Tv-2 synger om ghettoer, integration og Yahya Hassan på nyt, samfundskritisk album

Normalt synger Steffen Brandt og co. om kvinder, mænd og parforhold. Sådan er det ikke på albummet 'Tæt trafik i Herning'.

Tv-2 står bag klassikere som 'De første kærester på månen' og 'Der går min klasselærer'. I dag har bandet udgivet sit 19. studiealbum, 'Tæt trafik i Herning'. (Foto: Sonny Munk Carlsen © Scanpix)

Tv-2 har gennem deres karriere både givet sig i kast med kærester på månen, rigtige mænd og tidens kvinder. Men sådan er det ikke på bandets 19. album, 'Tæt trafik i Herning', der netop er udkommet.

Her er det tværtimod samfundsanalysen, der træder i forgrunden.

Lyt til 'Stille og rolig søndag i Aarhus V', mens du læser videre.

- Igennem historien har vi jo haft en tradition for at lave nogle nedslag. Så jeg tænkte, det kunne være spændende at prøve at skrive noget om et område, vi allesammen snakker om, som om vi ved, hvad det er; nemlig de nyudnævnte ghetto-områder, fortæller Steffen Brandt til P1 Morgen.

Det gør bandet blandt andet på sangen 'Stille og rolig søndag i Aarhus V', hvor der både bliver taget livtag med integration og den dømte digter Yahya Hassan.

'Yahya Hassan ruller rundt i en tonet BMW / der er midlertidigt stop for al integration / i Bispehaven venter alle ikke på nogen' lyder det blandt andet i sangen.

- Sangen er jo startet med et tweet af min digterkollega, Yahya Hassan, da han på et tidspunkt står og tweeter: 'Stille og rolig søndag i Aarhus V', mens han står med et håndvåben, fortæller Steffen Brandt med henvisning til et kontroversielt tweet fra digteren, der siden er blevet dømt til psykiatrisk behandling for 42 kriminelle forhold.

Humoren favner

Steffen Brandt understreger, at Tv-2 ikke ytrer politiske meninger på 'Tæt trafik i Herning' - på trods af valget af stærkt politiske emner i teksterne til flere af albummets sange.

- Jeg tænkte, det kunne være fint at gå ind og lave en ganske almindelig søndagshverdagsbeskrivelse af et område (Aarhus V, red.), som er helt blankt for de fleste.

- Jeg synes, at humoren favner, og måske også er med til, at man kan se det der område for sig, og måske tænke: Nå ja, lad os prøve at forstå det i stedet for at være bange for det.

Facebook
Twitter