Undrer du dig også? Derfor rammer din topliste på Spotify forkert

Spotify har netop udgivet playlisten 'Your Top Songs 2018', der viser, hvad du har lyttet mest til i år.

Dua Lipa er en af de mest afspillede kvindelige kunstnere i 2018 på Spotify i Danmark. (Foto: Chesnot/Getty © Getty Images)

Blev du chokeret over, at du havde lyttet til 33 timers Dua Lipa? Eller at siciliansk salsa sneg sig ind som din yndlingsgenre i år?

Hvert år analyserer Spotify sine brugeres mest afspillede musik og lancerer en playliste, der viser hver enkel bruger, hvad de har lyttet mest til det år.

Spotifys årlige playliste 'Your Top Songs 2018' er nu tilgængelig, og måske giver den virkelig god mening for dig, eller det kan være, du ikke helt kan genkende din musiksmag i playlisten.

Playlisten 'Your Top Songs 2018' er udarbejdet af en algoritme, der analyserer den musik, du har hørt mellem 1. januar og 31. oktober 2018, så hvis du for eksempel skamspiller Mariah Carey i hele december, kommer det altså ikke med på listen, oplyser Spotify.

Bros 'Sydpå' er det mest afspillede hit i Danmark på Spotify i 2018. Hør hans nye sang 'Kondi' herunder:

For at Spotify skal have nok data på din musiksmag, skal du have lyttet til fem forskellige kunstnere, 30 forskellige numre og 60 minutters musik i perioden for at kunne få en 'Your Top Songs 2018'-liste.

Hvis du mener, at din liste indeholder nogle numre, som du simpelthen ikke kan stå inde for, er her, ifølge Spotify, tre grunde til, at de er alligevel kan være endt på din playliste:

1) Dit Spotify-abonnement er sat op til en fælles afspiller i din husstand.

2) Du har ladet dit Spotify køre, mens du for eksempel har forladt hjemmet, har været til et møde eller lignende.

3) Du har brugt dit abonnement til en fest.

Hvis du har en musikalsk guilty pleasure, der skal forblive hemmelig til næste år, er det nu, du skal nyde den, inden Spotify igen samler data fra 1. januar 2019.

Facebook
Twitter