Udskældt og boykottet af de allerstørste stjerner: I nat uddeles verdens vigtigste musikpriser

Selvom flere musikere har kritiseret Grammy Awards, er det stadig musikkens vigtigste pris, fortæller ekspert.

The Weeknd er ikke nomineret i en eneste kategori, selvom han har haft stor succes med sit album 'After Hours'. I stedet kan Beyoncé blive aftenens store vinder. Hun er nemlig nomineret til hele ni priser i år i otte forskellige kategorier. (© DR / Grafik: Oliver Seppo)

Grammy Awards.

Du har nok hørt om det store, ikoniske prisshow, der hylder vor tids største musikere.

Her bliver 'Årets album', 'Årets sang' og 'Årets nye artist' blandt andet kåret til lyden af klapsalver og jubel, mens verdensstjerner finder deres fineste puds og mindeværdige takketaler frem, hvis de er så heldige at løbe afsted med en af de gyldne statuetter.

Natten til mandag dansk tid afholdes den 63. udgave af det store show - denne gang uden publikum -, og du kan se de nominerede lige her.

Og er man bare en smule interesseret i musik, er der ingen tvivl om, at den amerikanske prisuddeling er det ypperste, fortæller musikekspert og vært på P6 Beat Mads Gundersen.

- Grammy Awards er verdens største musikpris, og derfor har prisuddelingen enorm betydning for musikerne. Hvert eneste år ser man billeder af aftenens store vindere, når han eller hun står med favnen fuld af de legendariske statuetter, og hvert år er det de største kunstnere, der optræder – både fra USA, men også fra udlandet.

Og i år er ingen undtagelse. Showet kan nemlig byde på optrædener fra blandt andre Taylor Swift, Dua Lipa, Bad Bunny og Billie Eilish for bare at nævne nogle.

Men selvom Grammy Awards stadig har en ikonisk status i musikverdenen, er der efterhånden kommet ridser i lakken på den gamle prisvogn – og de er kun blevet mere synlige med årene.

I år bliver det 63. Grammy Awards afholdt med sydafrikanske Trevor Noah som vært. Justin Bieber er skuffet over, at han, ifølge ham selv, ikke er nomineret i de rigtige kategorier. (© DR / Grafik: Oliver Seppo)

Omgivet af kritik

Grammy Awards har nemlig været beskyldt for alt fra korruption og racisme til at være for mandsdomineret og for at placere kunstnere i de forkerte kategorier.

Det er blandt andet dette års Super Bowl-optrædende stjerne The Weeknd, der har udtalt sig yderst kritisk om den store prisuddeling.

Canadierens seneste album, 'After Hours', har tidligere ligget nummer ét på den amerikanske albumhitliste Billboard 200 i en måned, og så er han den første nogensinde til at have en sang – 'Blinding Lights' – liggende i top ti på den amerikanske Billboard-singlehitliste i et helt år. Ja, du hørte rigtigt – et helt år.

Hør eller genhør The Weeknds megahit 'Blinding Lights' lige her:

0:00

Med sådan en succes fristes man måske til at tro, The Weeknd var selvskrevet til dette års Grammy Awards.

Men det er han bare ikke.

Den canadiske megastjerne, med det borgerlige navn Abel Tesfaye, er nemlig ikke blevet nomineret i en eneste kategori til den 63. udgave af den prestigefyldte prisuddeling, og det har fået en vred The Weeknd til tasterne.

- Grammy Awards er stadig korrupt. I skylder mig, mine fans og industrien gennemsigtighed for jeres beslutninger, har han blandt andet skrevet på det sociale medie Twitter, mens han har udtalt til avisen The New York Times, at han vil boykotte awardshowet fremover.

Og hvis du spørger Mads Gundersen, forstår han da også godt The Weeknds raseri, men han slår samtidig også fast, at det ikke nødvendigvis er den mest populære artist, der skal vinde priserne.

- Jeg forstår virkelig godt The Weeknd. Kritikken er berettiget, for man står lidt og mangler en forklaring på, hvorfor han ikke er blevet nomineret. Men på den anden side skal man huske, at priserne bliver uddelt på baggrund af en subjektiv holdning og vurdering. Det er ikke en popularitetskonkurrence, fortæller han.

Og det er netop en vigtig detalje, når man taler Grammy Awards. Der er nemlig nedsat en jury af branchefolk, der bestemmer, hvem der skal vinde de populære statuetter i de forskellige kategorier, og netop derfor kan du sagtens være årets mest streamede artist, men stadig ende med at gå tomhændet hjem fra prisuddelingen.

- Man køber sig ind på den præmis, at det er juryen, der vælger, hvem der vinder priserne. Det giver god mening at føle sig forbigået, hvis du har tonsvis af hits, men det ændrer bare ikke måden, priserne bliver fordelt på, fortæller han og tilføjer:

- Grammy Awards bevæger sig på et knivsæg. De prøver ikke at vælge det forudselige, men skal samtidig vælge noget, der er populært. Du skal virkelig levere et enestående projekt, hvis du skal vinde, og der er altid nogle, der bliver skuffede. Musik er følelser.

Forleden raserede Zayn Malik og hans fans imod Grammy Awards. Sangeren mener, at man kun kan vinde en pris, hvis man er venner med juryen. (© DR / Grafik: Oliver Seppo)

Med The Weeknds raseriudfald stiller han sig bag i den efterhånden lange kø af musikere, der har kritiseret prisuddelingen de seneste år.

The Weeknds landsmand Justin Bieber har blandt andet været utilfreds med, at hans seneste album, 'Changes', er blevet nomineret i de "forkerte" kategorier, og tidligere beskyldte rapperen Tyler, the Creator Grammy Awards for at nedkategorisere "folk som ham" til rap og urban-kategorierne.

Forleden tordnede sangeren Zayn Malik så også imod prisuddelingen, da han mener, at man kun kan blive nomineret til en pris, hvis man er "venner" med juryen.

Lyt til Justin Bibers 'Yummy' fra albummet 'Changes' her:

0:00

Grammy Awards prøver at følge med

Præsidenten for det amerikanske Recording Academy, der står bag det store prisshow, Harvey Mason Jr., har tidligere afvist The Weeknds påstande om snyd og korruption, mens Grammy Awards også har prøvet at imødekomme den store kritik af kategorierne de seneste år.

De har blandt andet omdøbt og ændret flere priser, der før indholdt ordet urban eller var kønsspecifikke.

Grammy Awards forsøger altså at handle på kritikken, men det kan være en svær disciplin, fortæller Mads Gundersen. Særligt i en tid som nu, hvor der er særligt fokus på social og racemæssig uretfærdighed.

- Takket være bevægelser som MeToo og Black Lives Matter har musikbranchen de seneste år gennemgået en stor udvikling. Grammy Awards har mærket den her bølge af wokeness, der er skyllet ind over dem, og de prøver at følge med tiden. Derfor har de blandt andet udfaset og ændret nogle af kategorierne, og de er et prisshow, der virkelig prøver at komme hele vejen rundt om alle genrer, fortæller han og tilføjer:

- Hvis man ser på årets nomineringer og listen over optrædende kunstnere, er Grammy Awards ret progressive. Beyoncé, der er en sort kunstner, har fået flest nomineringer, og i kategorien 'Årets sang' kæmper hun i et felt bestående af Billie Eilish, Dua Lipa og rapperen Post Malone. Jeg synes, der er stor diversitet i nomineringerne, men det er svært at gøre alle glade.

Og på trods af at der hvert år findes musikere, som føler sig forbigået, og musikverdenen ændrer sig, er Mads Gundersen da heller ikke i tvivl om, at Grammy Awards også i fremtiden vil holde fast i deres position som værende den vigtigste musikuddeling, der findes, fortæller han.

- Jeg tror klart, de i fremtiden vil beholde deres ikoniske status. Vi har ikke set decideret kæmpe-boykots af prisuddelingen endnu, og så længe de forsøger at følge med i udviklingen og laver tiltag for at imødekomme kritikken, synes jeg, Grammy Awards giver mening som værende den største og vigtigste prisuddeling i branchen.

Den 63. udgave af Grammy Awards foregår natten til mandag den 15. marts dansk tid.

FacebookTwitter