'Vi fejrer det perverse i Amerika': Omdiskuteret Grammy-optræden deler vandene

Cardi B og Megan Thee Stallion har fået flere op i det røde felt efter deres optræden ved weekendens prisfest.

Megan Thee Stallion (til venstre) og Cardi B på scenen til Grammy-uddelingen i søndags med en optræden, der mildest talt har delt vandene. (Foto: pb / PL / Avalon © Scanpix)

Da Grammy-vinderne Cardi B og Megan Thee Stallion sidste år udgav kæmpehittet 'WAP', skabte det overskrifter verden over. Pas eventuelt på med at google det i arbejdstiden, hvis du skal have genopfrisket hvorfor.

Nu har de to amerikanske rappere gjort det igen.

Siden årets Grammy-uddeling i søndags har det nemlig først og fremmest været Cardi B og Megan Thee Stallions stort anlagte optræden ved showet, der er blevet talt om og har fået folk til tasterne.

Mens blandt andet CNN hylder hitmagerne for at levere "én af de mest mindeværdige Grammy-optrædener nogensinde", er det langt fra alle, der er begejstrede for det seksuelt frigjorte show, de to kvinder leverede ved prisuddelingen.

Lyt til 'WAP', mens du læser videre:

0:00

På Fox News udtalte talkshow-værten Tucker Carlson ifølge Insider, at de to rappere "bevidst prøver at nedbryde vores kultur og skade vores børn".

I forbindelse med kritikken af Cardi B og Megan Thee Stallions optræden havde han inviteret den konservative aktivist Candace Owens i studiet. Og hun satte trumf på ved at give den omdiskuterede optræden følgende svada med på vejen:

- Vi var faktisk vidne til en simuleret lesbisk sexscene på tv i går aftes (søndag, da showet blev sendt), og det bliver betragtet som feministisk. Det bliver anset som fremadskuende og progressivt, sagde hun og fortsatte:

- Det virker som et angreb på amerikanske værdier og traditioner, og man prøver aktivt at få børn til at aspirere til noget, der er grotesk. Vi fejrer det perverse i Amerika.

Der var ikke meget overladt til fantasien, da Megan Thee Stallion og Cardi B (på billedet) gik på scenen til Grammy-uddelingen, hvor de optrådte hver for sig og sammen med numrene 'Savage', 'Body', 'Up' og 'WAP'. (Foto: pb / PL / Avalon © Scanpix)

'Yay, vi er kommet på Fox'

De to kvinder i centrum for kritikken har ikke været sene til at tage til genmæle i sagen, der siden har udviklet sig til en veritabel digital slagmark af beskyldninger, trusler om sagsanlæg og sidenhen slettede tweets, som vi ikke skal gå i detaljer med her.

Men i korte træk: Cardi B og Megan Thee Stallion giver ikke meget for kritikken. I et sidenhen slettet tweet skriver Cardi B ifølge Insider: "Yaaaayyyyyyy, venner! Vi er kommet på Fox News. Wap wap wap."

Hun har siden fulgt op med en række tweets, der mere eller mindre direkte refererer sagen, som hun nu tilsyneladende har fået nok af:

- Hvornår er det her slut, for jeg keder mig og har andre ting at tage mig til.

Megan Thee Stallion giver den spegede affære følgende ord med på vejen på Twitter:

- Før jeg smutter... I opfører jer alle sammen, som om I bliver tvunget til at se på ting, I ikke kan lide. Hvis I kan lide hundehvalpe, så følg sider med hundehvalpe. Hvis I kan lide mad, så følg mad-sider. Hvis I kan lide bad bitches, så følg mig. Let nok, ik'? Hej hej.

Sidste år fik 'WAP' – og den dertilhørende musikvideo – spalteplads i et utal af medier på grund af sangens eksplicitte, lyriske indhold, der blandt andet blev kritiseret af soulsangeren CeeLo Green (som dog hurtigt trak sin kritik tilbage).

I 'WAP' rapper Cardi B og Megan Thee Stallion blandt andet om, hvordan de vil "have brækfornemmelser" og "kvæles", når de giver oralsex, og de opfordrer deres udkårne til at "tage en svømmetur" – og uden at gå i detaljer kan vi godt afsløre, at det altså ikke er en hurtig dypper i Vesterhavet, der er tale om.

Cardi B på scenen til søndagens Grammy-uddeling. Hun skulle have spillet på Roskilde Festival i 2018, men aflyste, fordi hun blev gravid. I stedet gæstede hun Orange Scene i 2019. (Foto: pb / PL / Avalon © Scanpix)

Designet til at provokere

Nu er de to kvinder så igen på alles læber, og der er faktisk en god grund til, at den eksplicitte Grammy-optræden har sat internettet i kog, forklarer lektor Lene Bull Christiansen, der forsker i køn og popkultur ved Roskilde Universitet.

- Deres optræden er jo næsten designet til at få højrefløjen op i det røde felt. På den måde er det ikke særlig overraskende, at alle taler om det lige nu. Men man kan måske undre sig over, at højrefløjen i det hele taget stadig følger med i Grammy-uddelingen, lyder det fra lektoren med henvisning til, at underholdningsindustrien i USA traditionelt opfattes som venstreorienteret.

- Når det handler om kvinders seksualitet og kvindelig seksuel nydelse, så er det noget, man bare per definition tager afstand fra på højrefløjen. Og det handler både om køn og race. Der er de her stereotyper, hvor nogle opfatter sorte kvinder som mere seksuelt udfarende.

Og når både Cardi B og Megan Thee Stallion spiller på tematikker om køn, race og seksualitet i deres tekster – og til deres Grammy-optræden – så er det ifølge Lene Bull Christiansen "ikke mærkværdigt", at det efterfølgende fører til en stor og polariseret diskussion.

- Jeg er sikker på, det er en reaktion, Cardi B og Megan Thee Stallion har forventet. De har nok siddet og hygget sig med at skrive små comebacks på forhånd.

Står på skuldrene af Madonna og rødstrømperne

Ifølge Lene Bull Christiansen står de to kvinder på skuldrene af tidligere tiders kvindesagsforkæmpere. Inklusive Madonna, Britney Spears og Christina Aguilera:

- Jeg er så gammel, at jeg kan huske dengang, det var vildt opsigtsvækkende, at de tre kyssede på scenen til MTV Video Music Awards i 2003. Kulturen har rykket sig siden da. Og nu er Cardi B med til at rykke den igen. Hun er med til at rykke grænserne for, hvor eksplicit der bliver talt om kvinders seksualitet.

Britney Spears (til venstre), Madonna (i midten) og Christina Aguilera til MTV Video Music Awards i 2003, hvor de tre damer vakte opsigt ved at tungekysse på scenen midt under deres optræden. (Foto: WIN MCNAMEE © Scanpix)

Cardi B og Megan Thee Stallion står dog ikke kun på skuldrene af det famøse, kvindelige trekløver fra 2003.

Faktisk bygger de to amerikanske rappere videre på rødstrømpernes kamp for kvinders frigørelse i 1970'erne, forklarer Lene Bull Christiansen.

- I 1970'erne handlede kampen om at gøre op med kvinder som sexsymboler og i stedet se dem som hele mennesker. Dengang afseksualiserede man i virkeligheden kvindekroppen lidt samtidig med, at man frigjorde sig seksuelt.

- Selvom mange af kvinderne fra dengang nok vil have svært ved at se det, så bygger Cardi B og Megan Thee Stallion nu videre på den kamp ved at insistere på, at man både kan være meget seksuel og meget alt muligt andet på samme tid.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk