Udødelige hitkonger imponerede til udsolgt jubilæums-brag: 'Man kan ikke andet end at overgive sig'

Fredag fejrede hiphop-kollektivet Cheff Records sin egen tiårs fødselsdag med et stjernespækket koncertbrag.

Kidd (i midten) festede igennem på scenen med kollegerne Klumben (tv.) og TopGunn (th.) (Foto: Stefan Wessel © DR)

Måske skålede du med, da Ulla fra HR kunne fejre 40-års jubilæum på kontoret. Eller måske stod du klar med sanghæfter og flag, da din lokale kioskmand kunne fejre 20 år i samme butik.

Alligevel tør jeg nu godt love, at der var lidt mere fart på, da rap-imperiet Cheff Records fredag aften inviterede til tiårs jubilæumsfest.

I 2011 stormede hiphop-kollektivet, der består af hitmagerne TopGunn, Klumben, Kidd og Eloq, ind på den danske musikscene og ramte både hitlister og dansegulve med træfsikre pletskud som 'Kysset med Jamel' og 'Ik lavet penge'.

Siden da har alle fire medlemmer hver for sig cementeret sig som vigtige og succesfulde stemmer på den danske rapscene, men tidligere i år genopstod Cheff Records-samarbejdet så pludselig, da de fire kompagnoner sammen udgav comeback-singlen 'Sender mig til månen'.

Comeback-hittet er allerede hørt tæt på fem millioner gange på Spotify. Hør det her:

0:00

Samtidig annoncerede kvartetten to stort anlagte jubilæumskoncerter, der skulle fejre tiåret for Cheff Records, hitmagernes fælles pladeselskab. Fredag løb den første koncert så af stablen i et tætpakket K.B. Hallen i København.

Og man kan vist roligt konkludere, at Cheff-drengene fortsat forstår at fyre op for en hiphop-fest.

Gennem 90 svedige minutter lammetævede TopGunn, Klumben, Eloq og Kidd publikum med utallige knock outs fra deres bugnende hit-kartotek.

- Vi har ikke nogle kloge ord at sige, for vi har gennem mange år bevist, at vi skal lade musikken tale, lød den beskedne jubilæumstale fra TopGunn, inden kvartetten serverede hits som 'Kongens Have', 'Faxe Kondi' og 'Man kan ikke stole på en pige med en lille røv'.

Gæstestjerner overraskede til 'legendarisk aften"

Mens hit efter hit bragede ud af højtalerne i K.B. Hallen, fløj håndtegn, ølkrus og t-shirts gennem luften, hvor flere sange udløste både spontant DM i ølkast og "bar mave"-fest blandt publikum.

Men selvom Cheff-crewet selv har masser af storstreamende succeser på samvittigheden, fik rapperne også kyndig hjælp undervejs i koncerten.

Her dukkede gæstestjernene Tobias Rahim, Burhan G, Lord Siva og den gamle 'Faxe Kondi'-connoisseur Raske Penge op på scenen, mens rapgruppen Wu-Tang Clan havde sendt en fødselsdagshilsen til Cheff Records, der pludselig blev afspillet over højtalerne i salen til stor begejstring blandt det rapelskende publikum.

  • Et jubelbrøl af en anden verden løb igennem K.B. Hallen, da scenetæppet faldt til jorden og afslørede de fire medlemmer af Cheff Records. (Foto: Stefan Wessel © DR)
  • De fire rappere startede koncerten på toppen af en stor LED-skærm, der senere også fungerede som dj-pult for kollektivets producer, Eloq. (Foto: Stefan Wessel © DR)
  • Kidd stod bag flere af aftenens højdepunkter, da han serverede hits som 'Ik lavet penge', 'Kysset med Jamel' og 'Uhh det er så svært at være så god'. (Foto: Stefan Wessel © DR)
  • Undervejs i koncerten dukkede kunstnerne Tobias Rahim og Burhan G op for at fremføre nummeret 'Burhan G' sammen med Kidd. (Foto: Stefan Wessel © DR)
  • Også den aalborgensiske hitmager Lord Siva var på scenen for at synge sit kæmpehit 'Solhverv', som oprindeligt er skrevet af gruppen Humørekspressen, som Klumben er en del af. (Foto: Stefan Wessel © DR)
  • TopGunn og Klumben sprøjtede champagne ud over publikum. (Foto: Stefan Wessel © DR)
  • - Det her er for sygt, lød det flere gange fra rapperne på scenen. Her er det Kidd og Eloq i aktion. (Foto: Stefan Wessel © DR)
  • - Uanset hvilken seksualitet, etnicitet, køn eller hudfarve, så elsker Cheff jer, proklamerede Kidd efter at have sunget sit hit 'Bare dans'. (Foto: undefined © DR)
  • Der var både hits og røgkanoner i luften fredag aften. (Foto: Stefan Wessel © DR)
  • Fredagens koncert i K.B. Hallen var udsolgt. Lørdag spiller Cheff Records endnu en koncert i Aarhus. (Foto: Stefan Wessel © DR)
1 / 10

Festen kulminerede, da rapperne afsluttede aftenens magtdemonstration med comeback-hittet 'Sender mig til månen', der med tung bas fik presset de sidste dansetrin ud af det storsvedende publikum.

- Det har været en fucking legendarisk aften, I er for sindssyge. Tak for at have støttet os i ti år. Nu skal I ud og feste i byen, lød afskedssalutten fra TopGunn, inden han og resten af rap-jubilarerne forlod scenen til stående applaus.

Noget kunne altså tyde på, at de gamle hits stadig holder. Men hvordan lyder publikums endelige dom? Og er der mon til ti år mere i manegen for Cheff Records?

Vi fangede et udpluk af de heldige rap-fans, der havde sikret sig billetter til den udsolgte fødselsdagsfest, for at tage pulsen på fredagens jubilæums-gilde.

'De har jo lavet det største comeback'

Vennerne Bertil Henriques, Villy Rørbæk, Salvador Selaya og Anders Olsen festede igennem til tonerne af Cheff Records' største hits. (Foto: Stefan Wessel © DR)

- Det er ærlig talt en af de bedste koncerter, jeg nogensinde har været til, fortalte 19-årige Bertil Henriques med en stemme, der tydeligt bar præg af halvanden times intens fællessang.

- Det var så fedt. Cheff Records har så mange klassikere - 'Faxe Kondi', 'Kysset med Jamel' og 'Sender mig til månen' - og de smaskede os bare lige i fjæset med dem, lød det, inden kammeraten Villy Rørbæk stemte i:

- Det var helt crazy. Deres energi er usammenlignelig med nogen andre!

Hvad er jeres forhold til Cheff-drengene? I har jo ikke være specielt gamle, da de kom frem.

- Jeg har lyttet til Kidd, siden jeg var ni år, og siden jeg begyndte at feste, har sange som 'Fetterlein' og 'Kongens Have' bare været fast inventar. Jeg tror, jeg nærmest kan alle deres sange udenad, for de har jo været uundgåelige. Man kan ikke andet end at overgive sig til alle de hits, fortalte 19-årige Salvador Selaya, inden Bertil Henriques brød ind:

- Prøv at høre, alt deres lort er blevet spillet til hver evig eneste fest, siden vi fucking begyndte at feste. De er umulige at undgå!

Okay, men én ting er de gamle hits, dem ved vi jo virker. Hvad med det nye? Kan det noget?

- De har jo lavet det største comeback. De har måske boblet lidt under overfladen i nogle år, men pludselig rejser de sig op igen og gør deres ting - og slipper afsted med det, fordi deres stil bare virker, mente Bertil Henriques.

Tør tage pis på sig selv

- Jeg synes det var fucking fedt, og de havde vildt meget energi på scenen. Vi stod helt oppe ved scenekanten, og der var en helt vild stemning. Det var meget intenst, og alle var super oppe at køre, lød det fra 18-årige Thea Wellendorf, der var til koncert med veninden Idun Sandsgaard.

- Mit højdepunkt var nok, da Kidd spillede 'Buongiorno'. Jeg elsker den sang, fortalte 18-årige Thea Wellendorf. (Foto: Stefan Wessel © DR)

I var jo kun otte år, da Cheff Records brød igennem. Hvad er jeres forhold til deres musik?

- Jeg lyttede til Klumben og Raske Penge dengang, så det var ret fedt at få lov til at høre de sange igen live. Og det er stadig noget, vi sætter på til fester, fortalte Thea Wellendorf, mens Idun Sandsgaard tilføjede:

- Jeg synes Cheff Records er så fede, fordi de ikke tager sig selv for alvorligt. I dag er der mange musikere, der virkelig dyrker sig selv og tager sig selv utrolig alvorligt, men Cheff er virkelig gode til at tage lidt pis på sig selv og lave noget mega fed og sjov musik. Det er fedt.

Udødelige bangers skabte kæmpefest

- Ingen af mine kolleger over 30 vidste, hvad Cheff Records var, så vi ligger nok lige på skæringspunktet for de folk, der ikke var "for gamle" til at høre dem, da de kom frem, grinte 28-årige Mikkel Hansen (th.), der var taget til koncert med vennen Glenn Thomsen. (Foto: Stefan Wessel © DR)

Mens størstedelen af publikum ved fredagens koncert lignede nogen, der knap nok havde ramt puberteten, da Cheff Records brød igennem for ti år siden, var der dog også koncertgængere, for hvem aftenens hitparade betød et gensyn med lyden af en svunden tid.

- For mig er det lyden af køreturen på vej mod handelsskole-festerne spillet over en brændt cd fuld af ridser og sange, man havde rippet fra YouTube, fortalte 29-årige Glenn Thomsen fuld af nostalgi, mens kammeraten Mikkel Hansen på 28 kaldte aftenens setliste for "soundtracket til alle Roskilde Festival'er siden gymnasiet".

De var begge svært begejstrede for at genopleve ungdommens hitparade.

- Det var jo hit på hit på hit. Der var jo nærmest ikke nogen sange, vi ikke kendte. Det var bare masser af vilde bangers, så det kunne ikke være bedre, mente Glenn Thomsen, der midt i kampens hede havde måttet knappe skjorten op for at få luft til den hårdt prøvede basarm.

- Det var en kæmpefest. Til sidst smækkede de godt nok så meget bas på, at man nærmest ikke kun høre, hvad de sang - men det var også ligegyldig, for vi kom jo for at feste, lød det fra Mikkel Hansen med et grin.

Nu har vi fejret Cheff Records tiårs jubilæum i aften. Tror I, der er ti år mere i dem?

- Selvfølgelig. De dør aldrig.

FacebookTwitter