Tidligere Nephew-medlem skriver sang om søvnproblemer: 'Jeg var pissebange hver nat'

Kh Marie har skrevet en sang om frygten for at overgive sig til søvnen.

(Foto: Alva Le Febvre)

"Hov, hvad var det?".

Marie ligger helt stille i sengen og forsøger at identificere lyden og placere den.

Stuen nedenunder, der om dagen er fyldt med lys og giver hende en følelse af tryghed, gemmer nu på farlige, truende og ukendte lyde og mennesker, der er klar til at slå hende ihjel.

Det forestillede hun sig i hvert fald, da hun var lille.

Kan du huske, da du som barn frygtede, hvad der gemte sig i mørket? Så forestil dig, at du er vokset op i en stor præstebolig i Silkeborg med en bundløs sø på den ene side og en kirkegård på den anden.

Det var tilfældet for i dag 40-årige Marie Højlund, der er aktuel med albummet 'Intet er nok', der udkom fredag.

Efter at have spillet i blandt andet Nephew står hun nu for første gang på egne ben under navnet Kh Marie og har blandt andet har skrevet sange om de svære nætter, hun oplevede som barn - men også senere i livet.

- Jeg hadede, at jeg skulle bo i et stort hus. Jeg ville bare bo i et lille hus, hvor man kunne høre, hvor hver enkelt lyd hørte til, husker Marie Højlund om sin barndom.

Når hun om aftenen lå på sit mørke værelse, havde hun den samme følelse, som når hun om sommeren svømmede rundt i Silkeborg sø, og søen var for dyb til, at hun kunne se, hvad der var under hende.

- Jeg var pissebange hver nat.

Det betød, at Marie Højlund hver aften lå vågen i flere timer for at holde styr på de lyde, der, i hendes fantasi, var mere end blot et knirkende trægulv eller et dyr, der bevægede sig i de nedfaldne efterårsblade.

Og en af sangene på det nye album handler om netop det. Om at befinde sig i den tilstand, hvor man på den ene side gerne vil sove, men ikke er klar til at opgive kontrollen.

Lyt til 'Sorte Bølger', der er at finde i hele to versioner på det nye album fra Kh Marie, mens du læser videre:

0:00

Den ene version, 'Sorte Bølger', handler om tilstanden mellem at være vågen og sove, hvorimod den anden version, 'Sorte sorte bølger', er funktionsmusik, hvis formål er at få dig til at falde i søvn.

I forbindelse med albummet spiller Kh Marie en række sansekoncerter, hvor man ikke kun skal lytte til musikken, men bruge alle sine sanser. For eksempel bliver publikum placeret midt på scenen og omsluttes af koret og bandmedlemmerne. Der vil også blive sprøjtet dufte ud, der skal påvirke tilskuernes oplevelse. (Foto: Alva Le Febvre)

Tankemylderet blev destruktivt

Søvnproblemerne hang ved, da Marie Højlund blev ældre. Men tankerne om natten ændrede sig fra at handle om, hvad der var inde i skabet, til hvad der var inde i hende selv, og hvem hun selv var.

Nætterne var fyldt med negative tanker om at være forkert og ikke passe ind.

- Mit tankemylder om natten begyndte at blive mere destruktivt, fortæller Marie Højlund.

- Min folkeskoleklasse ville sikkert sige, at jeg var normal og havde venner, men jeg følte mig distanceret og afkoblet fra verden. Som om jeg ikke var til stede eller passede ind.

Søvnløsheden var en måde at håndtere de mange sanseindtryk på. Verden kunne - for hende - føles meget voldsom, og tankemylderet om natten gav hende mulighed for at bearbejde det hele.

For Marie Højlund har musikken på mange måder været hendes redningskrans midt i livets til tider uoverskuelige hav.

Da hun begyndte at turnere i sine start-20'ere, og døgnet blev vendt rundt, og de sene nattetimer blev tilbragt på barer, blev hun så udmattet, at der ikke længere var overskud til at ligge og tænke, når hun lagde sig under dynen.

Koncerterne lærte hende, at man ikke kunne være perfekt eller gøre alting rigtigt. Og det var okay - ja, måske endda bedre, da det perfekte var kedeligt.

Generelt blev musikken hendes ventil til en hverdag, der kunne være overvældende. Et slags frirum til at lukke tankemylderet ude.

- Musikken er min måde at håndtere verden, specielt når det er svært. Det er min ventil for en masse ophobede følelser, der ellers ikke rigtig kan komme ud og på den måde kan blive destruktive.

Lever af at være sensitiv

Det gør også, at Marie Højlund i dag har svært ved kun at omtale søvnproblemerne og tankemylderet som noget negativt.

For selvom det har sine ulemper at være sensitiv, som hun selv kalder det, så gør det også, at man kan gå til verdenen på en anden måde - med større opmærksomhed, tænksomhed og nysgerrighed.

- Det er de mange nætter, der har lært mig at lytte. Det er jo den sensibilitet, jeg lever af i dag.

Så selvom mange måske ville se tankemylderet og sensibiliteten som et problem, er det faktisk grundlaget for de musikalske evner og interesser, hun har.

Derfor er det også vigtigt for Marie Højlund, at andre ikke tror, de skal gå den slagne vej og være ligesom alle andre, hvis de vil opnå noget.

- Lad være med at bruge nætterne på at udtænke, hvordan du bliver til noget. Brug dem til at finde ud af, hvordan du bliver til nogen, og hvordan du finder dig selv i den verden, der er lige nu, lyder rådet.

- Så længe det føles rigtigt, så er det godt nok.

Hvis du alligevel gerne vil sove og slukke for tankemyldret, så kan du blive lullet i søvn af 'Sorte sorte bølger' her:

0:00
Facebook
Twitter