Velkommen i klubben: Legendariske stjerner bliver hyldet efter deres død

Den prestigefyldte Rock & Roll Hall of Fame har netop lukket seks nye stjerner ind i varmen.

Whitney Houston og Notorious B.I.G. er blandt de nye navne på listen. (© Getty Images/ Grafik: Ellen Kirstine Jensen)

Hvad har Tupac Shakur, Nirvana og Michael Jackson til fælles?

De er alle sammen verdenskendte navne, der har været skelsættende for hver deres musikgenre.

Og så er de alle sammen optaget i Rock & Roll Hall of Fame.

Et kunstmuseum, der siden 1986 har indlemmet de største og mest indflydelsesrige musikere i sin prestigefyldte klub.

En gang om året afholdes en storslået indlemmelsesceremoni, hvor musikbranchen stimler sammen for at fejre de udvalgte.

Og 2020 er ingen undtagelse. Onsdag blev seks solokunstnere og grupper således optaget i Rock & Roll Hall of Fame ud af i alt 16 nominerede.

Dem kan du blive klogere på herunder.

1

Whitney Houston

Whitney Houston betragtes af mange som en af de bedste kvindelige stemmer nogensinde. Hun optræder her til World Music Awards i 2004. (Foto: Kevin Winter © 2004 Getty Images)

En af vor tids største stemmer tilhørte den amerikanske sangerinde Whitney Houston, der med sange som 'I Wanna Dance With Somebody' og 'I Will Always Love You' hurtigt skrev sig selv ind i musikhistorien som en af de bedst sælgende kunstnere nogensinde.

Alligevel er det først nu, otte år efter sin død, at hun bliver optaget.

Og det har genoplivet en længerevarende kritik af Rock & Roll Hall of Fame, der gennem årene har fået en del modvind for at optage for få kvinder - og særligt afroamerikanske kvinder.

Nu har den storstemmede sangfugl dog endelig fået sin plads blandt de andre legender.

Hør eller genhør Whitney Houstons storslåede stemme på 'I Will Always Love You' her:

2

Depeche Mode

Depeche Mode består i dag af medlemmerne Dave Gahan, Martin Gore og Andy Fletcher. Tidligere har gruppen også inkluderet Vince Clarke og Alan Wilder. (Foto: Koh Hasebe/Shinko Music © 1985 Shinko Music)

Hvis man er flittig koncert- og festivalgænger, så er det meget sandsynligt, at man er stødt på det engelske band Depeche Mode.

Bandet, der er bedst kendt sin elektroniske musik og en sand tirade af hits, herunder 'Enjoy the Silence' og 'Personal Jesus', har nemlig gæstet Danmark et hav af gange, siden de skød deres karriere rigtigt i gang i starten af 1980'erne.

Blandt andet optrådte de i Parken i 2017 til glæde for begejstrede anmeldere, ligesom bandet gæstede fynske Tinderbox Festival i 2018.

Og bandet har faktisk haft et helt særligt forhold til Danmark, hvor flere af deres største hits er indspillet i Randers hos Puk Recording Studios, hvor både George Michael og Elton John også har indspillet flere af deres store hits.

Lyt til Depeche Modes elektroniske kæmpehit 'Enjoy the Silence' her:

3

The Notorious B.I.G.

Notorious B.I.G. var en af de bedst sælgende rappere i 90'erne. Hans debutalbum 'Ready To Die' fra 1994 betragtes af mange som et af de bedste hiphopalbum nogensinde. (Foto: Chris Walter)

Hvis du ikke interesserer dig for hiphop, så har du sandsynligvis alligevel hørt om den kontroversielle rapper, Notorious B.I.G., hvis stridigheder med rapkollegaen Tupac Shakur i sidste ende kostede dem begge livet.

The Notorious B.I.G., eller bare 'Biggie', som han blev kaldt, var en fyldig New York-rapper med skarpe rim og sexede omkvæd, der har givet den afdøde rapper et ry som en af de bedste rappere, der nogensinde har levet.

Notorious B.I.G. slog for alvor igennem med sit album 'Ready to Die' fra 1994, men blev dræbt kun tre år efter i 1997, 24 år gammel.

Hans hårdtslående hits har nu sikret ham titlen som medlem af Rock & Roll Hall of Fame, ligesom kollegaen Tupac Shakur, der blev optaget i 2017.

Lyt til Notorious B.I.G.'s gadehymne 'Juicy' her:

4

Nine Inch Nails

Nine Inch Nails eneste permanente medlem var forsangeren Trent Reznor (på billedet) lige indtil 2016, hvor britiske Atticus Ross stødte til. På billedet optræder Nine Inch Nails på festivalen Woodstock i 1994. (Foto: Ebet Roberts © 1991 Ebet Roberts)

Nine Inch Nails storhittede også i 1990'erne, men langt væk fra hiphoppens bevæbnede stridigheder.

Men det amerikanske rockband formåede alligevel at chokere et hav af 1990'er-forældre, der måbende kunne se til, når Nine Inch Nails' grafiske musikvideoer med indvolde og eksplicitte sexscener rullede over alverdens tv-skærme.

Faktisk stod det så grelt til, at musikvideoen til sangen 'Happiness in Slavery' næsten blev universelt forbudt på de amerikanske tv-stationer.

Bandet er derudover bedst kendt for sine sange 'Closer' og 'The Hand That Feeds'. Og i modsætning til Whitney Houston og Notorious B.I.G. har du stadig mulighed for at se bandet live.

Sidst de gæstede Danmark var i 2018, hvor de optrådte på Roskilde Festival.

Lyt til det kontroversielle rockbands sang 'Closer' her:

5

The Doobie Brothers

The Doobie Brothers i 1976. Da bandet gæstede Danmark i 2018, fik de rosende ord med på vejen fra anmelderne. (Foto: Michael Ochs Archives)

Knapt så kontroversielt var det amerikanske rockband The Doobie Brothers, der storhittede i 1970'erne.

Bandet blev særligt kendt for at eksperimentere med en række forskellige genrer, blandt andet r&b, country og rock. De er måske bedst kendt for sangene 'Listen to the Music' og 'Long Train Runnin', der begge har over 100 millioner streams på Spotify.

I dag har flere af medlemmerne passeret 70 år, men det afholder dem ikke fra at turnere lystigt med det legendariske rockband. De lagde da også vejen forbi Danmark i 2017.

Hør eller genhør The Doobie Brothers klassiker 'Long Train Runnin' her:

6

T. Rex

T. Rex optræder i 1970. Gruppen var store tilhængere af farvestrålende tøj og vilde frisurer. (Foto: Ron Howard © Getty Images)

T. Rex er navnet på en af fortidens mest frygtindgydende dinosaurer, men det er faktisk også navnet på det engelske rockband, som du måske bedst kender for sangen 'Get It On'.

Bandet blev dannet i 1967 af sanger og guitarist Marc Bolan. Dengang hed de Tyrannosaurus Rex og lavede en række folk-albums. Da gruppen skiftede navn til T. Rex, skiftede de også musikalsk kurs, og de begyndte samtidig at klæde sig i flamboyante pailletskjorter, plateausko og gå med makeup.

Bandet betragtes i dag som en af forløberne i glam rock-bevægelsen, der blandt andet også husede David Bowie.

Da grundlæggeren Marc Bolan kørte galt og omkom i 1977, valgte de resterende medlemmer at opløse bandet.

Genopfrisk de pailletklædte rockmusikere på 'Get It On' her: