7

    The Kingston Trio – 46 uger

  8. 8

    Elton John – 39 uger

  9. 9

    Fleetwood Mac – 38 uger

  10. 10

    The Rolling Stones – 38 uger

  11. 11

    Harry Belafonte – 37 uger

  12. 12

    The Monkees – 37 uger

  13. 13

    Prince – 35 uger

  14. 14

    Adele – 34 uger

  15. 15

    Eminem – 34 uger

  16. 16

    Eagles – 30 uger

  17. 17

    Mariah Carey – 30 uger

Kilde: Billboard

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk