Verdensstjerne poserede topløs for stort modemagasin: Nu vækker lækkede nøgenbilleder vrede

- Det må bare ikke ske, siger dansk fotograf om rapstjernen Iggy Azaleas lækkede photoshoot.

Iggy Azalea fik i 2016 taget billeder til det australske magasin GQ. Nu er outtakes for photoshootet blevet lækket mod rapperens vilje. (Foto: Kevin Mazur © 2018 Kevin Mazur)

Rapstjernen Iggy Azelea har deaktiveret sine Twitter- og Instagram-profiler efter eksplicitte billeder, hvor den 28-årige australier poserer topløs, er begyndt at florere på nettet.

Billederne stammer fra et photoshoot, som rapperen lavede for det australske magasin GQ, og som er blevet taget af den anerkendte fotograf Nino Munoz.

Nogle af billederne er tidligere blevet publiceret i bladet, hvor sangerindens bryster er delvist dækket til, men de mere eksplicitte billeder, der nu er blevet lækket, hvor hendes bryster ikke er dækket til, skulle, ifølge sangerinden, aldrig have set dagens lys.

I et nu slettet opslag på sin Twitter-profil skrev sangerinden ifølge Entertainment Tonight og flere andre medier, at hun 'aldrig har givet samtykke til at tage topløse billeder, der potentielt skulle publiceres'.

Du kan se de billeder, som GQ - med Iggy Azaleas accept - publicerede i sit magasin her.

Føler sig flov og ført bag lyset

I opslaget, der blev lagt ud på Azaleas Twitter-profil, før hun senere deaktiverede sin konto helt, skriver hun også, at hun ikke forstår 'grunden til, at nogen skulle have beholdt outtakes fra photoshootet', og at hun er 'overrasket og vred over, at de ikke blev slettet med det samme, efter de endelige billeder var blevet udvalgt'.

Sangerinden føler sig med egne ord 'ført bag lyset, flov, krænket, vred, trist og en million andre ting' og forklarer, at hun indvilligede i at lade sig fotografere topløs, fordi hun ikke regnede med, at billederne ville blive lækket.

- Jeg havde ikke set andre kvinders covers bliver lækket, så jeg følte mig tryg ved (på et lukket set) at stå model for så respekteret et magasin, velvidede at kun billederne, hvor mine hænder dækker (mine bryster) ville blive taget i betragtning til publicering, skriver sangerinden.

Iggy Azalea er nok mest kendt for gennembrudshittet 'Fancy' fra 2014. Hør det her:

Dansk fotograf: Det må ikke ske

Den danske fotograf Petra Kleis ved om nogen, hvor vigtigt det er, at eksplicitte billeder ikke havner i de forkerte hænder. Hun har som fotograf taget masser af billeder af hel- og halvnøgne modeller og har blandt andet foreviget navne som Bisse og Medina, som naturen har skabt dem.

- Det er utroligt vigtigt for mig, at folk er glade og trygge ved at smide tøjet foran mig, og at de kan stole på, at kun de billeder, de har det godt med, kommer ud. Det ville fuldkommen undergrave mit firma og min identitet som fotograf, hvis folk ikke følte sig trygge. Det ville være helt forfærdeligt for mig, hvis jeg fandt ud af, jeg havde brudt folks tillid, siger Petra Kleis.

Hun forklarer, at hun altid laver mundtlige aftaler med sine modeller om billederne og deres brug, men stort set aldrig skriver noget ned i en kontrakt, da hun ikke synes, det giver mening i praksis.

- Det kan godt være, at du på dagen gerne vil fotografes uden tøj på, men hvis der går et år, og du så pludselig ændrer mening, så vil jeg altid respektere folks ønsker - uanset hvad der så stod i en eventuel kontrakt.

Iggy Azalea undrer sig på Twitter over, at outtakes fra photoshootet ikke er blevet destrueret, men Petra Kleis forklarer, at medmindre man er blevet bedt om at slette materialet, så er det helt normalt, at fotografer gemmer sine outtakes.

Nogle gange beder modellerne faktisk selv om det, fordi de gerne vil have muligheden for at købe flere billeder fra serien på et senere tidspunkt.

Men at billederne havner på nettet, må ikke ske, slår hun fast.

- Det må bare ikke ske. Det er helt afgørende for mig, at mine modeller kan være sikre på, at billederne ikke havner andre steder end tiltænkt. Det er virkelig, virkelig skidt for fotografens omdømme, det her. Det kan være altødelæggende for hans karriere, siger Petra Kleis, der 'gudskelov' aldrig selv har fået noget af sit materiale lækket.

Iggy Azalea udsendte tidligere på måneden sin seneste single 'Started'. Hør den her:

Fotograf har søsat politiundersøgelse

Hvordan billederne af Iggy Azalea er blevet lækket er endnu uvist, men sangerinden skriver på Twitter, at hun har tænkt sig at finde ud af, hvor lækket stammer fra og vil lægge sag an mod bagmændene.

- Det er vigtigt for mig, at nogen faktisk bliver stillet til ansvar for deres handlinger og måden, det påvirker mit liv, skriver sangerinden på Twitter.

Fotografen bag, Nino Munoz, nægter at være manden bag lækket og skriver på Instagram, at han har søsat en politiundersøgelse for at finde synderen.

- Jeg er utroligt vred og vil ikke hvile, før retfærdigheden sker fyldest, skriver han.

Midt i det hele arbejder Iggy Azalea lige nu på sit kommende album 'In My Defense', der efter planen skal udkomme i juni.

Facebook
Twitter