Undrede du dig også? Derfor får tusindvis af mennesker lov til at samles til Eurovision

3.500 publikummer klappede løs under den første semifinale i årets Eurovision Song Contest tirsdag.

Dåseklap var tirsdag aften erstattet af rigtige hænder, der slog med hinanden, ved den første semifinale i årets Eurovision Song Contest i Rotterdam, Holland. Her kunne publikum blandt andet heppe på Cyperns Elena Tsagrinou. (Foto: Andres Putting © EBU)

Tomme sæder. Klap og latter på dåse. Virtuelle publikumsvægge.

I omtrent et år har de normalt storstilede tv-produktioner både herhjemme og ude i verden måttet tænke kreativt, fordi coronapandemien har gjort det vanskeligt at samle folk i store forsamlinger i arenaer og tv-studier.

Men tirsdag aften var der grund til at spærre øjnene op.

For efter at være blevet aflyst i 2020 var Eurovision Song Contest i år atter tilbage på tv-skærme over hele Europa - med noget, som virkelig har været savnet, siden coronaen brød ud: et rigtigt levende publikum!

Ved den første semifinale i årets Eurovision var 3.500 mennesker nemlig samlet under taget i Rotterdam Ahoy i Holland, som lægger scene til årets musikkonkurrence.

Et faktum, den ene af aftenens værter, Chantal Janzen, da også blev nødt til at italesætte i showet:

- Det har været et bizart år for os alle sammen. Og derfor kan vi i aften mere end nogensinde sætte pris på, hvor fantastisk det er at kunne dele denne begivenhed med et rigtigt publikum, lød det, hvorefter der udbrød massive klapsalver i salen.

Man skulle tro, billedet her var taget engang i 2019. Men den er god nok: Det er taget i Rotterdam Ahoy i går, tirsdag den 18. maj 2021. Det var dog kun cirka 20 procent, svarende til 3.500 publikummer, af arenaens kapacitet, der blev taget i brug. (Foto: SANDER KONING © Ritzau Scanpix)

Men hvordan kan det overhovedet lade sig gøre at afholde så stort et arrangement, når vi herhjemme må være maksimalt 2.000 personer - inddelt i sektioner af maksimalt 500 - til et indendørs kulturarrangement?

Jo, det kan det såmænd, fordi den hollandske regering har givet grønt lys til at lade årets show være en del af forskningsprojektet Fieldlab Events, som har til formål at undersøge, hvordan man kan afholde store arrangementer under en pandemi.

Underlagt strenge restriktioner

Men selvom showet er en del af et corona-eksperiment, betyder det ikke, publikum bare kan komme valsende ind fra gaden til tonerne af Abba og sætte sig i et af de 3.500 sæder.

For at få adgang til salen skal alle besøgende kunne fremvise en negativt test, der ikke er ældre end 24 timer. Derudover bliver de bedt om at tage endnu en test fem dage efter begivenheden.

Inden de besøgende forlader deres hjem, får de stillet en række spørgsmål via en speciel app. Og dem, der har symptomer forbundet med covid-19, bliver bedt om at blive hjemme.

Det stående publikum på gulvet er skrottet, så der i år kun et siddende publikum, hvilket begrænser andelen af fysisk kontakt. Og så bliver man i øvrigt bedt om at ankomme og forlade salen i tildelte tidsintervaller.

Besøgende skal derudover også bære en ansigtsmaske, når de bevæger sig rundt.

Testkøer som vi efterhånden kender dem. En negativ covid-19-test er bare ét af de mange krav, der gør sig gældende, hvis man gør sig forhåbninger om at komme ind i salen til Eurovision Song Contest 2021. (Foto: Robin Utrecht © Ritzau Scanpix)

Myndighederne kan stadig nå at lukke festen

Men pandemier kan jo i grunden være ligeglade med menneskeskabte regler. Og derfor har arrangørerne bag dette års musikkonkurrence også gjort det klart, at de hollandske myndigheder til enhver tid kan sætte en stopper for publikumsfestlighederne, hvis situationen løber løbsk.

- Vi forstår den øgede forsigtighed, og i dén situation vil vi naturligvis afholde showet uden et publikum. Vi er ydermere også i tæt kontakt med kommunen, de lokale sundhedsmydigheder og hospitalerne i området, har showets producent, Sietse Bakker, tidligere forklaret.

Men tirsdag aften gik alting som planlagt, og de 16 lande gik på scenen ét efter ét til stor begejstring for publikum i salen.

Ti lande klarede sig videre til finalen på lørdag, heriblandt Sverige og Norge samt en af bookmakernes helt store favoritter Malta - og Ukraine, som nu er det eneste land, der har klaret sig videre fra alle de semifinaler, de har deltaget i. Den rekord kom i hus, efter Australien for første gang siden deres debut i 2015 ikke snuppede en finalebillet.

Torsdag gælder det det så den anden semfinale, hvor Danmark i skikkelse af Fyr og Flamme og 'Øve os på hinanden' skal forsøge at komme i finalen.

Semifinalen kan ses på DR1 og DRTV (også hvis du befinder dig i udlandet) klokken 21, og du finder din stemmeseddel til showet her.

Sangeren Destiny (i sølvkjole) repræsenterer Malta i årets Eurovision og er blandt bookmakernes favoritter til at vinde finalen på lørdag med nummeret 'Je me casse'. For seks år siden vandt Destiny i øvrigt Junior Eurovision Song Contest. (Foto: Robin van Lonkhuijsen © Ritzau Scanpix)
Facebook
Twitter