Verdensstjerne får ros for at stå frem med psykisk sygdom: 'Det giver håb!'

Det er vigtigt, at store stjerner står frem med deres lidelser, mener organisation.

Den 27-årige sanger og skuespiller Selena Gomez har gennem flere år været åben omkring, hvordan hun har kæmpet med sit mentale helbred. (Foto: Xavier Collin © Scanpix)

Den amerikanske skuespiller og popstjerne Selena Gomez ser på ydersiden ud til at have det perfekte liv. Hun er rig og berømt og har succes som både skuespiller og sanger.

Og på Instagram har den tidligere Disney-stjerne hele 172 millioner mennesker, der følger med i hendes hverdag.

Men Selena Gomez' liv har ikke kun været én lang, succesfuld optur. Det fortalte hun åbent om, da hun gæstede popstjernekollegaen Miley Cyrus' Instagram-show 'Bright Minded' i fredags.

- Efter flere år, hvor jeg har gennemgået flere forskellige ting, besøgte jeg for nyligt et af de bedste psykiatriske hospitaler i USA. Efter besøget gik det op for mig, at jeg er bipolar.

- Siden jeg modtog mere information, har det faktisk hjulpet mig. Det skræmmer mig ikke, nu hvor jeg ved det, sagde Selena Gomez ærligt ifølge CNN.

Lyt til Selena Gomez' kæmpehit 'Lose You To Love Me', mens du læser videre.

0:00

Har før kæmpet med psykiske lidelser

Det er ikke første gang, at Selena Gomez har kæmpet med psykiske problemer.

I 2016 annoncerede hun, at hun ville forlade spotlyset for en periode for at "fokusere på sin sundhed og lykke" efter vedvarende angst, panikanfald og depressioner.

I 2018 gennemgik hun et behandlingsforløb for angst og depression, og tidligere i år gav hun et indblik i sine op- og nedture.

- Når jeg var oppe, var jeg virkelig oppe, og når jeg var nede, kunne det slå mig ud i flere uger, sagde hun i et interview med Wall Street Journal.

- Jeg fandt ud af, at jeg led af mentale lidelser. Og ærligt, det var en lettelse at få at vide. Jeg fandt ud af, at jeg kunne få hjælp, og jeg fandt mennesker, jeg kunne stole på. Jeg kom på den rette medicin, og det har fuldstændig forandret mit liv, udtalte Selena Gomez.

Vigtigt at stjerner står frem

Hos Sind, der er en interesseorganisation for mennesker, som er ramt af psykiske lidelser og deres pårørende, er man glad for, at en stor stjerne som Selena Gomez står frem.

For det kan have stor betydning for folk med psykiske lidelser, siger formand Knud Kristensen.

- Hvis man selv er ramt af en lidelse, som den pågældende stjerne har, så giver det håb, fordi man kan se, at man alligevel kan opnå store ting, siger han.

Han håber også, at det kan skubbe til folks fordomme om mennesker med psykiske lidelser. Fordomme, som der er mange af ifølge Knud Kristensen.

- Mange er bange for folk med psykiske lidelser, fordi man en gang imellem læser, at en psykisk syg har begået kriminalitet. En anden fordom er, at der er en helt masse ting, man ikke kan, hvis man har en psykisk lidelse.

Selena Gomez (i midten) fik sit store gennembrud som 15-årig i Disney-serien 'Magi på Waverly Place'. (© Scanpix)

Hvad ændrer det, når en stor stjerne som Selena Gomez fortæller, at hun er bipolar?

- Det er med til at nuancere billedet af, hvad en psykisk lidelse er. Og det er en god ting, siger Knud Kristensen.

Følger andre store stjerner

27-årige Selena Gomez er langt fra den eneste kendte stjerne, som står frem med lidelsen bipolar.

En anden tidligere Disney-stjerne, 27-årige Demi Lovato, blev diagnosticeret som bipolar, da hun var på afvænning som 22-årig. Før sin diagnose havde hun kæmpet med bulimi, stoffer og selvskade.

Hun har siden da brugt sin berømmelse til at forsøge at fjerne stigmatiseringen af psykisk sygdom og fremme behandling.

Mariah Carey er en anden sangerinde, der er blevet diagnosticeret med bipolar lidelse. Det blev hun i 2001, men det var først i 2018, at hun var åben omkring det.

- Det var en stor byrde at bære, og jeg kunne simpelthen ikke blive ved med det. Så jeg søgte og fik behandling, jeg omgav mig med positive mennesker, og jeg kom tilbage til det, jeg elsker: At skrive sange og lave musik, sagde Mariah Carey tilbage i 2018 ifølge magasinet People.

Den afdøde sangerinde og sangskriver Amy Winehouse var også bipolar. Inden sin død som 27-årig i 2011 havde hun i flere år kæmpet med afhængighed af stoffer og alkohol.

Amy Winehouse udtalte selv, at hun drak, fordi hun havde depressioner.

  • Demi Lovato har fået diagnosen bipolar lidelse og var tidligere i år på besøg i 'The Ellen Show', hvor hun også fortalte om sin kamp med spiseforstyrrelsen bulimi. (© Scanpix)
  • Ifølge Mariah Carey selv blev hun diagnosticeret i 2001, men valgte først at fortælle offentligheden om sin bipolare lidelse i 2018. (Foto: ANGELA WEISS © (c) Scanpix)
  • Den britiske sangerinde Amy Winehouse var også bipolar. Hun blev i 2011 fundet død i sit hjem, 27 år gammel. Ifølge obduktionen døde hun af alkoholforgiftning. (Foto: Steffen Schmidt © Scanpix)
1 / 3

Andre store stjerner som Carrie Fisher, Russell Brand og Jean-Claude Van Damme er også stået frem med deres bipolare lidelse.

FacebookTwitter