Udskældt rapper undskylder for 'upræcise og sårende kommentarer' til møde med HIV-organisationer

Ni HIV-organisationer har afholdt et møde med rapperen DaBaby, som var "virkelig engageret", lyder det i en pressemeddelelse.

DaBaby har netop haft et møde med ni amerikanske HIV-organisationer. Det sker, efter han i slutningen af juli kom med række homofobiske ytringer under en koncert. Her ses han til en anden koncert den 22. august. (Foto: Raymond Alston/MPI/Capital Pictures © Scanpix)

Det er ikke gået stille for sig, siden den amerikanske rapper DaBaby i slutningen af juli kom med række homofobiske ytringer under en koncert, hvor han blandt andet fejlagtigt proklamerede, at HIV og AIDS "dræber dig inden for to-tre uger".

Udtalelserne fik både syv amerikanske musikfestivaler til at pille DaBaby af plakaten og en række prominente musikere – lige fra Elton John til Dua Lipa – til at tage afstand fra ham.

Én, der rakte ud, var dog musiker Miley Cyrus, der som panseksuel selv er en del af LGBT+-miljøet og håbede, at de to musikere kunne "lære af hinanden" gennem dialog.

Siden udsendte en række amerikanske HIV-organisationer et åbent brev til rapperen. Her inviterede de ham til en dialog for at "adressere fejlopfattelserne omkring HIV, som kom til udtryk i dine kommentarer samt den indflydelse, de har på forskellige miljøer".

Tirsdag blev mødet så afholdt. Og tilsyneladende med stor succes. Det skriver blandt andre Variety.

Her ses DaBaby optræde på Rolling Loud-festivalen i Miami den 25. juli, hvor de kontroversielle udtalelser faldt. (Foto: Michele Eve Sandberg/Shutterstoc © Scanpix)

- Under vores møde var DaBaby virkelig engageret, undskyldte for sine upræcise og sårende kommentarer om folk, der lever med HIV, og tog imod vores personlige historier og sandheden om HIV og dets indflydelse på sorte og LGBT+-miljøer med dyb respekt, lyder det fra de ni organisationer i en pressemeddelelse ifølge Variety.

- Vi sætter pris på, at han åbent og engageret deltog i dette forum bestående af sorte, der lever med HIV, hvilket gav ham en mulighed for at lære og modtage korrekt information.

Organisationerne, der var med på mødet, var: GLAAD, Black AIDS Institute, Gilead Sciences COMPASS Initiative Coordinating Centers, National Minority AIDS Council (NMAC), The Normal Anomaly Initiative, Positive Women's Network-USA, Prevention Access Campaign (U=U), The Southern AIDS Coalition samt Transinclusive Group.

- Det åbne brev var vores måde at vise ham den samme nåde, som vi selv ville håbe at modtage (...) Vi er glade for, at han hurtigt svarede på brevet og deltog i en meningsfuld dialog og et tankevækkende og dannende møde, lyder det videre i pressemeddelelsen i kølvandet på mødet.

Undskyldte i opslag, som han slettede igen

Stormvejret begyndte for DaBaby, da man til en koncert på Rolling Loud-festivalen i Miami den 25. juli blandt andet kunne høre ham sige fra scenen:

- Hvis du ikke er mødt op i dag med HIV, AIDS eller andre former for dødelige sexsygdomme, som dræber dig inden for to-tre uger, så tænd for lyset på mobilen.

Og:

- Fyre, hvis I ikke sutter pik på en parkeringsplads, så tænd jeres mobillys.

I kølvandet på udtalelserne – og inden mødet med HIV-organisationerne – undskyldte DaBaby offentligt i et opslag på Instagram.

- Jeg vil gerne undskylde til LGBTQ+-miljøet for de sårende og provokerende kommentarer, jeg kom med (til koncerten).

- Endnu engang undskylder jeg for mine misinformerede kommentarer omkring HIV/AIDS, og jeg ved, at viden om disse emner er vigtigt. Kærlighed til alle. Gud velsigne jer, lød det i opslaget.

Opslaget blev dog siden slettet.

Senest har han vakt opsigt ved at dukke op på scenen til ét af Kanye Wests stort anlagte lytteshows forud for udgivelsen af Wests 'Donda'-album. Her dukkede den voldtægtsanklagede sanger Marilyn Manson i øvrigt også op.

Det vakte opsigt, da Kanye West havde trukket to omdiskuterede artister med på scenen til sit lytteshow forud for udgivelsen af albummet 'Donda'. Rapperen DaBaby er lagt for had for homofobiske udtalelser, mens sangeren Marilyn Manson er anklaget for seksuelle overgreb. (Foto: Brian Prahl/MEGA © Getty Images)

Nu er der imidlertid kommet nye boller på DaBabys suppe ifølge de ni HIV-organisationer.

- DaBabys villighed til at lytte, lære og vokse kan åbne døren og få en helt ny generation af mennesker til at gøre det samme, lyder det fra Marina Miller, der er outreach coordinator hos The Southern AIDS Coalition.

DaBaby har ifølge Variety ikke selv udtalt sig i kølvandet på mødet.

Facebook
Twitter