'Vi er klar til at rulle!': Spillesteder håber på større koncerter efter tysk corona-succes

I et tysk eksperiment har man undersøgt, hvordan man kan afholde større koncerter under corona.

1.400 mennesker blev lukket ind til forsøgskoncerten med Tim Bendzko den 22. august i Leipzig. (Foto: Sean Gallup © 2020 Getty Images)

Det kan godt lade sig gøre at holde en indendørskoncert for mere end 500 publikummer, selv om der stadig er corona i luften.

Vel at mærke uden at det får smitten til at eskalere.

Det er i hvert fald konklusionen i Tyskland, efter man som et forsøg har lukket 1.400 mennesker ind til en koncert. Det skriver nyhedsbureauet DPA ifølge en række tyske medier.

Den gode nyhed får Dansk Live, der repræsenterer danske koncertarrangører, til at øjne en chance for lignende forsøg i Danmark.

- Planerne ligger klar, så vi er klar til at rulle, siger sekretariatschef Esben Marcher.

- Vi er klar til at lave forsøg med så højt et antal gæster, som sundhedsmyndighederne finder forsvarligt. Vi skal bare have opbakning til det, lyder opfordringen.

Før corona blev der lukket 12.000 mennesker ind til arrangementer i Arena Leipzig. (Foto: Sean Gallup © 2020 Getty Images)

Test, mundbind og nul kontakt

Det tyske koncertforsøg fandt sted den 22. august i Arena Leipzig.

Planen var, at der skulle lukkes 4.000 mennesker ind i hallen, der normalt har plads til 12.000 mennesker, men der kom kun 1.400.

De leverede alle en negativ coronatest inden koncerten og skulle bære mundbind under hele koncerten. Derudover blev de afsprittet med en særlig uv-følsom væske og andet udstyr, som kunne spore deres bevægelsesmønstre under koncerten.

Forskerne bag forsøget konkluderer altså, at det godt kan lade sig gøre at afholde en coronasikker koncert, hvis der er skarpt fokus på afviklingen af den.

Og hvis man kan undgå unødvendig kontakt mellem publikum.

- Man bør bruge flere indgange på spillestederne, så man fordeler strømmen af besøgende, og så skal venteområderne være udenfor, siger Stefan Moritz, der er leder af forsøget udført af universitetshospitalet i Halle.

Derudover er afgørende, at ventilationen i lokalet er i top, da dårlig ventilation øger smitterisikoen, pointerer Stefan Moritz.

Målet var at få 4.000 mennesker ind i hallen til forsøget, men kun 1.400 dukkede op. De skulle bære ansigtsmasker under hele koncerten. (Foto: Sean Gallup © 2020 Getty Images)

Hurtig test og smitteopsporing

I Dansk Live er man nu ved at kigge forsøget efter i sømmene for at lære af erfaringerne.

Men der er allerede en plan for, hvordan man kan lave forsøg med koncerter med 500 siddende gæster, som myndighederne har sat grænsen på lige nu.

- Det er ikke alle spillesteder, der har plads til at holde den påkrævede afstand, så vi arbejder med nogle muligheder, der kan kompensere for det, siger Esben Marcher.

En af de muligheder er hurtige coronatest ved koncertstedet, så arrangøren kan være sikker på, at der ikke kommer coronasmittede gæster ind i salen.

Og i tilfælde af, at der alligevel skulle være smittede med, vil man have et bedre system til smitteopsporing, hvor alle koncertgæster bliver kontaktet.

Staten må betale

Sent tirsdag aften blev der indgået et politisk forlig om endnu en coronahjælpepakke, som også skal hjælpe de pressede kulturinstitutioner, herunder spillestederne.

Håbet hos Dansk Live er, at der med i den genstartsplan er en ambition om forsøg med større koncerter, end det der er tilladt nu.

- Jeg synes, at vi skal bygge videre på Leipzig-forsøget i dansk kontekst, og jeg mener også, at man kan arbejde med de ordninger, der har været til fodbold, hvor man har opdelt stadions i forskellige sektioner, så der kan lukkes flere ind, siger Esben Marcher.

Og så bør der følge en pose penge med, understreger han, hvis spillestederne skal til at lave forsøg med mere end 500 publikummer.

- Du kan ikke lægge et ekstra lag oven på koncerterne og forvente, at publikum betaler. Hvis vi skal teste i større skala, så skal der statslig finansiering til.

Flere danske festivaler, heriblandt Smukfest, arbejder i øjeblikket på en alternativ afvikling, så de måske kan undgå at aflyse, hvis coronapandemien stadig raser til sommer.

Publikum blev udstyret med gps-trackere, så deres bevægelser kunne spores. (Foto: Sean Gallup © 2020 Getty Images)
Facebook
Twitter